Presse   Jobs   Dokumenter   Om MS   Kontakt
dansk english Facebook Twitter
Pressemeddelelse fra Mellemfolkeligt Samvirke

14 indflydelsesrige danske kvinder samler ind til kvinders indflydelse i Zimbabwe

Med SAS' administrerende direktør Susanne Larsen i spidsen lancerer en række indflydelsesrige danske erhvervskvinder sammen med Mellemfolkeligt Samvirke en indsamling til Zimbabwe, ”Kvinder for Indflydelse 2008".

23. april 2008

Med administrerende direktør for SAS Susanne Larsen i spidsen lancerer en række indflydelsesrige danske erhvervskvinder - i samarbejde med Mellemfolkeligt Samvirke - en storstilet indsamling for progressive kvinder i Zimbabwe. Indsamlingen hedder ”Kvinder for Indflydelse 2008” og vil køre frem til slutningen af året.

Indsamlingen adskiller sig ved, at det er STÆRKE kvinder, der samler ind til STÆRKE kvinder.

OBS: I denne uge er der mulighed for at interviewe en af de stærke zimbabwianske kvinder, Christina Kwangware. Hun arbejder for ligestilling og indflydelse til kvinder i Zimbabwe og er i København i forbindelse med lanceringen.

De 14 danske kvinder er:
Susanne Larsen, adm. direktør SAS
Vibeke Windeløv, filmproducent
Anette Steen Pedersen, direktør ASP Consult aps
Bolette Christensen, vicedirektør Dansk Industri A/S
Susanne Hoeck, stifter, WOW – Women On their Way, redaktør CV (Århus)
Stine Bosse, koncernchef, TrygVesta Forsikring A/S
Birgit Aagaard-Svendsen, direktør J. Lauritsen
Annette Kristensen, best.medl. Viking Life-saving Equipm. A/S (Esbjerg)
Vibeke Abel, afdelingschef, Velfærdsministeriet
Line Baun Danielsen, studievært, Skandinavisk Filmkompagni
Mai Buch, adm. Direktør Competencehouse A/S
Annette Sadolin, prof. Bestyrelsesmedlem
Birgitte Bruun, vicedirektør Nykredit
Trine Pertou Mach, forkvinde Mellemfolkeligt Samvirke
(hvor intet andet er angivet, bor kvinderne på Sjælland)

De danske kvinder har lovet hinanden, at de ved fælles hjælp via forskellige initiativer vil samle penge ind til projektet i løbet af 2008. Derudover håber de og Mellemfolkeligt Samvirke, at mange danskere spontant vil støtte via indsamlingens hjemmeside www.ms.dk eller via SMS skriv: MS100 til 1919 og støt med 100 kroner eller MS50 til 1919 og støt med 50 kroner.

"Kvinderne i Zimbabwe er stærke og veluddannede. Specielt de kvinder, der stikker næsen frem og deltager i politisk arbejde og kampen for menneskerettigheder, har et mod, vi andre kun kan beundre dem for. De fortjener i høj grad, at vi støtter deres seje kamp for indflydelse og mod diskrimination, vold, overgreb og tortur", siger initiativtager for ”Kvinder for Indflydelse” Susanne Larsen.

De indsamlede penge fra ”Kvinder for Indflydelse” vil gå til projekter, der giver kvinder træning i, hvordan de bedst bekæmper vold, overgreb og diskrimination, og hvordan de bedst opnår politisk og økonomisk deltagelse på en række niveauer i det ekstremt mandsdominerede Zimbabwe.

Siden den 29. marts har Zimbabwes indbyggere ventet på resultatet af valget. Netop i den situation vurderer kvinderne bag ”Kvinder for indflydelse 2008”, at kvinderne i Zimbabwe har et særligt behov for støtte:

"Det er helt afgørende, at kvinderne er med både økonomisk og politisk, når et nyt Zimbabwe skal bygges op. Det er alment kendt, at støtter du en kvinde i Afrika, støtter du en hel familie. Vi håber, at støtten til kvinders politiske deltagelse bliver en støtte til hele Zimbabwe. Kvinderne og Zimbabwe fortjener det – og det er helt fantastisk, at stærke, indflydelsesrige kvinder fra Danmark vil være med til at sætte fokus på kvinders arbejde for indflydelse i Zimbabwe lige nu", siger forkvinde for Mellemfolkeligt Samvirke, Trine Pertou Mach, der også er en del af ”Kvinder for Indflydelse”.

Fakta:
Gennemsnitslevealderen for kvinder i Zimbabwe er 34 år
Menneskerettighedsorganisationer vurderer at
- 1/3 af alle kvinder i Zimbabwe er udsat for vold
- 1/5 har været udsat for voldtægt
- 90 % af kvinderne i Zimbabwe kan læse og skrive

For flere informationer kontakt:
Henriette Winther tlf. 7731 0078, pressemedarbejder Mellemfolkeligt Samvirke
Vibeke Vinther tlf. 3167 0460, kommunikationschef Mellemfolkeligt Samvirke

 

Se også
Vor temaside for indsamlingen