Kathmandu er i chok: Valgsejr gror ud af et geværløb
Maoisterne, der indtil for to år siden førte guerillakrig mod regeringen og kong Gyanendra, har vundet valget stort. Nu skal de indfri løftet om fred og økonomisk fremgang - og skal holde styr på deres eget voldelige ungdomsforbund.
Af Anne Mette Nordfalk, informationsmedarbejder for MS-Nepal.25. april 2008
KATHMANDU - »For seks år siden krævede maoisterne så mange penge af min familie, at vi måtte give dem vores jord og slå os ned i en ny egn. Ved valget stemte jeg og hele min landsby på dem. Først og fremmest fordi vi vil have fred. Men for mig personligt også i håb om, at vi vil få vores jord tilbage, hvis maoisterne kommer til magten.«
Sådan siger den 34-årige Bharat Ghimires fra en af Nepals højeste kaster. Hans motiver for at stemme på maoisterne ved Nepals valg i sidste uge giver et fingerpeg om, hvorfor partiet fik så mange stemmer, at det nu står parat til at indtage knap 40 procent af de 601 sæder i den grundlovgivende forsamling, der også skal fungere som overgangsparlament, mens Nepals nye grundlov bliver skrevet.
Siden den ti år lange borgerkrig sluttede for to år siden, har maoisterne i et vist omfang fortsat krigstidens voldelige adfærd. Især er maoisternes ungdomsliga YCL (Young Communist League) gang på gang blevet kritiseret for vold, bortførelser og i enkelte tilfælde endda drab - på trods af at maoisterne i samme periode har været en del af overgangsregeringen.
Derfor frygtede mange, at folket ville straffe maoisterne ved ikke at stemme på dem, og at de derfor ville tabe valget så stort, at de gik tilbage til væbnet kamp. Men i stedet er det modsatte altså sket.
»Nu har det nepalesiske folk gjort maoisternes geværer tavse for altid ved at vælge dem til at regere i denne vigtige fase i landets historie,« skriver analytiker Abhi Subedi i avisen Kathmandu Post.
Selve valget, som var det første i Nepal i ni år og havde en stemmeprocent på lige over 60, foregik under forholdsvis fredelige forhold. Både EU og den asiatiske overvågningsmission ANFREL har derfor erklæret valget for en succes - trods lokale uregelmæssigheder og i alt 60 tilfælde af omvalg ud af de i alt godt 20.000 valgkredse.
Alligevel beskyldes maoisterne af valgets tabere, det moderate kommunistparti UML og det socialdemokratiske Nepali Congress for at have truet sig til sejren. Der var i ugerne inden valget en del politisk vold mellem de konkurrerende partier og også rapporter om intimidering af vælgere. Her lå maoisterne på en kedelig førsteplads.
Set i lyset af disse meldinger og den maoistiske ungdomsorganisation YCLs fremfærd er der nok ikke megen tvivl om, at en del stemmer til maoisterne skyldes frygt. Men det er kun en del af forklaringen. I hovedstaden Kathmandu, for eksempel, må flere garvede politikere fra de konkurrerende partier se sig slået af nærmest ukendte maoister i flere af byens enkeltmandskredse. Og blandt hovedstadens bevidste vælgere kan man ikke true sig til sejr.
Kongehusets fald
»Nye tanker og nyt lederskab for et nyt Nepal« og »De andre fik mange chancer, lad os give maoisterne én« er blandt de maoistiske slogans, som har været populære hos vælgerne. De hentyder til, at maoisternes sejr i høj grad kan ses som de gamle partiers nederlag. Ved tidligere parlamentsvalg har først Nepali Congress og siden UML lovet vælgerne en bedre fremtid og er blevet belønnet med regeringsmagten. Men ingen af partierne har indfriet deres løfter til folket, og denne gang har de derfor måttet tage til takke med hver omkring 18 procent af forsamlingens pladser.
Til sammenligning er det indtil videre på mange måder lykkedes maoisterne at indfri deres løfter til folket. Et af hovedmålene i partiets væbnede kamp var kong Gyanendras afgang og kongehusets afskaffelse. Det vil blive eksekveret i løbet af de nærmeste uger.
Hertil kommer, at maoisterne er gået foran i spørgsmålet om repræsentation af kvinder og marginaliserede grupper. Partiet havde allerede i det nuværende overgangsparlament flere kvindelige medlemmer end noget andet parti og ved dette valg var 23 af de i alt 27 kvinder, som har vundet i enkeltmandskredse, maoister. Samtidig bringer maoisterne et stort antal af Nepals marginaliserede etniske grupper ind i parlamentet.
»Det vil blive nødvendigt at tage nye midler i anvendelse i meget af den støtte, vi giver, fordi mange af de nye parlamentarikere kun har få års skolegang bag sig og aldrig tidligere har deltaget i formelle politiske processer,« siger Lars P. Christensen, leder af Danidas program for menneskerettigheder og god regeringsførelse i Nepal.
UML har reageret på nederlaget ved at melde sig ud af regeringen med omgående virkning, mens den aldrende premierminister Girija Prasad Koiralas Kongresparti stadig overvejer sin rolle. Udenlandske iagttagere tæt på partierne mener dog, der mest er tale om spil for galleriet og sårede følelser, og at partierne nok skal melde sig på banen, når det rigtige tilbud kommer.
Indtil videre har udlandet reageret positivt på maoisternes sejr. Indien, der er Nepals største handelspartner og regionens stormagt, har tilkendegivet, at man vil støtte en maoistisk-ledet samlingsregering uden betingelser, mens USAs ambassadør i Nepal, Nancy Powell, har givet udtryk for, at også USA vil fortsætte sin støtte til Nepal, og at maoisterne har udsigt til at blive slettet fra USAs liste over terrororganisationer.
Den nærmeste fremtid byder på en del svære opgaver for den kommende regering, og det er derfor ikke så mærkeligt, at maoisterne allerede mange gange har understreget, at de ønsker en bred samlingsregering. Her kan det blandt andet blive en udfordring at forhandle om en rolle til et nyt parti, Madhesi Janadhikar Forum, som med opbakning fra Terai-lavlandet, der grænser op til Indien, får næsten lige så mange pladser i parlamentet som Nepali Congress og UML. Partiet vil kæmpe for selvbestemmelse i en autonom Terai-delstat og har før vist, at de er i stand til at sætte fysisk magt bag deres krav. Da Terai har stor strategisk og økonomisk betydning for Nepal, vil kravet dog blive svært at imødekomme.
Implementeringen af fredsaftalen, som partierne indgik i 2006, er et af de store spørgsmål, som der hurtigt skal tages stilling til. Herunder særligt, hvad der skal ske med den 23.000 mand store hær, som maoisterne har stående i lejre rundt om i landet. Maoisterne har tidligere udtalt, at oprørshæren skal integreres i den nepalesiske hær, men efter valgsejren er meldingerne blevet mere moderate.
I et interview med Nepal Magazine udtaler maoisternes leder, Prachandra (et nom de guerre, betyder »den barske«), at sammenlægningen ikke skal forstås så firkantet, men at dele af den maoistiske oprørshær vil blive integreret, mens andre skal fungere som sikkerheds- og grænsevagter.
Mange håber, at Prachandra vil opløse ungdomsligaen YCL og i stedet skaffe reelle jobs til de mange unge kadrer, som de sidste mange år ikke har haft andet at lave end at genere potentielle modstandere og som kan give Prachandra store problemer med sin demokratiske legitimitet. I sidste uge overfaldt YCL eksempelvis finansministeren Ram Sharan Mahat fra Nepali Congress, noget, der både er foruroligende og fuldstændig umotiveret, efter at valgsejren er i hus.
»Arbejdsløshed, især blandt de unge, er ikke kun et problem for vores folk, det er en udfordring vi skal tage op i hele landet,« sagde den ledende maoist Chandra P. Gajurel ved en paneldiskussion for internationale donorer for nylig. En udtalelse, der ligger langt fra en indrømmelse af partiets problemer med de unge kadrer, men som dog rører ved kernen i problemet og forpligter partiet på sin nye rolle som problemløser.
Gajurel forsikrede desuden donorerne om, at maoisterne går ind for kapitalisme: »Vi er nu på vej ud af den feudale fase og ind i den kapitalistiske, som er en forudsætning for socialisme,« understregede han i bedste marxistiske stil og garanterede i samme åndedræt den private ejendomsret og lovede et stabilt investeringsklima.
En af de første økonomiske udfordringer, som den nye regering vil blive tvunget til at tage op, er at tillade en stigning i brændstofpriserne, så de kommer på højde med de indiske. Det statsejede Nepal Oil Corporation skylder enorme summer til sin indiske pendant på grund af dårlig ledelse og kunstigt lave priser, og det har bevirket kronisk mangel på brændstof i store dele af Nepal. Den tidligere regering forsøgte at gennemføre en stigning kort før valget, men måtte trække beslutningen tilbage efter bare to dage på grund af omfattende protester fra befolkningen.
Men realiteten er, at de lange køer ved tankstationerne, som plagede særligt Kathmandu inden valget, vil vende tilbage og om muligt blive endnu længere, hvis priserne fortsat holdes kunstigt nede.
Da priserne på basale fødevarer også stiger i Nepal, bliver det ikke let at få befolkningen til at acceptere den beslutning.