Presse   Jobs   Dokumenter   Om MS   Kontakt
dansk english Facebook Twitter
Kronik bragt i Kristeligt Dagblad den 25. april 2008

Mugabes dage er talte i Zimbabwe

Mugabe er endnu et eksempel på en revolutionshelt, der kæmpede sig til magten, og som herefter optrådte som en enevældig konge over sit rige og tilbageviste al kritik.

Af Frans Mikael Jansen, generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke

25. april 2008

ROBERT MUGABE begyndte sin æra som præsident for Zimbabwe som frihedshelt og nationens fader. 28 år efter er det en rådvild og slagen mand med et totalt nedbrudt image, der kæmper en desperat kamp for at bevare kontrollen over begivenhederne.

Mugabe er blevet endnu et eksempel på en revolutionshelt, der kæmpede sig til magten, og som herefter optrådte som en enevældig konge over sit rige og tilbageviste al kritik med, at oppositionen er fjernstyret af de tidligere kolonimagter.

Det startede ellers godt efter at befrielseskampen i 1960'erne og 1970'erne var vundet og Mugabe kunne sætte sig som premierminister for Zimbabwe i 1980. Partiet ZANU (Zimbabwe African National Union) ville opbygge en velfærdsstat efter skandinavisk mønster, og donorerne støttede rundhåndet de sociale sektorer for uddannelse og sundhed.

Produktionsapparatet, landbrugsjorden og forarbejdningsindustrien forblev imidlertid på den lille hvide overklasses hænder. De hvide udgjorde 1 procent af befolkningen, men sad på 70 procent af jorden. Mellemfolkeligt Samvirke har støttet civilsamfundet i Zimbabwe siden 1983 og har på den måde på særdeles tæt hold fulgt Zimbabwe og Mugabes udvikling siden da.

Fra starten af Mugabes regeringsperiode var det klart, at behovet for jordreformer var helt afgørende for etableringen af et demokratisk og retfærdigt samfund. I den såkaldte Lancaster-aftale med England måtte Zimbabwe imidlertid garantere de hvide ejendomsretten til deres jord mod, at Storbritannien anerkendte en række betingelser for, hvorledes jordreformer kunne gennemføres. Aftalen blev reelt opsagt af Zimbabwe i 1990.

Det blev dog aldrig til de store jordreformer, hverken før eller efter 1990. Det passede de nye magthavere udmærket, at de hvide farmere skaffede fødevarer og fremmed valuta til landet, så længe de hvide farmere ikke blandede sig i politik og satte spørgsmålstegn ved Mugabes stadig mere enevældige politik med hårdhændede overgreb imod al opposition. I år 2000 blev denne arbejdsdeling imidlertid brudt. De hvide farmere gik aktivt ind i modstanden mod en forfatningsændring, og det var udslagsgivende for, at Mugabe tabte folkeafstemningen.

SVARET KOM PROMPTE. Mugabe sendte sine krigsveteraner og ungdomsgrupper ud for med magt at fratage de hvide farmere jorden - den såkaldte fast track-jordreform. Den erobrede jord blev dog ikke givet til de fattige landarbejdere og jordløse. Den blev fordelt blandt Mugabes støtter i blandt andet militæret og hos sikkerhedsstyrkerne. Også de fattige i slumkvartererne i byerne, som aktivt havde støttet modstanden mod forfatningsændringen, blev ramt af Mugabes vrede. Mere end 25.000 boliger og små forretninger blev jævnet med jorden og beboerne fordrevet.

Som en direkte konsekvens af Mugabes politik har Zimbabwe siden været ramt af en krise, der har bombet landet tilbage til ukendelighed. En tredjedel af befolkningen er flygtet, arbejdsløsheden blandt de tilbageværende ligger på 80 procent, inflationen ligger på 150.000 procent, landbrugsproduktionen er gået i stå, og industrien er på 10 procent af sin kapacitet.

I 2007 indledtes forhandlinger imellem oppositionen - MDC (Movement of Democratic Change) som er ledet af Morgan Tsvangirai - og ZANU PF. De sydafrikanske landes samarbejdsorganisation, SADC, bad Sydafrika om at lede forhandlingerne. De førte frem til en aftale om betingelserne for afholdelse af valget den 29. februar 2008.

Samtidig blev det klart, at ZANU PF planlagde en kursændring efter valget. Nationalbankdirektøren lod vide, at der efter valget ville blive indledt en genopbygningsplan, som ville omfatte en ændring af pengepolitikken og en åbning imod det internationale samfund. En forfatningsændring skabte mulighed for, at parlamentet kunne vælge en ny præsident, hvis denne forlod embedet i utide, og hermed var der skabt mulighed for, at Mugabe kunne udpege sin efterfølger.

SOM VI HAR SET, gik det slet ikke som planlagt. Der blev ikke valgt en efterfølger. På partikongressen i ZANU PF i december opstod splittelse, og den tidligere finansminister, Simba Makoni, valgte at stille op som uafhængig kandidat til præsidentposten. Selve præsidentvalget, der blev overvåget af et stort antal observatører fra SADC, forløb rimelig fredeligt og ordentligt, men da stemmerne var talt op, stod det klart, at Mugabe havde tabt til MDC.

Det synes klart, at nederlaget kom helt bag på Mugabe. Han havde ikke en plan B. Han har valgt at tilbageholde valgresultatet, mens der bliver arbejdet på at finde en løsning. Hvad der foregår bag linjerne kender vi ikke i detaljerne, men det er sikkert, at Mugabes magtfulde statsapparat har overvejet forskellige muligheder.

En mulighed kan være at forfalske valgresultatet og erklære Mugabe som vinder - i lighed med, hvad vi så i Kenya for nylig. Man må dog formode, at Sydafrika ikke vil gå med til dette. MDC har da også omhyggeligt registreret og affotograferet resultaterne, der var slået op på de 9000 valgsteder og sendt disse til sikker opbevaring i Sydafrika. Mugabes seneste udspil med omtælling af stemmerne på visse valgsteder skærper dog mistanken om valgsvindel.

En anden mulighed kan være at satse på en anden valgrunde. I så fald kan Mugabe ændre taktik og som tidligere true sig til en valgsejr ved hjælp af massiv brug af vold og trusler mod tilhængere af oppositionen. Der er imidlertid ikke nogen sikkerhed for valgets udfald, og selv hvis Mugabe skulle vinde, vil en sådan strategi helt fjerne legitimiteten fra regeringen og reformplanerne vil gå i vasken.

Og så er der endelig muligheden for at forsøge at skabe en forhandlingsløsning, der kan give de nuværende magthavere den bedst mulige exit. På mange måder må man håbe, at det er dét, der foregår netop nu.
Tsvangirai har rejst rundt til nabolandene og forsøgt at sikre sig opbakning. Mugabes stærkeste kort er truslen om at skabe yderligere kaos, vold og undertrykkelse.

Menneskerettighedsgrupper, som Mellemfolkeligt Samvirke støtter, kan rapportere om, hvordan Mugabes tæskehold har været sendt i byen. Ikke massivt, men nok til at sende et forvarsel om, hvad man kan vente, hvis Mugabe skulle finde det nødvendigt.

I LØRDAGS VAR SADC-landene indkaldt til et ekstraordinært møde i Zambias hovedstad, Lusaka, om situationen i Zimbabwe. Mugabe mødte ikke op, og det må ses som et tegn på, at han ikke vil tvinges til indrømmelser, men vil holde sine kort tæt til kroppen for at få en maksimal indflydelse på den videre proces.

Thabo Mbeki havde et møde med Mugabe forud for mødet i Lusaka, og ud fra udtalelserne at dømme må han have givet SADC-mødet indtryk af, at der er muligheder for en forhandlingsløsning. SADC fornyede sit mandat til Mbeki som forhandlingsleder imellem MDC og ZANU PF. Samtidig bekendtgjorde valgkommissionen i Zimbabwe, at man ville forlange omtælling af 23 valgsteder. Hermed er der givet endnu en uge til at afprøve forhandlingsvejen eller planlægge andre strategier.

I mange af de unge afrikanske demokratier er man ikke nået dertil, at et regeringsskifte er en naturlig ting, og at de demokratiske spilleregler skal overholdes for enhver pris. Grundlæggende hænger det sammen med manglende demokratisk tradition. Men det har bestemt også noget at gøre med den måde, der regeres på, og at regeringsmagten ofte udnyttes maksimalt til personlig vinding.

Hvis der kommer gang i forhandlinger med oppositionen om en magtoverdragelse, vil garantier om sikkerhed og mulig bevarelse af privilegier være af største betydning. Hertil kommer, at Mugabe må tænke på sit eftermæle - hvis det overhovedet kan reddes.

Kommer der en samlingsregering i Zimbabwe - a la den vi nu ser tage form i Kenya - vil den være et klart udtryk for, at den politiske elite er villig til at indgå kompromiser og bøje de demokratiske principper for at pleje egne interesser. Det kan være nødvendigt med den slags kompromiser, fordi alternativerne er for grusomme, men det udstiller svagheden i de unge afrikanske demokratier.