La Glace samlede ind til kvinder i Zimbabwe
Marianne Stagetorn Kolos er en del af netværket "Kvinder for Indflydelse 2008" og valgte den 20. april i forbindelse med 100-året for kvinders valgret i Danmark at lave en speciel kage, som hun og hendes medarbejdere solgte på Rådhuspladsen.
|
|
Marianne Stagetorn Kolos overrækker her checken på 21.571,75 kroner til Christina Kwangwari fra Zimbabwe, der var i landet for at mødes med kvinderne i netværket ”Kvinder for Indflydelse 2008”.
|
Der kom mange mennesker og de samlede i alt 21.571,75 kroner ind til kvinder i Zimbabwe.
"Det var en skøn dag med mange glade mennesker. Dejligt at se, hvordan danskerne gerne forener "at støtte den gode sag" med "en god smag i bunden". Beløbet vi samlede ind oversteg vores forventninger og vi er meget glade for at kunne gøre en konkret forskel ved at bidrage til dette vigtige arbejde", siger Marianne Stagetorn Kolos.
Kagen er en chokoladetærte med hindbærbund. Kagerne er stadig populære og vil sælges den næste måneds tid i Konditori La Glace, hvor 20 kroner for hver solgt kage går til projektet.
Læs mere om projektet og kvinderne i Zimbabwe på www.ms.dk/kvinderforindflydelse.
Kvinder for Indflydelse 2008 er et initiativ startet af Mellemfolkeligt Samvirke og adm. direktør Susanne Larsen, SAS. De 15 kvinder er indgået i netværket og har lovet hinanden, at de hver i sær via forskellige initiativer vil samle penge ind til projektet i løbet af 2008. Derudover håber de og Mellemfolkeligt Samvirke, at mange danskere spontant vil støtte via indsamlingens hjemmeside www.ms.dk/kvinderforindflydelse.



