- Forside
- Zapp 2011
- Zapp 2010
- Zapp 2009
- Zapp 2008
- Zapp 2007
- Zapp 2006
- Tegneserie X-perterne
- Lærervejledninger
- Bestilling
- Kontakt os
GLOBAL OPVARMNING: Klodens klima koger
|
Din næste bakke jordbær kommer fra Grønland, og vejret i Spanien er for koldt til en badeferie. Lyder begge dele for vildt? De er faktisk på vej til at ske – og måske på grund af den globale opvarmning.
Dette højaktuelle nummer af ZAPP ser på årsager til og konsekvenser af den globale opvarmning. Hvad er rigtigt, og hvad er forkert? Er global opvarmning menneskeskabt? Eller er den helt naturlig? spørger ZAPPs juniorreporter, 17-årige Negin fra Århus.
Sammen med andre unge fra fem forskellige lande – Danmark, Tanzania, Bangladesh, El Salvador og Nicaragua – fortæller Negin dels om sine observationer af klimaforandringer, dels deler hun sine bedste miljøtips med bladets læsere. For vi kan alle gøre noget for at mindske den globale opvarmning. Der er masser af tips og miljøråd lige til at bruge i hverdagen i dette temanummer.
Om temaet
Verden bliver to til fire grader varmere i løbet af det her århundrede. Det vil betyde at havene stiger mellem 0,2 og 0,6 m de næste 100 år, lyder de barske forudsigelser fra FN’s klimapanel. Når vi kører i bil, flyver, bruger strøm, gas og varme eller fyrer op i pejsen, danner vi CO2 som opvarmer jorden. Konsekvensen er bl.a. at sneen på bjergtoppe, på polerne og i Grønland smelter, og at havene stiger. Mennesker, dyr og planter får helt nye livsbetingelser rundt om på kloden.
Begrebet Global opvarmning betyder: Den aktuelle klimaændring der medfører en stigning i den globale gennemsnitstemperatur.
Hvad siger unge om global opvarmning?
15-ÅRIGE CHRISTOFFER SCHELDE ANDERSEN FRA SVENDBORG:
“Der har været vildt vejr de senere år. Vi hører om mange rekorder i vejrudsigten på tv. Hedebølger, for lidt sne. Jeg har en følelse af at det skyldes klimaændringer. Vi bliver bombarderet med det på tv og har haft mange projekter i skolen. Jeg ved meget om klimaændringer.” (side 26-27)
15-ÅRIGE LALAHE OLCHAKAY, SOM ER MAASAI-KRIGER I DET NORDLIGE TANZANIA:
“Der er sket store ændringer. Der er langt mindre vand nu. Der er færre græsningsarealer, og der er færre træer. Det regner ikke så meget som før, så i dammene og vandhullerne er der ikke nær så meget vand.” (side 18-23)
Det gør jeg for miljøet!
“Jeg og min familie planter træer. Træer er godt for miljøet. Alle slags træer. Vi planter dem og sørger for at de får lov at vokse, ved at holde køerne væk så de ikke spiser dem. Jeg ved ikke hvor mange træer vi har plantet, men det er mange. Rigtig mange.”
Sima Kamili, 16 år, Tanzania
“Jeg prøver at leve nogenlunde økologisk og tænker meget over hvad jeg køber, hvilke produkter jeg bruger, og så tager jeg for det meste bussen.”
Negin Bazrafkan, 17 år, Danmark
“Jeg ved meget om klimaændringer. Jeg er faktisk ekspert på området. Og så har jeg en far der er ‘naturens mand’. Han råber op hver gang jeg ikke tager cyklen, er længere end fem minutter i bad eller ikke lige lukker dørene.”
Christoffer Schelde Andersen, 15 år, Danmark
“Hvis jeg spiser et eller andet, så smider jeg ikke affaldet på gaden, men i skraldespanden. Når jeg er derhjemme, tænker jeg ikke over mit forbrug af strøm og vand. Jeg bruger det bare. Men jeg husker at slukke lys og computer når jeg går ud. Hele året cykler jeg de 4-5 kilometer til skolen – hver vej. Jeg synes det dejligt at få lidt frisk luft inden skolen starter.”
Viktor Kristian Jensen, 14 år, Danmark
“Jeg gør ikke så meget. Men jeg sørger for at proppe mit affald i skraldespanden. Jeg har ikke så meget tjek på mit vandforbrug, men jeg slukker for vandet når jeg sæber mig ind eller putter shampoo i håret.”
Mathilde Trane Kristensen, 16 år, Danmark
“Jeg er faktisk rigtig dårlig til at spare. Lyset står altid tændt på mit værelse, for jeg glemmer at slukke det. Jeg cykler til skole om sommeren, men det er fordi det går hurtigere. Jeg vil gerne gøre noget. Jeg synes bare ikke at de der ved det står så slemt til, får deres budskaber ordentligt ud.”
Mikkel Fritsche, 14 år, Danmark
“Jeg slukker min computer når jeg ikke bruger den. Jeg har en skinne hvor jeg kan slukke for det hele så det ikke står på standby. Jeg slukker også for fjernsynet så der ikke er længere er lys nogen steder. Det gælder også mobilopladeren. Med varmt vand er det lidt anderledes. Jeg elsker at tage et dejligt varmt bad. Jeg går og cykler. Kun hvis jeg er doven, tager jeg bussen til fx svømmehallen.”
Mira Linder Anaterre, 15 år, Danmark
“Jeg smider mit affald i skraldespanden. Og så har jeg været med til at plante 500 træer i skolen. Mit bedste råd er at man skal tænke over hvad man gør. Hvis det er noget der kan skade os i fremtiden, så skal man lade være.”
Brenda Olmedo, 16 år, El Salvador
“Mit bedste råd er at man skal passe på vandet. Specielt skal vi her hvor jeg bor, passe på at vi ikke hælder spildevandet fra kaffeproduktionen ud i floden.”
Daniel Torres, 18 år, Nicaragua
Indhold
4 Intro: Klodens klimakamp
Vi kæmper for at holde kulden… jo, du læste rigtigt. Hvis ikke vi meget snart tager os sammen, når det gælder vores måde at leve på, er konsekvenserne af den globale opvarmning katastrofale. Løsningerne på at forbedre miljøet er enkle: vedvarende energi og besparelser. Du kan selv være med at gøre noget – få inspiration i dette ZAPP, hvor unge fra fem lande giver deres bedste miljøråd.
TEKST / JAN KJÆR • JANK@PARKNET.DK
10 Klimaændringer i Sydasien: Smeltevand og opvarmede have
Klimaændringer er et nyt ord i Sydasien. Mange asiater ved stadig ikke hvorfor ændringerne sker. Til gengæld mærker de dem allerede i hverdagen, som fx 14-årige Runu fra Bangladesh. Både hendes hjem og skole forsvandt i vandmasserne efter en cyklon.
TEKST OG FOTO / LOTTE LADEGAARD • WWW.LOTTELADEGAARD.DK
14 Voxpop fra Danmark: Mit bedste miljøråd
Fire danske unge svarer hver på tre spørgsmål:
Hvad tænker du på når du hører ordet ‘global opvarmning’?
Hvad gør du for miljøet?
Hvad er dit bedste miljøråd?
TEKST OG FOTO VOXPOP / JAN KJÆR • JANK@PARKNET.DK
18 Unge maasaier i Tanzania: Når regnen ikke kommer…
De er 16 år og tilhører ikke længere gruppen af drenge. Lalahe og Sima er rykket et skridt op i rangordenen blandt deres folk, maasaierne, og er nu krigere. Som unge krigere har de bl.a. ansvaret for familiens kvæg, hvilket sætter dem i tæt kontakt med naturen. “Der er sket store ændringer,” siger Lalahe om ændringer i miljøet som han og kammeraten har bemærket i deres landsbyer i det nordlige Tanzania.
TEKST OG FOTO / JESPER GUHLE MOGENSEN, MS-TANZANIA • GUHLE@ITU.DK
24 Eva fra Tanzania: “Så meget CO2 bruger min familie om året”
16-årige Eva Stencia Mbena bor sammen med sin mor og fire søskende i et lille hus på en grund i en forstad til storbyen Dar es Salaam. På grunden bor også andre mennesker som ikke alle er i familie med Eva. Folk bor tæt og er vant til at omgås hinanden meget. Alle beboerne deles om vandforsyningen og elektriciteten, og mange af dagens gøremål organiseres i fællesskab.
TEKST OG FOTOS / PERNILLE BÆRENDTSEN, MS-TANZANIA • www.pernile.typepad.com
26 Christoffer fra Danmark: “Så meget CO2 bruger min familie om året”
Christoffer Schelde Andersen er 15 år og går i 9. klasse på Haahrs Skole i Svendborg. Han bor i en villa i tre etager sammen med storesøster Frederikke på 19, der går i gymnasiet. Far Mogens er overlæge, og mor Lene er voksenunderviser.
TEKST OG FOTOS / JAN KJÆR • JANK@PARKNET.DK
28 Jorden rundt: Fakta og masser af miljøtips som du selv kan prøve
TEKSTER / JAN KJÆR, PERNILLE BÆRENDTSEN OG BETTINA GRAM
32 Unge i Nicaragua viser vejen: Der er penge i økoturisme
I Nicaragua har de fundet ud af at man kan tjene penge på en ren natur. Økoturisme, kalder de det, og de unge viser vejen.
TEKST OG FOTOS / CHRISTIAN KORSGAARD, MS-MELLEMAMERIKA • CHRISTIAN.MS@CAM.ORG.NI
36 En dag i Brendas liv: Dårlig samvittighed på spraydåse
Brenda har dårlig samvittighed over sin deospray, men hun bruger den alligevel hver dag. Det er nemlig den hun bedst kan li’.
TEKST OG FOTOS / CHRISTIAN KORSGAARD, MS-MELLEMAMERIKA • CHRISTIAN.MS@CAM.ORG.NI
38 Negins kommentar: Hvordan er det nu lige det hele hænger sammen?
“Jeg læser ikke om disse ting hver dag, men det betyder meget for mig at jeg ved jeg er bare en smule miljøvenlig og sundere.”
Kommentar af Negin Bazrafkan, 17 år, ZAPPs juniorreporter.
39 Xperterne
Tegneserie af Bryan d-Emil



