Indsamling: Kenya kalder danske ildsjæle
Mellemfolkeligt Samarbejde støtter forsoningsarbejde på græsrodsplan.
Af Jan Gintberg, Ambassadør For Mellemfolkeligt Samvirkes Landsindsamling 18. Maj 200815. maj 2008
Hvad vidste jeg egentlig om Kenya, inden jeg tog derned som ambassadør for Mellemfolkeligt Samvirkes landsindsamling, der skal støtte freds- og forsoningsarbejdet dernede? Godt spørgsmål! Tak, fordi du spurgte!
Faktisk ikke andet end det sædvanlige – du ved, giraffer, Blixen og hendes fætter-Bror med syfilis, korruption og kaffe. Sawa sawa – så vidt så godt. Jeg er nu betydelig bedre oplyst, og lad mig derfor give dig en update, så du ikke kan sige, at du ikke har fået nogen form for briefing.
Ganske kort om indbyggernes stammetilhørsforhold. Det er generaliseringer, men HEY, hvem i vores eget land ville måske ikke påstå, at fynboer overordnet set taler skægt (måske bortset fra dem selv), at københavnske håndværkere har et forholdsvis dynamisk forhold til begrebet ’tid’, og at folk, der bebor enklaven Hellerup, har en tendens til at mene, at Pradabriller skubbet op i langt blonderet hår er en livsessentialitet på linje med ordet ’skimmy’ samt sekscylindrede firehjulstrækkere på størrelse med en fuldvoksen blåhval ... jeg spørger bare? Derfor: Der er 42 stammer i Kenya, og de to største er kikuyuerne og luoerne. Kikuyuerne er i stor udstrækning forretningsfolket og dem, der udefra set har mange familier med store jordbesiddelser!
Luoerne har – hvis ikke de er ludfattige, som de fleste andre kenyanere – en tendens til at uddanne sig til læger, jurister og lignende.
Kenya har lige gennemgået en chokperiode med flere hundredtusinder internt fordrevne flygtninge og over 1.500 dræbte efter uroligheder oven på et skandaløst præsidentvalg december sidste år. Det var overordnet set kikuyuer og luoer, der dræbte og fordrev hinanden på kryds og tværs gennem den sydvestlige del af landet. Jeg må indrømme, da jeg ankom til Nairobi og hørte om de netop overståede voldsorgier, om den ekstreme statskorruption og med egne rødsprængte øjne oplevede den utrolige fattigdom i slummen, så var min første tanke, at det her land er ved at blive centrifugeret fra hinanden som et afrikansk Balkan.
Det tragiske er, at Kenya jo var på rette vej før valgsvindelen i december. De seneste 10 år er landet gået fra at være et nærmest enevældigt styre under præsident Arab Moi til at være et land med fri presse og et reelt håb om jordreformer. Da Moi var præsident, blev han på 20 år sjovt nok landets største jordbesidder, så hans familie i dag råder over 10 procent af Kenyas enorme landområder. Øhhh kor... korru... korrup?... fortsæt selv. Mellemfolkeligt Samvirke arbejder sammen med lokale organisationer, som har fredsmægling og forsoningsarbejde som speciale. En af dem er fredsorganisationen PeaceNet, som i den grad har bevist sit værd under konflikten mellem stammegrupperne i januar-februar-marts.
Jeg var med på en del af PeaceNets fredskaravane – under myndig ledelse af Rachel, en 30-årig kvinde, som via sit store netværk havde fundet og dialogtrænet 22 unge mellem 17 og 30 fra forskellige stammer over hele Kenya.Det er sjældent, jeg vil bruge ordet ’knag’ om en kvinde! Men jeg har aldrig mødt så hårdtarbejdende en ildsjæl som hende i hendes utrættelige arbejde for at virke som opbløder mellem folk fra de forskellige stammer. Og vi taler altså nede på gadeplan – fra person til person.
Vi kørte med hende ud til en flygtningelejr i Navasa 300 km nord for Nairobi, hvor hun fyldte bussen op med dialogvillige luoer – og så ind til en stor plads i byen, hvor hun havde samlet en gruppe kikuyuer. Og så i gang med teater, temaboldspil og malekunst og dialog, dialog, dialog.
Folk har et kæmpe behov for at komme af med deres frustrationer, og samtidig er der et virkelig stort ønske fra de fleste om forsoning og fredeligt naboskab.
Og det er netop dét, som er essensen af Mellemfolkeligt Samvirkes arbejde. At små folkelige organisationers indsats i lokalområderne breder sig som ringe rundt i landet og skaber egentlig fred og udvikling af et bæredygtigt demokrati! (Aaadr, han sagde ’bæredygtigt’, hvor er det langhåret ... Ja, det er muligt, men det er ikke desto mindre rigtigt). Mad og telte er synlige eksempler på, at de store nødhjælpsorganisationer kan redde mange fra den umiddelbare død. Og de fortjener en stor carte d’or – eller staves det cadeau – for det!
Seriøst. Jeg er af natur skeptiker, men jeg må tilstå, at det langsigtede opbyggende arbejde nede på det lokale plan, hvor man finder, støtter og opmuntrer de fakkelbærere, der virker som katalysatorer i det kæmpe forsoningsarbejde, har jeg virkelig fået øjnene op for på min tur til Kenya.
Fik du en klump i halsen? Det var ikke meningen, det er der nok, der gør i Kenya! Jeg vil derimod gerne have dig til at melde dig som indsamler til den 18. maj. I bydemåde, forstås! Meld dig! Gå ind på www.ms.dk.
