Hvid masai på rødt æsel

30-årige Morten Kattenhøj fra Århus er blevet en del af det lokale liv blandt masaierne i det centrale Kenya, hvor han arbejder for Mellemfolkeligt Samvirke

Flere hundrede masaier fra Yiaku-stammen er samlet på pladsen mellem såkaldte manyatter, hytter af grene beklædt med jord og komøg. Morten Kattenhøj har hele dagen haft travlt med at køre læssevis af forplejning og snesevis af mennesker til landsbyen i Kenyas højland.

Hans store Toyota HiLux-firehjulstrækker går på egnen under navnet »det røde æsel« og er for mange lokale blevet et kendt indslag I dagligdagen.

Den 30-årige dansker, der forlod Aarhus Universitet for to år siden, blev sidste sommer udsendt gennem Mellemfolkeligt Samvirke . Han har til opgave at bistå en lokal hjælpeorganisation, Yiaku Peoples Association, med at organisere sit arbejde bedre.

For at kunne udføre den opgave, må han hver dag køre rundt i et områder af Kenya, der er kendt for et usædvanlig varieret fugle- og dyreliv. Ikke noget dårligt job for en naturinteresseret dansker, der har arbejdet med natur og vilde dyr på fire kontinenter og inden da var ivrig fuglekigger ved Brabrandsøen, mens han boede i Århus.

»Mit arbejde i marken gør i høj grad, at jeg kan få udlevet min eventyrtrang. Det er svært ikke at blive fascineret, når jeg kører på arbejde og ser masaier i deres farvestrålende udstyr. Det er svært ikke at smile bredt, når jeg flere dage om ugen kører på safari - ikke fordi jeg er på ferie, men fordi dyrene bare er der, derude hvor jeg arbejder,« fortæller han mellem to køreture til landsbyen.

De 80 piger, som har sagt jo til at træde ind i de voksnes rækker, er i alderen 10-16 år.

Udover at bringe ham tæt på elefanter, løver, giraffer og en række af Afrikas øvrige dyr, er køreturene rundt på egnen en god måde til at komme ind på livet af folk og skabe lidt goodwill i lokalsamfundet, forklarer han.

De mennesker, han i dag har haft med på ladet, er kommet til den lille landsby i bushen for at deltage I konfirmationen af 80 masai-piger I alderen 10 til 16 år.

Ifølge masai-traditionen skal piger omskæres for at træde ind i de voksnes rækker. Ofte bliver de derefter giftet væk samme dag til mænd, som deres forældre har indgået aftaler med. Det er ikke usædvanligt, at mændene er både 10, 20 og 30 år ældre end dem selv.

Sådan kommer det ikke til at foregå i dag. Takket være penge fra en dansk tv-indsamling er det nemlig blevet muligt at kunne tilbyde pigerne at fejre overgangen til voksenalderen på alternativ vis. I stedet for at blive omskåret og giftet væk, vil de afgive et løfte om at gøre deres skolegang færdig og blive herrer over deres eget liv.

De fleste piger er kommet til stedet med deres familiers godkendelse. Andre har måttet hentes under tvang. Her har Morten Kattenhøj og hans »røde æsel« været uundværlig. Dagen før Århus Stiftstidende taler med ham, har han sammen med to politimænd og en lokal skoleinspektør været ude ved en boplads og hente en ung pige, der var blevet nægtet at gå i skole, selvom der er skolepligt i Kenya.

Peresian vil gå i skole, men måtte ikke for sin familie, Nu er hun kommet på kostskole, og fire mænd fra familien er blevet arresteret for vold mod hende.

Pigen hedder Peresian Sadira og ved ikke, hvor gammel hun er. Hun fortæller, at hun selv nogle uger forinden i al hemmelighed havde opsøgt skolen, fordi hun ville lære noget og skabe en anden fremtid for sig selv. Men efter bare en dag i skolen havde hendes familie fået nys om sagen og svaret igen ved at gennembanke hende og forhindre hende I igen at opsøge skolen.

Den lille delegation med Morten Kattenhøj ved rattet fandt Peresians familie i en hytte, hvor hun boede sammen med sin stedbedstemor, tre andre kvinder og en flok små børn.

Mændene var i bushen med kvæget, bevæbnede med spyd som beskyttelse mod vilde dyr og fjendtlige stammer. Kun gederne var tilbage.

»Det gik op for os, at stedbedstemoren havde en aftale med en mand om, at han forsørgede hende mod at hun passede hans geder. Den opgave havde den gamle dame så sendt videre til Peresian, den eneste af børnene, som ikke er hendes eget. Derfor var hun ikke interesseret i, at Peresian skulle i skole, for så var der ingen til at tage det hårde slid med gederne derhjemme,« forklarer Morten Kattenhøj.

Han fortæller, at Peresians øjne lyste op, da hun udmattet kom hjem med gederne ved mørkets frembrud og genkendte skoleinspektøren.

»Hun havde hverken fået mad eller vand hele dagen. Vi tog hende med i bilen og samlede forresten også en anden ung pige op undervejs. Hun havde hakket sig i armen med en machete og skulle omgående på hospitalet.«
Sagen er siden endt med, at Peresian er kommet på kostskole, og at fire mænd fra familien er blevet arresteret for vold.

»Det er den slags sager, der for alvor giver mening og gør mig glad for at arbejde her. Det er fedt at se nogle hurtige resultater, se et smil på et barns læber. Det er rart at kunne sige til sig selv, at man har gjort noget, der betyder noget for et barn her og nu,« erklærer Morten Kattenhøj.

Som ansat i Mellemfolkeligt Samvirke er det ellers hverken børn eller redningsmissioner, der er hans arbejdsområde. Hans job handler om at blive en del af det lokale samfund og den lokale organisation og på lang sigt skabe forandringer ved at stille spørgsmål og komme med forslag til nye løsninger.

»I det job må man indstille sig på at arbejde med det lange, seje træk. Den første lange tid bruger man mange kræfter på bare at vinde de lokales tillid,« forklarer han.

Den del af jobbet er lykkes så godt for Morten Kattenhøj, at han er blevet optaget i stammen. Det skete efter en ceremoni, hvor han - i lighed med de øvrige unge mænd - fik farvet sit hår med okker, blev udsmykket med perler og fik sit eget spyd.

De forsamlede under 'konfirmationen' sad opdelt efter alder og køn. Unge og ældre mænd sad hver for sig, det samme gjaldt på kvindesiden. Her de voksne kvinder, der sidder adskilt fra de unge piger som skal konfirmeres.

At komme så tæt på mennesker, der er helt anderledes end ham selv, er noget af det, der tiltaler Morten Kattenhøj allermest ved at bo udenlands.

»Det at arbejde herude i felten giver mig mulighed for at forstå en anden kultur i stedet for bare at iagttage. Når en anden kultur er en, jeg skal håndtere i min hverdag, konfronteres jeg også med min egen. Og det er sundt,« forklarer den unge akademiker, der ifølge sin kontrakt skal arbejde med masaierne godt et år endnu.

Hvad der derefter skal ske, ved han ikke. Han har ønsker til fremtiden men er også åben for, hvad tiden vil bringe. Eller som han  siger:

»Jeg håber, det her er første skridt til en karriere inden for udviklingsverdenen. Men jeg kan egentlig ligeså godt se mig selv som cykelpostbud i Århus.«