Så ruller demokratibussen ud i landet

På en kold vintersøndag i december samlede Mellemfolkeligt Samvirke penge ind til demokratiarbejdet i Nepal. På en overskyet monsunsøndag i maj i Kathmandus bymidte inviterede Alliance for Peace og Mellemfolkeligt Samvirke til åbning af den demokratikampagne, som nogle af penge var øremærket til.

200 unge studerende var inviteret til at deltage

Under en solbleget baldakin sidder en flok unge på knaldrøde plastic stole. På deres hvide t-shirts står der ”Demokrati i dagligdagen”. 200 unge er sammen med medier og sociale aktivister inviteret for at fejre den demokratibus, som Mellemfolkeligt Samvirke i Nepal sammen med ungdomsorganisationen Alliance for Peace, i dag sender ud i landet for at oplyse og diskutere, hvordan almindelige nepalesere og særligt de unge, kan være med til at bygge et nyt og mere demokratisk Nepal. 

”Det er dejligt, at vi nu kommer i gang. Man skal jo starte et sted og nu ruller det endelig”, smiler MS Nepals partnerkordinatorer Madhu Pokhrel og Ram Thapa. Bag dem ses en af de plakater, som er en del af oplysningskampagnen: ”Demokrati begynder i hjemmet”, ”Er dine behov med i kommunens planer?”, ”misbrug af offentlige resourcer er strafbart” og ”lad ingen stå udenfor” er mellem de ti plakatslogans, som er udarbejdet til kampagnen.

MS Nepals partnerkordinatorer Madhu Phokrel og Ram Thapa

”Demokrati er meget mere end at gå til valg, det er en måde at leve sit liv på. Det handler om retfærdighed og adgang til resourcer, om mulighed for indsigt i offentlige budgetter, om at holde politikerne ansvarlige og holde gang i dialogen. Den her bus skal ud og diskutere demokrati med almindelige nepalesere. Hvad er demokrati for dem?”, siger MS landekordinator Sten Andreasen i sin åbningstale.

Sten Andreasens åbningstale

Prakash Bhatterai, som har koordineret busprojektet frem til afgang og som selv har en baggrund som ungdomsaktivist, lægger vægt på, at buskampagnen handler om folkeoplysning ”og så skal vi ikke kun uddanne folk i deres rettigheder. I et demokrati er der også pligter”, understreger han og fortsætter, at kampagnen både skal have de fattigste i tale men også middelklassen, herunder for eksempel lærere, der har adgang til både de fattigste og samfundets politiske repræsentanter. ”Vi håber, at vi kan give lokale problemer national anerkendelse”, afslutter han.

Prakash Bhattarai

Ganesh Koirala er en af dem, som skal gøre denne del af kampagnens ambitioner til virkelighed. I dag følger han arrangementet med sit video kamera, og det bliver hans job også ude i landet. ”Vi sender små dele hjem til Kathmandu, som skal vises i Demokratibutikken. Og så skal der laves en film til lokal og nationalt TV fra hele turen”, forklarer han. Til folk ude i landet har bussen film med fra Kathmandu. Demokratibutikken er kampagnens andet ben, et mødested, hvor Alliance for Peace skal forbinde aktiviteterne lokalt med foretalervirksomhed og oplysning nationalt.

Ganesh Koirala, videodokumentarist

Som et hvert ordentligt nepalesisk arrangement har også demokratibussen en kendt hovedtaler.Chitralekha Yadav, som er kvindelig næstformand for det nepalesiske parlament (deputy speaker of the house) og en værdig ældre dame, giver bussen et par ord med på vejen og gør det efter nepalesiske standarter behageligt kort. ”Jeg tror på at denne buskampagne er en effektiv måde at nå ud til folket på. Jeg synes, det er sørgeligt, så mange unge har mere travlt med vold end med deres demokratiske pligter. Det er godt, at Alliance for Peace og MS gør noget ved det. De unges deltagelse er altafgørende for et nyt Nepal!”, siger hun og erklærer sin støtte kampagnen også fremover.

Det er også Chitralekha, der klipper snoren til den omtalte demokratibus over. Bussen er beklædt med demokratislogans og skal bringe 6 unge socialarbejdere uddannet af Alliance for Peace, teaterundervisere og videofolk til det smukke bakkede Palpa i det midtvestlige Nepal.

Chitralekha og Prakash klar til at klippe den røde snor over

Retten til undervisning

Før den kører viser MS teaterpartner et demokratistykke for de fremmødte. Det handler om børnearbejde og retten til at gå i skole. Skuespillerne er gode, folk griner højt af overklasseægteparrets dobbeltmoral omkring det at have en mindreårig tjenestepige. Og bliver dybt grebede efterhånden som stykket skrider frem og den unge piges slavelignende hverdag beskrives.

Far og datter på vej til byen: Du skal nok få din 10. klasse bare du også arbejder lidt!

Da pigens trængsler er på sit højeste stopper stykket og skuespillernes leder træder frem: ”Skal pigen her have lov at gå i skole?”, spørger han ”JA!”, kommer det højt og samstemmende fra deltagerne. ”Hvad skal vi så gøre for, at hun komme det?”, lyder næste spørgsmål. En ung fyr fra publikum bliver hevet ind, og bliver bedt om at spille pigens far og komme med en løsning på problemet set fra hans side. Også arbejdsgiverne og deres søn bliver efter tur erstattet af publikum, mens mulighederne undersøges. ”Hvis hun ikke kommer i skole, vil jeg heller ikke”, er et bud fra sønnen.

Det er hårdt at arbejde som mindreårig tjenestepige

Til sidst bliver alle bedt om at skrive hvilken lov et nyt Nepal burde vedtage, for at dæmme op for problemet med børnearbejde ”Jeg mener, vi skal have særlige fleksible klasser”, siger Toya Gautam, der er informationsmedarbejder hos MS ”Så kan de unge både nå arbejde og skole”, som dansker bliver man her mindet om, at vi er i et af verdens fattigste lande. At afskaffe børnearbejde fuldstændig er ikke en løsning, der ligger lige for.

Publikum skrev lovforslag med stor entusiasme