Presse   Jobs   Dokumenter   Om MS   Kontakt
dansk english Facebook Twitter
Bragt i Arbejderen 29. maj 2008

Nepal: Radio er de fattiges stemme

Radio Lumbini i Nepal sætter fagforeningsfolk og arbejdere stævne i en dialog om, hvordan fagforeningerne kan blive mere effektive i kampen for arbejdernes rettigheder.

Af Anne Mette Nordfalk

29. maj 2008

I 2007 samlede LO i Danmark ind på landsplan til forskellige projekter under sloganet » Gør noget «.

I den midtjyske region blev der samlet ind til » Radio Lumbini « i Nepal. 60.000 kr blev indsamlet af LO og AIF i Midt- og Østjylland den 1. maj sidste år.

Pengene er brugt til at producere 104 radioprogrammer på det officielle sprog Nepali og det lokale Bojphuri.

Det er radioprogrammer, der støtter de fattiges organisering i fagforeninger. Radio Lumbini har siden januar lavet 14 programmer om emner som ligeløn, erstatsningskrav, overarbejdsbetaling og andre typiske arbejdsrelaterede problematikker.

I distriktet Rupendehi i det sydlige Nepal er der tre fagforeninger for hvert fag. Det skyldes, at fagforeningerne er tæt knyttet til Nepals tre største partier.

- Det brugte vi 1. maj i år til at sætte spørgsmålstegn ved. Det er ikke i arbejdernes interesse, at fagforeningerne er så afhængige af partierne og ikke samarbejder med hinanden, når de står med de samme problemer, siger Rupa Pandey, som er projektkoordinator og ansvarlig.

På 1. maj i år deltog Radio Lumbinis folk i nogle af fagforeningernes arrangementer. - Vi gik rundt og spurgte arbejderne, om de ikke syntes, fagforeningerne kunne gøre mere for dem, hvis de var partiuafhængige og samarbejdede med hinanden, fortæller Rupa Pandey.

Svaret var et klart ja og da radiostationen senere på dagen samlede lederne fra de tre fagforeninger til en paneldiskussion, blev de forelagt netop dette spørgsmål.

- Det tog tid, men til sidst måtte de indrømme, at der er mange fordele ved at samarbejde, siger Rupa.

Folkelig deltagelse

Det med først at samle almindelige menneskers holdninger og problemer og så konfrontere fagforeningerne og andre høje herre, er en arbejdsform Radio Lumbini lægger meget vægt på, når de producerer programmer.

På den måde sikrer radiostationen, at de emner, der tages op, er relevante. Samtidig får de fattige for første gang en stemme. " Det er første gang nogen har hørt på os", siger mange, når folkene fra Radio Lumbini kommer ud i landsbyerne.

Eksperter vurderer, at netop radio har et kæmpe potentiale i lande, der som Nepal har 40 procent analfabetisme, men det er en udfordring at producere gode programmer: - Det er svært for de lokale at udtrykke deres problemer overfor os og det er også svært for dem at forstå, hvad de får ud af at deltage. Mange tror, at når vi har lyttet til deres problemer, så kommer vi også og løser dem, fortæller Rupa Pandey.

Det næste skridt, nemlig at melde sig ind i en fagforening og få folk til at kæmpe for deres sag, er heller ikke let.

- Vi havde en sag med en mand, der havde mistet sin hånd i en arbejdsulykke. Vi opfordrede ham til at gå til fagforeningen og få dem til at køre en sag mod arbejdsgiveren, men han var bange for, at det ville blive for dyrt, så han gjorde ikke noget ved det, fortæller Rupa.

Et andet problem er sproget.

- Fagforeningsfolkene taler ofte kun nepali og det er der mange af de fattige arbejdere her, som ikke gør og så er det svært for fagforeningerne at sætte sig ordentligt ind i folks problemer, forklarer Rupa.

Fabriksarbejdersker på vej

Men der har også været succeser: - Under produktionen af et af vores programmer var vi ude og tale med nogle repræsentanter for en gruppe kvindelige fabriksarbejdere, der fylder vin på flasker. De har nu med støtte fra fagforeningen lavet en liste med krav til deres arbejdsgiver. De vil have et toilet til de kvindelige arbejdere, en ugentlig fridag, og penge ved ferie og sygdom samt arbejdstøj. Og indtil videre lyder deres arbejdsgiver positiv.

Både arbejdere og administration er indstillet på at nå frem til en fælles aftale, siger Rupa Pandey.

Anne Mette Nordfalk er informationsmedarbejder i Mellemfolkeligt Samvirke i Nepal