Video om ungdomsparlament i Tanga
De unge i Tanzania bliver alt for sjældent taget med på råd, når der skal løses problemer. Det vil ungdomsorganisationen TAYODEA gøre noget ved sammen med Mellemfolkeligt Samvirke. Målet er, at unge også skal være med til at bestemme udviklingen i deres samfund.
Tekst og foto: Pernille Bærendtsen Video: Pernille Bærendtsen og Jesper Guhle Mogensen02. juni 2008
Mellemfolkeligt arbejder i Tanzania med følgende tre temaer: Lokaldemokrati, jordrettigheder og unge. Programmet fokuserer på at bekæmpe fattigdom ved at udvikle det lokale demokrati og arbejder desuden med jordrettigheder og mobilisering af unge.
|
|
Amina Sadik er 17 år og bor i Mzingani ved Tanga sammen med sine forældre. Moren arbejder derhjemme, og faren er pensioneret havnearbejder. Har tre søstre og fire brødre, hvoraf en bror og en søster er gift og begge er flyttet hjemmefra. Hun går i 7. klasse på Mzingani Primary School og interesserer sg for volleyball og netball. Hendes idol er den afdøde Amina Chifupa, et af Tanzanias yngste parlamentsmedlemmer, der døde 26 år gammel af sygdom i 2007. Hun kæmpede bl.a. for unges rettigheder. Aminas fremtidsdrøm er at uddanne sig til at arbejde med sundhed og oplysning om hiv/aids.
|
Tanga er med sine 245.000 indbyggere en af de støste byer i Tanzania. Byen ligger i det nordøstlige Tanzania tæt på grænsen til Kenya ved det Indiske Ocean, kun fem timer fra Kilimanjaro, Afrikas højeste bjerg. Og fem timer til Dar es Salaam og færgen til øen Zanzibar. Tanga er kendt for sin driftige havn, sin jernbane, produktion af te, cement og sisal – en plante man kan udvinde fibre af til reb og slidstærke gulvtæpper. Man skulle mene, at Tanga med sine mange naturresurser og geniale beliggenhed ville bugne af muligheder for byens unge. Men sådan hænger det ikke sammen. Men det vil de unge lave om på – de vil også være med til at bestemme og løse de problemer, der forsinker udviklingen.
Vi prøver at løse problemerne
En af dem er 17-årige Amina Sadik: ’Jeg besluttede mig for at være med, fordi jeg ville have at vores, de unges, stemme skulle blive hørt. Vi havde et helt konkret problem i den gade hvor jeg bor, som jeg var med til at gøre noget ved. I et af husene var der nemlig indrettet et bordel.’
Amina har arbejdet for en lille organisation med at oplyse andre unge om hiv/aids samt sex og sundhed. Hun mener at hvis de prostituerede er synlige i gaden, er det lettere for unge at blive fristet af deres tilbud om sex. I et land hvor omkring 7% af alle 15-49-årige er hiv-positive, er dette et argument der er til at tage og føle på.
’Vi synes selvfølgelig ikke om at de prostituerede stod og trak på gaden, fordi prostituerede er med til at sprede sygdomme, så vi tog problemet op på et møde,’ fortæller hun.
Mødet foregik i den lokale ward og blev afholdt af den komite, som TAYODEA, der er en forkortelse for Tanga Youth Development Association, og som siden 2000 har arbejdet for at forbedre unge tanzanianeres vilkår, har bidraget til at stifte. Amina fortæller, at problemet ikke løste sig sådan lige med det samme, og at bordellet til at starte med bare flyttede til en anden gade. Men selvom ungdomsgruppen ikke har kunnet afvikle prostitutionen i Tanga, fremhæver Amina at der var en postiv bivirkning ved at samles for at diskutere; ’Det vigtige er, nemlig at vi lokale unge prøver at løse et problem i fællesskab - på den måde står vi bedre når tilsvarende problemer dukker op.’
|
|
Hvert halve år afholder TAYODEA et ungdomsparlament i Tanga’s Byrådssal. I ungdomsparlamentet sidder to personer fra hver ward – en ung kvinde eller mand – som er valgt af deres ward. Billedet er taget i forbindelse med det senest afholdte Ungdomsparlament d. 11. april, 2008.
|
De unges eget parlament
Tanga Distrikt er inddelt i 24 wards – en ward kan bedst sammenlignes med et dansk lokalråd. Indenfor rammerne af hver af de 24 wards har TAYODEA etableret en særlig komite som har til opgave at varetage unges problemer i området samt finde løsninger. TAYODEA koordinerer det daglige arbejde, sideløbende med at de 24 komiteer til sammen vælger 12 medlemmer til en bestyrelse, som har det løbende, politiske ansvar. Arbejdet fungerer vidt forskelligt i de forskellige wards, alt afhængig af velviljen fra de lokale, ældre politikeres side og de unges engagement. Nogle wards er rigtigt gode til at inddrage disse komiteer, mens de unge andre steder kæmper for at blive hørt og accepteret som en brik i det lokalpolitiske arbejde.
Hvert halve år afholder TAYODEA et ungdomsparlament i Tanga’s Byrådssal. I ungdomsparlamentet sidder to personer fra hver ward – en ung kvinde eller mand – som er valgt af deres ward. Temaerne som de unge vælger at sætte på dagsordenen i baade deres ward og i det halvaarlige ungdomsparlament afspejler daglige og meget jordnære problemer. Det kan fx være manglende gadebelysning eller problemer, der opstår som følge af prostitution eller arbejdsløshed.
|
|
Det er TAYODEAs udgangspunkt, at man skal starte lokalt og skabe et samarbejde mellem de unge og det etablerede politiske system. Og man skal fokusere på de helt jordnære problemer, det som folk slås med i dagligdagen og på gadeplan. Så er det muligt langsomt at ændre på tingene.
|
Hvorfor bliver unge ikke taget alvorligt?
Men de unges største problem er faktisk, at de ikke bliver taget rigtigt alvorligt og slet ikke inddrages i tilstrækkeligt omfang i beslutningsprocesser i lokaldemokratiet. Forklaringen ligger delvist i den tradtion, at det er ældre der tager beslutningerne, og at man i det politiske system skal have en vis alder for at gøre karriere. Da Tanzanias nuværende præsident Jakaya Mrisho Kikwete eksempelvis kørte sig selv i stilling til præsidentvalget i 2005, promoverede han sig selv som ’ung’, selvom han faktisk var over 50 år. Alligevel er han ung i sammenligning med andre afrikanske præsidenter, og måske er trenden ved at ændre sig.
Men for de unge kan det kun gå for langsomt. Statistikken er på deres side – over 50% af Tanzanias befolkning er under 18 år, og derfor er det naturligvis problematisk når de fleste politiske beslutninger afgørende for unges fremtid, ikke involverer en mere tilsvarende procentdel unge. Fx. manglende uddannelsesmuligheder og stor arbejdsløshed, som er med til at fastholde tanzanianerne i fattigdom. Det ved TAYODEA, og målet med TAYODEAs arbejde er heller ikke at gå imod traditionerne, men at engagere unge i lokale, demokratiske beslutningsprocesser, styrke de unges indflydelse og åbne op for at det etablerede system inddrager de unge aktivt bla. ved at træne de unge i at arbejde lokaldemokratisk.
Og resultaterne begynder ligeså langsomt at vise sig. I nogle af de lokale wards er der fx etableret særlige ungdomsgrupper som voksne ledere inddrager i beslutningsprocesserne ved at spørge dem eller invitere repræsentanter til deres møder. Derudover har denne platform helt konkret betydet, at de unge nu mødes, og at de har et sted hvor de kan udtrykke deres meninger.
|
|
Omar Rashid er 18 år, og bor Mabawa ved Tanga sammen med sine forældre. Moren arbejder derhjemme, og faren arbejder i transportsektoren. Har to søstre og to brødre, hvoraf en bror og en søster er gift og begge er flyttet hjemmefra. Han går i 7. klasse på Kwakaheza Primary School, og interesserer sig for fodbold, både at spille det og at følge Manchester United på tv. Hans idol er George W. Bush: “Pga. den måde han regerer sit land, og fordi han altid hjælper andre lande med at løse deres problemer” . Omars største drøm er at få en uddannelse.
|
Jobless Corner og mob justice
‘Jeg tror at ungdomsparlamentet har været med til at ændre tankegangen hos mange unge, fordi det giver os mulighed for at samles om noget som giver mening. Før var jeg selv en af de unge fyre der stod og hang nede på Jobless Corner ,’ fortæller Omar Rashid på 18 år.
I dag forsøger han som aktivt medlem af din lokale ward i TAYODEA at være med til at løse ungdomsproblemer, han før selv havde helt tæt inde på livet: ’Vi har mange problemer med de arbejdsløse der hænger ud på de forskellige Jobless Corners i Tanga. Fordi de ikke har noget arbejde, sker det ofte at de stjæler fra andre.’
I 2004 var arbejdsløshedsprocenten i Danmark den samme som i Tanzania, nemlig ca 5%. Men tallene snyder. For selvom de færreste tanzanianere er arbejdsløse, tjener dem med job ifølge statistikken sjældent mange penge. Omkring 20% af Tanzanias befolkning har under 6 kroner om dagen at leve for, og næsten 90% har kun 12 kroner om dagen til at dække alle udgifter! I Tanzania – som i mange andre afrikanske lande – kan straffen for simpelt tyveri ofte at bestå i at slå tyven ihjel på stedet. Det hedder mob justice. Omar fortæller, at man i hans ward nu har lavet en aftale med politiet og det lokale bystyre om at holde bedre øje med de unge på Jobless Corners, og at løse problemerne, før det trækker op til ballade.
Demokrati er ikke en selvfølge
I en dansk virkelighed lyder de problemer, som Amina og Omar beskriver, måske banale. De fleste danske unge kan føle sig trygge, fordi vi ved at vi kan stole på de demokratiske spilleregler i hverdagen. Men i Tanzania står de fleste tanzanianere hver morgen op til en dag, hvor det kan være en kamp at få nok mad i maven, og derfor svært at tænke langsigtet. Hvis man skal lave om på det, er det TAYODEAs udgangspunkt, at man skal starte lokalt og skabe et samarbejde mellem de unge og det etablerede politiske system. Og man skal fokusere på de helt jordnære problemer, det som folk slås med i dagligdagen og på gadeplan. Så er det muligt langsomt at ændre på tingene.
Samarbejdet mellem MS og TAYODEA
TAYODEA har siden 2000 arbejdet for at forbedre unges vilkår. Mellemfolkeligt Samvirke i Tanzania støtter TAYODA på følgende måder:
• med økonomisk tilskud til organisationens kontordrift og til uddannelse af personale.
• med økonomisk støtte til afholdelse af de to halvårlige ungdomsparlamenter (fx til at dække udgifter til deltagernes transport og frokost).
• ved at formidle volontørophold hos TAYODEA via rejseprogrammet Global Contact
Målet med TAYODEAs arbejde er at engagere unge i lokale, demokratiske beslutningsprocesser, styrke unges indflydelse og åbne op for at det etablerede system inddrager de unge aktivt i sager der har med deres liv at gøre. Ungdomsorganisationen TAYODA driver bl.a. turistinformation og to biblioteker, oplyser om sundhed samt træner unge i dyrehold, landbrug, håndværk, miljø og handel. Alt sammen som et led i at engagere unge tanzanianere i at tage aktivt del i udviklingen af deres lokalsamfund.
Læs mere om TAYODEA her: www.tayodea.org





