Nu er vi kvinder frie

”Før var vi slaver hos godsejerne, nu er vores mænd slaver af Indien”, siger Laxmi Chaudary, som er tidligere gældslave og bor det sydlige Nepal.

Laxmi med sit jordcertifikat Foto: Anne Mette Nordfalk

Laxmi Chaudary er 40 år og bor i det sydlige Nepal, hvor der er steghedt om sommeren og koldt og tåget om vinteren. Laxmis familie var indtil for 8 år siden gældsslaver hos den lokale storbonde: ”Vi arbejdede fra tidlig morgen til sen aften og det var kun min mand, der fik en lille smule i løn, børnene og jeg fik ikke noget”, fortæller Laxmi, der nu bor i et lille lerklinet hus med to rum og bliktag (noget der er prestige i her, hvor man traditionelt bruger græs som tagdækning). Den lave løn hos storbonden, kaldet Zamindaren, gjorde, at Laxmi og hendes familie ofte måtte låne penge til medicin og andre nødvendige extraudgifter, på den måde steg deres gæld støt og holdt dem i evig fangeskab. Skulle en Zamindar bruge arbejdskraft, købte han simpelthen nogle arbejdere fri fra en anden Zamindar. 

For 8 år siden blev gældslaveri forbudt i Nepal og Laxmi, hendes mand og 5 børn, fik et rødt kort, som gav dem ret til knapt en halv hektar jord og 1000 kr til at bygge et hus for. De fik kun knapt halvdelen af den lovede jord, og da huset var bygget, var der godt og vel jord nok til en køkkenhave. Køkkenhaven kan brødføde familien i maximum 2 måneder om året, derfor har Laxmis mand arbejdet i Indien, få kilomter borte, siden frigivelsen: "Før var vi slaver hos herremanden, nu har kvinderne lidt fred mens mændene er slaver af Indien", siger Laxmi, der siden da har set sin mand 4 – 5 gange om året og fortæller, at hun går i evig frygt for at han, som så mange andre, en dag ikke vender tilbage.

Laxmi og hendes yngste børn ved familiens hus

Jord på rette sted

Laxmi og hendes familie var så heldige at få jord i nærheden af hovedvejen, hvilket for det første har betydet, at familien langsomt har fået adgang til forskellige goder, fx. har en lokal udviklingsorganisation givet dem en fælles brønd eget toilet og en andel i en landsbyfiskedam. Herudover har både Laxmi og hendes yngste børn fået mulighed for at gå i skole. 

Laxmi går i 3. klasse, men sønnen Patiram går i 6. klasse og den yngste datter går i 4. klasse. ”De var meget flove over mig i starten. Du skal ikke følge med os! Sagde de”, fortæller Laxmi, som begyndte i skolen, fordi hun ikke kunne holde styr på familiens udgifter og som har ambitioner om i hvert fald at fuldføre de 5 års obligatorisk grundskole. Skolen, hvor Laxmi og hendes børn går støttes af den lokale organisation BASE (Backward Society Education), der med penge fra Operation Dagsværk og rådgivning fra Mellemfolkeligt Samvirke forsøger at forbedre undervisningen på landet særligt for tidligere gældsslaver og deres børn.  

Skolebestyrelsesmedlem

Laxmi er også med i skolebestyrelsen, hvor hun arbejder for bedre forhold for tidligere gældsslavers børn. ”Ex-kamaiyaer i min landsby blev opfordret til at deltage, men det var kun mig, der mødte op”, fortæller hun. Manglende deltagelse fra forældre er et typisk problem i området, hvor stort set ingen i forældregenerationen har uddannelse, og det betyder mindre opmærksomhed i forhold til de tidligere gældsslavers særlige situation, for eksempel har hun været fortaler for at de fattigste familier ikke skal betale skolepenge. I Nepal er de første 5 års skolegang i princippet gratis, men i realiteten er mange skoler nød til at indkræve mindre beløb fra forældrene for at få det til at løbe rundt, blandt andet til ekstra undervisere, området har et gennemsnit på 86 elever pr. lærer.  

De tidligere gældsslaver har mange andre problemer: For det første er mange familier så fattige, at de sender deres børn ud for at arbejde i stedet for i skole. For det andet er mange af deres små bebyggelser så langt fra alfarvej, at de ikke kan nå i skole. En del af BASE arbejde består i at oprette særlige indslusningsklasser for tidligere børnearbejdere, hvilket indtil videre har resulteret i, at mange er tilbage i den almindelige skole.

Her er Laxmis køkkenhave, den brødføder familien 2 måneder om året Foto: Anne Mette Nordfalk

Mor som 13 årig

Laxmi fik sit første barn som 13 årig, året efter hun blev gift. ”Det var helt almindeligt dengang”, fortæller hun. I dag har hun 5 børn i alt, hvoraf de tre ældste er flyttet hjemmefra, en arbejder i turistbyen Pokhara, en anden i Indien, mens den ældste datter er husmor for sin egen familie. De to yngste børn bor stadig hjemme. Sønnen Patiram på 15 år, som indtil for et år siden gik i den særlige modelskole sammen med sin mor og sin søster har også været en tur i Indien for at arbejde. ”Jeg betalte ellers for at han kom i 6. klasse i en skole i nærheden, men han droppede ud”,  fortæller Laxmi. ”Jeg synes der var for lang, toiletterne var ulækre og jeg kunne ikke lide lærerne”, siger sønnen. ”Nu har den lokale modelskole åbnet ny 6. klasse og Patiram er begyndt her på sin gamle skole. ”Jeg er meget glad for at starte igen og jeg vil fortsætte også når jeg ikke kan gå her mere”, siger Patiram.