Presse   Jobs   Dokumenter   Om MS   Kontakt
dansk english Facebook Twitter

Demokratisk deroute i Nicaragua

Nicaraguas Øverste Valgråd sender to oppositionspartier ud i det politiske mørke og leder landet ind i tvivlsomme, demokratiske blindgyder. Institutionelt diktatur, protesterer borgere fra hovedstadens centrale pladser.

Det er dagen derpå i Nicaragua og demokratiet har det ikke godt. Foto: Christian Korsgaard.
Det er dagen derpå i Nicaragua og demokratiet har det ikke godt. Foto: Christian Korsgaard.
12. juni 2008

Det er dagen derpå i Nicaragua, hvor demokratiet i går led et nederlag som sender chockbølger gennem både almindelige borgere, politiske observatører og donororganisationer.

Chokket kommet efter at det Øverste Valgrådsent onsdag eftermiddag fratog to af landets vigtigste oppositionspartier retten til at stille op ved kommunalvalget, som finder sted i begyndelsen af november. Begge partier – det konservative PC og det ny-sandinistiske MRS – blev fældet på administrative fodfejl, som set med Valgrådets lup tog sig så store ud, at de to nu ser ud til at må forlade den politiske arena. 

Intitutionelt diktatur 

Det sker dog ikke uden sværdslag, og utilfredsheden med Valgrådets kendelse førte øjeblikkeligt til spontane protester i centrale dele af hovedstaden Managua, hvor utilfredse borgere fra alle politiske lejre protesterede mod det flere og flere kalder et ’instititionelt diktatur’.

Selv den liberale kandidat til posten som Managuas borgmester, Eduardo Montealegre, udtrykte sin frustration over kendelsen, og vurderede selv at han nemt kunne blive det næste offer for Valgrådets skarpe og politiske kniv.

Med til forklaringen på den bekymring hører nemlig, at Valgrådet siden 1999 reelt har fungeret som et demokratisk filter for landets to største partier, det sandinistiske FSLN og det liberale PLC, som i en meget udskældt pagt delte magtens i de statslige instituioner imellem sig – og altså herunder også det Øverste Valgråd. De to partier kontrolleres af henholdsvis den nuværende præsident Daniel Ortega (1980-1990, samt 2007-aktuelt) og den tidligere og nu korruptionsdømte præsident Arnoldo Alemán (1996-2001). 

Sultestrejke på ottende dag

Selvom mange til det sidste håbede at Valgrådets kendelse ville give MRS og PC mulighed for at fortsætte valgkampen, så kom den dog ikke som nogen overraskelse for de tre personer som gennem den sidste uge har sultestrejket foran Valgrådets kontorer i Managua. På initiativ fra den legandariske Dora María Tellez har tre repræsentanter fra MRS og PC i syv dage ikke indtaget andet end vand. Håbet var, at de på den måde kunne lægge pres på Valgrådet – en forhåbning som altså nu viser sig ikke at være realistisk.

”Vores sultestrejke fortsætter,” udtalte en tydeligt skuffet og svag Tellez, da Valgrådets kendelse var en realitet. Hun har tidligere udtalt. at hun ville fortsætte sultestrejken til den bitre ende, men hvad den ender med er nu særdeles usikkert. Både politiske modstandere og tilhængere har opfordret hende til at afbryde strejken, men Tellez står lige så fast på sine demokratiske og politiske rettigheder, som hun altid har gjort.

Det er da heller ikke første gang hun sætter livet på spil for demokratiet. For 30 år siden var hun en del af den gruppe guerillaledere som tog 1.500 gidsler i det nicaraguanske parlament, som på det tidspunkt var kontrolleret af diktatoren Somoza.

Sultestrejken foran det Øverste Valgråds kontorer går nu ind i sin ottende dag. Men Valgrådets kendelse går de strejkende imod. Foto: Christian Korsgaard.
Sultestrejken foran det Øverste Valgråds kontorer går nu ind i sin ottende dag. Men Valgrådets kendelse går de strejkende imod. Foto: Christian Korsgaard.

Protester fra nær og fjern 

Protesterne mod Valgrådets kendelse kan forventes at tage til i de kommende dage, efterhånden som landets oppositionskræfter finder sammen.

Tidligere på ugen udtrykte både EUs ambassadør, Frascesca Mosca, og hendes amerikanske kollega, Paul Trivelli, bekymring over udsigten til at det demokratiske rum skrumper ind i Nicaragua. Og bekymringen viste sig altså i går at være berettiget.

Også fra civilsamfundets organisationer er protesterne begyndt at strømme ind. Mellemfolkeligt Samvirkes partnerorganisation IPADE udtrykker således i dag i en pressemeddelse dyb bekymring over kendelsen som vil få ”alvorlige konsekvenser for valget og for det demokratiske system”. IPADE vurderer, at hvis alle landets partier blev gået efter med den samme lup som nu har underkendt MRS og PC, ville ingen af partierne sandsynlig kunne opstille – end ikke FSLN og PLC, som af alle mistænkes for at have bedt Valgrådets om at afsige den kontroversielle kendelse.

Og mens alle i dag diskuterer Nicaraguas nærmeste politiske fremtid og analytikere over én kam sammenligner Daniel Ortegas styre med det Somoza-diktatur som han selv var med til at vælte for 28 år siden, så er landets førstemand helt og aldeles tavs. Ortega plejer ellers gerne at ytre sig med mange ord om mange ting – men i dag er han tavs.