"Jeg vil hellere slås ihjel end leve på en løgn"
Af Niels-Peter Granzow Busch, MS Jordan, 04. august 2009
Mohammed var 22, da han besluttede sig for at dø. Ingen kunne hjælpe ham, og nu ønskede han bare en ende på det hele – og at tage sin hemmelighed med sig i graven. Han skrev sine sidste ord på computeren, gemte dokumentet på computerens desktop og gik op på taget af den femetagers bygning, hvor han boede.
“Jeg var så bange”, husker han.
Som han sidder der i sofaen, klædt i almindelige jeans, en let brun sweater og med et svagt smil på læberne, er det svært at forestille sig, hvilken hemmelighed som kan være så forfærdelig, at han hellere ville kaste sig ud fra taget af en bygning end fortælle nogen om den. Men for Mohammed og mange andre i hans situation kan døden ofte synes den bedste – og den eneste – løsning. Mohammeds hemmelighed er, at han er homoseksuel – et af de største tabuer i Mellemøsten.
Uden for lejligheden, hvor vi sidder, strækker Jordans hovedstad, Amman, sig dovent i heden. Det er weekend, og millionbyen er først lige vågnet. I det fjerne lyder den daglige kalden til bøn – adhan - fra Ammans mange moskeer. Men Mohammed bemærker det ikke. Den ellers så smukke bønsang betyder ikke noget for ham – ikke længere.
Homoseksuelle flygtede til Mellemøsten
Mens Vestens syn på homoseksualitet i de seneste årtier gradvist er blevet mere og mere moderat, er mange muslimske lande i Mellemøsten og Nordafrika gået i den stik modsatte retning.
Ifølge den britiske Guardian-journalist Brian Whitaker, der i 2006 skrev bogen ”Unspeakable Love” om homoseksuelles vilkår i Mellemøsten, har de muslimske lande i Mellemøsten ellers historisk set haft et langt mere tolerant forhold til homoseksualitet end eksempelvis det kristne Vesten. Det kan bl.a. læses i den klassiske, arabiske litteratur, hvor seksuelle forhold mellem mænd og unge drenge ofte omtales. Mange europæiske homoseksuelle er derfor i løbet af historien flygtet til netop Mellemøsten for at undslippe forfølgelse i deres kristne hjemlande.
Men i løbet af 1900-tallet har holdningen til homoseksualitet i Mellemøsten ændret sig radikalt. Ifølge Brian Whitaker skyldes ændringen kombinationen af mange araberes mistro over for et dominerende Vesten samt frygten for globalisering og modernitet. Disse faktorer har genoplivet stærkt konservative skikke og traditioner i Mellemøsten samt udbredelsen af puritanske versioner af religion.
Ifølge International Lesbian and Gay Association tilhører 36 ud af de i alt 81 lande, der har forbudt homoseksualitet, enten Den Arabiske Liga og/eller den Islamiske Konference Organisation.
I enkelte af landene kan homoseksualitet endda straffes med døden.
Menneskerettighedsorganisationer vurderer, at Iran har henrettet flere hundrede homoseksuelle siden den islamiske revolution i 1978. Også i Saudi Arabien, Yemen, de Forenede Arabiske Emirater, Sudan og Mauretanien straffes homoseksualitet ved lov med døden, omend loven kun sjældent tages alvorligt.
Irak har ingen love mod ikke-heteroseksuelle, men i de senere år har diverse religiøse ledere offentligt fordømt homoseksualitet, hvilket har fremprovokeret voldelige angreb og mord på homo- og transseksuelle. Alene i årets første fire måneder menes op imod 60 homoseksuelle at være blevet myrdet i Irak. Men også i mere liberale Mellemøstlande såsom Jordan, Egypten og Libanon har homoseksuelle ofte mere end svært ved at etablere et normalt liv – især hvis de kommer fra konservative familier - ligesom Mohammed.
Skulle brænde finger med lighter
Da Mohammed første gang fandt ud af, at han var anderledes, var han 18 år gammel og var lige startet på lægestudiet på universitetet i Jordan. Det var første gang, han studerede sammen med piger, men i modsætning til sine venner var Mohammed ikke interesseret.
”Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg kun var interesseret i mænd”, forklarer han.
Mohammed kom fra en veluddannet, men også meget konservativ familie. Hans far arbejdede i Saudi Arabien og var meget religiøs. Ligesom sin far blev også Mohammed meget religiøs i en tidlig alder, og han blev medlem af ungdomsorganisationen under Det Muslimske Broderskab – en af de mest indflydelsesrige islamiske organisationer i Mellemøsten.
”Jeg var så ekstrem dengang. Det Muslimske Broderskab var hele mit liv”, husker han.
Mohammed mente ikke, at både kunne være homoseksuel og muslim på samme tid, og han prøvede derfor at fornægte sin seksualitet
”Der var en form for krig inden i mig, fordi mit liv var min religion”.
I to år kæmpede Mohammed mod sig selv. Det hjalp ikke. Hans selvtillid blev knust, og hans universitets-karakterer styrtdykkede. Som mange andre i Mellemøsten mente Mohammed, at homoseksualitet var en sygdom, som kunne behandles, og han besluttede sig for at opsøge en psykiater.
”Han gav mig antidepressiv medicin og sagde, at jeg bare skulle tænke på piger, hvorefter jeg ville blive helbredt”. Mohammed griner: ”Det hjalp selvfølgelig overhovedet ikke”.
Efter nogle måneder besøgte han i stedet en psykolog. Psykologen rådede ham til at få sig en pige-kæreste. Mohammed havde en nær kvindelig ven på universitetet, som han fik en form for forhold til i et par år. Men det blev aldrig til mere end venskab. I mellemtiden besøgte Mohammed alle fire psykiatere i sin hjemby for at få hjælp.
”En af dem sagde, at jeg skulle brænde min finger, hver gang jeg havde homoseksuelle tanker, og give mig selv en gave, hver gang jeg tænkte på piger”.
I fire måneder brændte Mohammed sin finger med en lighter uden andet resultat end brandsår. En anden psykiater gav ham en type medicin, der normalt kun gives til patienter med tvangstanker.
Den sommer oplevede Jordan en voldsom tørke, og på samme tid led Det Muslimske Broderskab et svigende nederlag ved parlamentsvalget. Mohammed var overbevist om, at det skyldtes, at han var homoseksuel.
”Jeg troede, at det var Guds straf, fordi jeg var homoseksuel”, forklarer han.
Det var da, han besluttede sig for at gå op på taget af den bygning, han boede i, og kaste sig ud.
I juli 2009 var København værtsby for World Outgames. Blandt de mange tusinde deltagere var bl.a. aktivister og organisationer fra Libanon, Jordan, Syrien, De Palæstinensiske Selvstyreområder, Egypten, Tunesien, Marokko og Algeriet samt europæiske organisationer med rødder i Mellemøsten og Nordafrika (MENA). Udover at holde en intern tre-dages konference med fokus på at styrke organisationsarbejdet i MENA, deltog aktivisterne bl.a. med tre oplæg på den store menneskerettighedskonference under World Outgames. Det er den danske organisation Sabaah, der har samlet de 45 delegerede fra MENA i forbindelse med World Outgames. Projektet støttes bl.a. af Mellemfolkeligt Samvirke gennem Mellemøstpuljen for Unge.
Ingen tør arbejde med homoseksuelle
Jordan er et af de få mellemøstlige lande, hvor homoseksualitet ikke er forbudt ved lov. I hovedstaden, Amman, findes adskillige cafeer og indkøbscentre, hvor det er en offentlig hemmelighed, at homoseksuelle mødes.
”Som med så mange andre forbudte ting i de arabiske samfund, er det facaden, der tæller. Så længe alle kan lade som om, at det ikke foregår, er der ingen grund til at forsøge at stoppe det”, forklarer Brian Whitaker, der har arbejdet syv år som Mellemøst-redaktør for den velrenommerede, britiske avis The Guardian.
Ifølge Whitaker er det årsagen til, at myndighederne i mange mellemøstlige lande ikke har nogen interesse i at slå hårdt ned på homoseksuelle. Det ville ødelægge glansbilledet af et samfund, hvor homoseksualitet officielt ikke eksisterer.
Det betyder imidlertid ikke, at bøsser og lesbiske generelt er accepteret af offentligheden i Jordan. Tværtimod. Homoseksualitet er så stort et tabu, at selv menneskerettighedsgrupper i landet ofte bevidst undgår at arbejde med emnet af frygt for offentlighedens reaktion. En af de jordanske NGO'er som det danske Mellemfolkeligt Samvirke samarbejder med omkring diverse ungdomsprojekter i landet, arbejder også med at informere homoseksuelle unge om, hvordan de kan beskytte sig selv imod HIV. Men organisationen er nødt til at arbejde i dybeste hemmelighed, og de er ikke de eneste, som må gå på listefødder. For nyligt lancerede Jordans sundhedsministerium en HIV/AIDS-kampagne med unge som målgruppe. Selv om ministeriet er klar over, at homoseksuelle er i højrisikogruppen for at blive smittet, har ministeriet ingen programmer, der specifikt har homoseksuelle som målgruppe.
”Selv i parlamentet, i regeringen og i sundhedsministeriet er det svært at diskutere dette emne”, forklarer Dr. Bassam Hijawi, der står i spidsen for HIV/AIDS-kampagnen.
”I Europa og USA bliver disse risikogrupper ofte inkluderet i HIV/AIDS-strategierne, og det er meget vigtigt – også i de arabiske lande”, siger Hijawi, som imidlertid må erkende, at der kommer til at tage mange år, før holdningen til homoseksuelle ændrer sig i Mellemøsten.
”Til den tid er jeg for længst blevet pensioneret”, siger den jordanske læge med et træt smil.
Homoseksuelle myrdes i ærens navn
En stor del af den udbredte homofobi i Mellemøsten skyldes religion – både kristne og muslimer i regionen har et mere end anstrengt forhold til homoseksuelle. Ofte bliver de homoseksuelle i Mellemøsten fordømt med henvisning til fortællingen om byerne Sodoma og Gomorrah, hvis indbyggere bliver straffet med en regn af ild, fordi byens mænd hellere vil sove med mænd end med kvinder. Fortællingen stammer oprindeligt fra Det Gamle Testamente, men bliver også beskrevet i Koranen og er derfor blevet brugt af både kristne og muslimer som bevis på, at Gud ikke tolererer homoseksuelle. I dag mener de fleste vestlige, kristne teologer imidlertid, at indbyggerne i Sodoma og Gomorrah blev straffet, fordi de ville voldtage unge drenge – ikke fordi de var homoseksuelle. Men langt de fleste religiøse autoriteter i Mellemøsten – både kristne og muslimske - holder fast i, at Guds vrede skyldtes, at indbyggerne var bøsser.
Ifølge Brian Whitaker er Koranen dog på ingen måde klar i sin fordømmelse af homoseksualitet.
”Det afhænger – ligesom med Biblen – af, hvordan man fortolker de relevante vers”, forklarer han.
For mange homoseksuelle er det imidlertid ikke religionen og det omgivende samfunds fordømmelse, der er det største problem. Det værste er, hvis deres familie opdager sandheden. Især i de mere traditionsbundne og konservative familier betyder familiens ære alt, og det er derfor en stor skam, hvis en datter eller en søn viser sig at være homoseksuel. For nogle familier er det så stor en skam, at de endda vil slå ihjel i ærens navn. Hvert år bliver omkring 20 kvinder slået ihjel i såkaldte æresdrab i Jordan, fordi de mistænkes for at have bragt skam over deres familie. Ifølge jordanske homoseksuelle bliver også bøsser til tider dræbt af deres familier.
”Hver gang en kvinde bliver myrdet i ærens navn, skriver aviserne om det, men de nævner aldrig de 3-4 homoseksuelle, som bliver dræbt hvert år af præcis den samme årsag”, fortæller et fremstående medlem af Jordans homoseksuelle miljø.
”Jeg er ikke alene!”
Mohammed døde ikke den dag oppe på taget.
”Jeg ved ikke, hvor lang tid jeg stod deroppe”, forklarer han, ”men jeg tænkte, tænkte og tænkte”.
Til sidst indså han, at han ikke kunne begå selvmord. I stedet begyndte han at tænke over religion og Islam. En ven gav Mohammed links til forskellige internetsider, som fortalte om den anden side af Islam – den side, som forkaster emner som eksempelvis Darwins udviklingsteorier.
”Alle disse videnskabelige emner, som tydeligvis ikke passer ind i Islam”, forklarer Mohammed.
Som studerende på universitetet var Mohammed meget interesseret i videnskab, og han konsulterede derfor en af Jordans fremmeste imamer for at høre, om det virkelig kunne passe. Det kunne det.
”Så besluttede jeg mig for at blive ateist”, siger Mohammed, som understreger, at beslutningen skyldtes de videnskabelige problematikker i forhold til Islam - ikke at han var homoseksuel.
Beslutningen ændrede Mohammeds liv radikalt. Han begyndte at gå ud med sine venner igen, og hans karakterer på universitetet steg markant. Han brød med sin pigekæreste og efter nogle måneder fandt han en dating-portal for homoseksuelle på internettet. Kort efter mødte Mohammed for første gang en bøsse.
”Jeg var meget bange for at møde ham, men han var så venlig – slet ikke som jeg havde frygtet”, erklærer han.
”Jeg var så lettet. Der er mennesker ligesom mig derude! Jeg er ikke alene”.
Få måneder senere oprettede Mohammed Jordans første internetblog for bøsser, hvor han fortalte om, hvordan det var at være homoseksuel i Jordan. Mange af de ting, han skrev, var de ting, han ville have ønsket, han kunne fortælle sin mor. Hvad Mohammed ikke vidste, var, at hans mor meget snart ville opdage sandheden alligevel.
Familien opdager sandheden
I 2007 var Mohammed næsten færdig på universitetet. Han havde i mellemtiden fundet en værelseskammerat, som også var homoseksuel. Ligesom Mohammed vidste kammeraten, at hans familie aldrig ville acceptere, at han var homoseksuel. I desperation forsøgte kammeraten til sidst at begå selvmord med piller. Kammeraten overlevede, men hans familie kom til de tos fælles lejlighed og fandt kammeratens computer. Den indeholdt bl.a. links til Mohammeds blog, og familien informerede straks Mohammeds mor og far.
Mohammed var derfor nødt til at fortælle hende sandheden.
”Det var et chok for mine forældre. De sov slet ikke den nat, og selv min far græd – det var så hårdt at se min far græde. Min far er en god mand”, siger Mohammed sørgmodigt.
Fra sin pung fremdrager han omhyggeligt sammenfoldet, men meget laset stykke papir. Det er den kontrakt, som hans far nogle dage senere krævede, at Mohammed underskrev. Ifølge kontrakten skulle Mohammed slette sin blog og stoppe alle aktiviteter relateret til homoseksualitet. Han måtte aldrig igen ”tale med, kontakte eller mødes med homoseksuelle, liberale, ikke-troende eller fredsaktivister”, og han måtte ikke komme nær steder, hvor den type mennesker befandt sig. Mohammeds far forbød ham endda at læse Newsweek – Mohammeds favoritmagasin – fordi det ugentligt havde en spalte om homoseksuelle. I slutningen af kontrakten skriver faren:
”Undlad på noget tidspunkt så meget som at overveje eller planlægge – i dette land eller i andre lande – at indlede et forhold til eller et venskab med homoseksuelle”.
Mohammed nægtede at underskrive. Kort efter tog hans mor ham med til en psykiater, der var medlem af Det Muslimske Broderskab. Psykiateren testede Mohammed for at find ud af, om han var mand eller kvinde, hvorefter han begyndte at fortælle om Islam og Islams syn på homoseksuelle.
Mohammed forsøgte at forklare, at al moderne videnskab viser, at homoseksualitet ikke er en sygdom.
”Og jeg bad psykiateren om at vise mig en videnskabelig bog, der fortale noget andet. Hans svar var, at det var videnskab fra Vesten”, forklarer Mohammed.
Psykiateren og Mohammed fortsatte deres diskussion i lang tid, indtil Mohammeds mor til sidst begyndte at græde.
”Det var et meget sørgeligt øjeblik. Jeg tror, at hun græd, fordi hun indså, at jeg var så stærk i mit forsvar af min homoseksualitet, at jeg endda kunne forsvare mig over for en psykiater”, forklarer Mohammed.
”Der var ingen måde, hvorpå de kunne få mig til at skifte mening”.
Homoseksuelle kæmper for anerkendelse
Selv om homoseksuelle mødes med stærk modstand fra deres familier og samfundet generelt, er de nu begyndt at kæmpe mere og mere åbenlyst for deres sag, og for at blive accepteret som ligeværdige medlemmer af samfundet. For et halvt år siden organiserede en libanesisk organisation, Helem, den første demonstration nogensinde i Mellemøsten mod diskrimination og vold imod homoseksuelle. Selv om paragraffen sjældent bruges har Libanon love, der forbyder seksuelle relationer, der ”er imod naturens love”. Men nu vil Helem, der kæmper for bøsser, lesbiske og andre ikke-heteroseksuelles rettigheder, forsøge at få loven afskaffet. Organisationen blev grundlagt i 2004 og var den første af sin art i Mellemøsten. I 2007 blev en lignende organisation, Al-Qaws, oprettet i Palæstina. Begge organisationer var til stede ved ”World Outgames” i København i slutningen af juli 2009, hvor de – blandt andre ting – diskuterede homoseksuelles rettigheder i Mellemøsten.
I juni 2009 skabte 200 homoseksuelle i Syrien overskrifter, da de på internettet oprettede en gruppe under overskriften ”Jeg er ligesom dig”. Den syriske gruppe appellerede for mere tolerance over for homoseksuelle. ”Jeg er homoseksuel, og jeg har ret til min mening. Jeg er medlem af dette samfund, og det skylder mig respekt. Jeg er bøsse – jeg kommer ikke fra en anden planet”, skriver gruppen i deres appel, som ligeledes opfordrer myndighederne til at ændre den lov, der – i hvert fald i teorien – kan give homoseksuelle op til et års fængsel for ”anstødelige relationer”.
Men de nye gruppers kamp bliver lang og hård. Ifølge organisationerne selv bliver de ofte angrebet for at være finansieret af Vestlige organisationer, som ønsker at presse vestlige ideer ned over hovedet på Mellemøstens samfund. Dermed er de homoseksuelles kamp for rettigheder pludselig blevet en del af mange konservative araberes kamp mod det ”dekadente” Vestens dominans.
”Jeg vil hellere slås ihjel end leve på en løgn”
Da Mohammed fortalte sin far, at han aldrig ville underskrive kontrakten, blev han smidt ud hjemmefra. Mohammed havde imidlertid ingen steder at bo, så til sidst indgik de et kompromis. Mohammed gik med til at slette sin blog og til altid at informere sine forældre om, hvor han gik hen, og hvem han mødtes med. Han har nu færdiggjort sine studier og arbejder som læge-praktikant på et hospital.
”De tillader mig kun at mødes med mine lægevenner. Lige nu er jeg til en ”lægekonference”, men jeg hader mig selv, når jeg er nødt til at lyve på denne måde”, erklærer han.
Hverken hans to søstre eller hans bror ved, at han er homoseksuel. Hans forældre forsøger stadig at få ham til at gifte sig med en pige, men han har sagt nej. Nogle af hans venner har foreslået ham at gifte sig med en lesbisk pige i stedet – blot som en facade. Men det er ikke en løsning for Mohammed.
”Jeg vil hellere slås ihjel end leve på en løgn”.
I stedet håber han, at forældrene en dag vil acceptere ham, som han er – homoseksuel.
”Jeg fortsætter med at diskutere med dem, og jeg forsikrer dem, at jeg stadig er deres søn, og at jeg elsker dem. Men jeg ER homoseksuel – det er ikke et valg”.
Hans forældre har forsøgt at overtale ham til at forlade landet, men Mohammed har nægtet.
”Jeg vil ikke skifte nationalitet, bare fordi jeg er homoseksuel”, erklærer han.
”Jeg har ret til at leve i dette land, jeg tilhører Jordan”.