Alle har mistet
Børnelatter fylder luften og får et øjeblik al larm i lejren til at forsvinde. De fire drenges glade ansigter, mens de løber efter en slidt og beskidt fodbold, er nok til at genfinde troen på, at de kommer igennem flugten med deres barnesind i behold. Men krigen i Syrien har sat sine spor. Når en helikopter flyver over himlen, krymper alle sig og spørger bekymret, om Assad er kommet efter dem hele vejen til Europa. Selv børn på to år ved, hvad det normalt betyder, når helikopterstøjen melder sig. Alle, både børn og voksne, kan fortælle forfærdelige historier om timelange bombardementer, der efterlader alt fuldstændig smadret. Efterlader alt for mange sårede og dræbte. Alle har mistet. Deres ejendele, arbejde, skolegang, familiemedlemmer og deres hjemland. Alt, hvad der havde betydning for dem.
ActionAid på Lesbos
ActionAid Hellas er, ligesom Mellemfolkeligt Samvirke, en del af den internationale sammenslutning ActionAid. Organisationen har opsat særlige kvindevenlige områder i de to flygtningelejre Kara Tepe og Moria på Lesbos. Her får kvinder på flugt et trygt rum til at dele og snakke om deres oplevelser. Der er plads til at mødre kan amme, få bleer og skifte deres babyer og møde andre kvinder i samme situation. Snart begynder uddelingen af såkaldte ’værdigheds-pakker’, der inkluderer sæbe, en vaskesvamp, shampoo, håndklæde og rent undertøj.
Der er en del udenlandske organisationer og hjælpearbejdere til stede. Alle har forskellige opgaver og er koordineret under UNHCR, der er ansvarlige for lejrene og blandt andet sørger for vand og sanitet, opsætning af telte og uddeling af tæpper.
Ditte Bloch Noer
Frivillig og projektansat i Mellemfolkeligt Samvirke igennem mange år. Hun arbejder nu som frivillig på Lesbos for ActionAid Hellas, primært i flygtningelejren Moira. Her taler hun dagligt med hundredvis af kvinder fra Afghanistan, Irak og Syrien; lytter til deres historier, diskuterer deres oplevelser og fremtidige muligheder, opmuntrer dem og leger med deres børn, hvis de har brug for et lille afbræk til at hvile sig. Derudover hjælper hun med information til resten af flygtningene i lejren og bruger sine arabisk-kundskaber til at tolke lidt i forskellige situationer.
Også turen fra Tyrkiet til Lesbos i en overfyldt gummibåd har sat sine spor. Børnenes tøj blev vådt undervejs, når de overfyldte både tog vand ind, og alle afslører kolde og bare fødder i deres slidte sandaler, mudrede kondisko eller for store støvler. Dem, der altså stadig har sko på. Mange løber barfodede omkring på den støvede og stenede jord. Og de er sultne. Flere pakker kiks forsvinder i løbet af dagen i forsøget på at mætte de mange små munde. Mens vi håber på, at lastbilen med mad snart kommer. Den ene gang om dagen, hvor flygtningene i lejren får noget, der minder om et ordentligt måltid mad. I dag gik der mange timer, og det var langt op ad eftermiddagen, før børnene endelig glædestrålende kunne fortælle, at lastbilen var kommet. Men lastbilen har ikke mælk med. Og lægerne og organisationerne er løbet tør for mælk. Butikkerne ved siden af lejren har udsolgt. Sultne babyer og deres fortvivlede mødre kommer tilbage for tredje, fjerde gang og tigger om den mælk, som ikke længere findes i Kara Tepe – lejren for syriske familier.
Når der ankommer over 8.000 flygtninge til Lesbos på én dag, bliver stemningen i lejrene på øen kaotisk. Alle nytilkomne forsøger forgæves at finde et ledigt telt at sove i. Forsøger at finde et ledigt tidspunkt til at benytte de få toiletter, der er til rådighed for de mange tusinde flygtninge i lejrene. Og forsøger at finde ud af, hvordan registreringssystemet virker og vigtigst, hvornår de kan komme videre til Athen og starte turen op gennem Europa – længere og længere væk fra luftbombardementerne i Syrien og daglige nedskydninger og kidnapninger i Irak og Afghanistan.
Ingen ønsker at blive i lejrene. Familier, der før boede i møblerede huse, er nu stuvet sammen på ildelugtende og møgbeskidte tæpper. Om dagen forsøger de at finde ly for den brændende sol og vinden, der hvirvler støvet rundt i lejrene. Om natten krymper alle sig i kulden og forsøger at få et par timers søvn, der kan ruste dem til uger eller måneders rejse gennem Europa. Men det er svært at sove, når kulden bider i kroppen, børnene græder af sult og sygdom og ingen rigtigt ved, hvad fremtiden bringer. Alle de syriske flygtninge i lejren Kara Tepe og de irakiske, afghanske og andre nationaliteter i Moria er bekymrede for fremtiden, hvordan de får skabt et nyt liv langt væk hjemmefra og overkommer de tragiske oplevelser, som alle bærer med sig.
Ditte Bloch Noer med børn og unge i flygtningelejren Moria på Lesbos.
Læs også
