"I dag ramte afmagten mig"
Jeg er begyndt at drømme om flygtninge. De hundredvis af historier, jeg lytter til i løbet af dagen, sætter sig fast. De vækker mig flere gange i løbet af natten, og om morgenen vågner jeg med en frygt for, hvilket syn der møder mig i flygtningelejren. Er det i dag, der ligger en død baby foran vores telt? Død af sult fordi lejren igen, igen, igen er løbet tør for mælk til babyer. Eller ligger der et dødt barn, der er bukket under for nattens isnende kulde? Når jeg vågner under mine to tæpper og selv er gennemsyret af kulde, går mine tanker til de mange tusinde, der er ankommet aftenen forinden og ikke har fundet et ledigt telt i lejren. Som er tvunget til at sove under åben himmel kun beskyttet af et enkelt slidt tæppe. Som vågner op til en dag, hvor de skal stå i kø i flere timer. Én kø for at blive registreret. En anden kø for at få deres papirer efter flere dages ophold i lejren. En tredje kø for at købe en hamrende dyr færgebillet. Endnu en kø til mad, til vand, til toilettet, til lægehjælp. Timelange køer til alt.
I mellemtiden snakker jeg med irakiske kvinder, der har mistet deres mænd i krigen mod IS og som rejser alene med deres børn for at finde fred og en mulig fremtid. Med syriske familier, der er flygtet, mens bomberne regnede ned over dem. De rejser fra hjemlandet af frygt for at miste deres børn, hvis de bliver bare én dag længere. Miste det sidste, som de har tilbage. Min kollega snakker med afghanske familier, der er rejst gennem Afghanistan, Pakistan, Iran og Tyrkiet for at komme væk fra et land, der er så ødelagt og ingen sikkerhed har at tilbyde.
ActionAid på Lesbos
ActionAid Hellas er, ligesom Mellemfolkeligt Samvirke, en del af den internationale sammenslutning ActionAid. Organisationen har opsat særlige kvindevenlige områder i de to flygtningelejre Kara Tepe og Moria på Lesbos. Her får kvinder på flugt et trygt rum til at dele og snakke om deres oplevelser. Der er plads til at mødre kan amme, få bleer og skifte deres babyer og møde andre kvinder i samme situation. Snart begynder uddelingen af såkaldte ’værdigheds-pakker’, der inkluderer sæbe, en vaskesvamp, shampoo, håndklæde og rent undertøj.
Der er en del udenlandske organisationer og hjælpearbejdere til stede. Alle har forskellige opgaver og er koordineret under UNHCR, der er ansvarlige for lejrene og blandt andet sørger for vand og sanitet, opsætning af telte og uddeling af tæpper.
Ditte Bloch Noer
Frivillig og projektansat i Mellemfolkeligt Samvirke igennem mange år. Hun arbejder nu som frivillig på Lesbos for ActionAid Hellas, primært i flygtningelejren Moira. Her taler hun dagligt med hundredvis af kvinder fra Afghanistan, Irak og Syrien; lytter til deres historier, diskuterer deres oplevelser og fremtidige muligheder, opmuntrer dem og leger med deres børn, hvis de har brug for et lille afbræk til at hvile sig. Derudover hjælper hun med information til resten af flygtningene i lejren og bruger sine arabisk-kundskaber til at tolke lidt i forskellige situationer.
Blandt de mange tusinde flygtninge, som vi har mødt i denne uge, er der endnu ikke dukket en såkaldt bekvemmelighedsflygtning op. Jeg er næsten helt spændt på, hvordan det bliver at møde en bekvemmelighedsflygtning – hvis det nogensinde sker. For hvem er det egentlig, der har ret til at bestemme, at de mennesker, der overlever flere uger i forskellige flygtningelejre og bevæger sig ud på en livsfarlig rejse, hvor de krydser havet i en skrøbelig båd og rejser gennem så mange lande, er bekvemmelighedsflygtninge? Hvem er det, der tror, at de her mennesker efterlader alt bag sig, bare for lige at prøve lykken i Europa? Hvis det er en minister, der sidder på sit kontor i Danmark, er vedkommende velkommen til at besøge os og få et indblik i virkeligheden. De journalister, der slynger om sig med ordet, er også mere end velkomne. Og de danskere, der ønsker lukkede grænser og mener, at en flygtning med en mobiltelefon i virkeligheden bare kommer for at nasse på vores samfund. Det er blevet sagt før, men de mennesker vi møder i lejrene, flygter ikke for sjov. Men hvis man sidder på sit kontor i Danmark eller foran fjernsynet, er det åbenbart let at skabe en fortælling om virkeligheden, der passer til ens kyniske menneskesyn. Selvom fortællingen ikke kunne være længere væk fra den virkelig verden og de historier og skæbner, der nu hjemsøger mig om natten.
I dag ramte afmagten over situationen i lejren Moria mig for alvor. Hvis det ikke var fordi, alle flygtningene i lejren er så vanvittigt venlige og kærlige, var jeg brudt sammen flere gange. Halvdelen kunne ikke få mad, da der simpelthen er for mange mennesker! Og der var kun én læge til rådighed for samtlige i lejren. Det eneste, som vi ikke løber tør for, er kærlige kram og kys på kinden. Dem får jeg til gengæld så mange af i løbet af en dag, at jeg ofte får helt dårlig samvittighed. Jeg er dødtræt af på arabisk, engelsk og med kropssprog og gebrokne fraser på farsi at sige ”nej, desværre – det er jeg ked af.” Standardsvaret på næsten alle spørgsmål. Dagen lang undskylder jeg overfor de mennesker, der fortvivlet kommer og spørger om lægehjælp, fordi en afghansk mand har akut nyresten og køen foran lægen er uoverskuelig lang. Undskylder overfor den syriske far og hans to små børn, der er blevet adskilt fra deres mor, fordi en taxa kørte dem til den forkerte lejr og der ikke er ressourcer til at hjælpe dem med at blive genforenet. Undskylder overfor de desperate mødre, der forsøger at skaffe tørre bukser til deres våde børn. Men alle, uden undtagelse, møder mig med forståelse og takker for det ingenting, som jeg kan gøre for dem. Min afmagt over situationen og manglen på de helt basale ting, der kan redde menneskeliv, er så omfattende, at jeg ikke engang længere ved, hvem jeg skal være vred på?
Læs også
