"Jeg vil bare være en pige"

Seksuelt presset
Oplysningen gjorde ikke specielt ondt på Hanin Freha. Forholdet til faren havde aldrig været hjerteligt, og han havde været fængslet i store dele af hendes barndom.

Men i det øjeblik stod det klart, at det var hende, der var ansvarlig for at skaffe penge til familien. Det kunne ikke være anderledes. Det ansvar er hårdt at løfte.

“Det kan være svært at finde arbejde, som en syrisk flygtningepige. Ofte behandler de mig dårligt, giver mig ikke mine penge. Mange har også indtryk af, at syriske piger er billige. At man kan betale dem lidt penge for at være sammen med dem,” fortæller Hanin Freha.

Især det sidste er et stort problem, medgiver hun. Hun har allerede en stribe arbejdsgivere bag sig. Og endnu flere ubehagelige oplevelser med libanesiske mænd, der øjner muligheden for sex med en ung syrisk pige, der har meget ringe muligheder for at sige fra.

Hanin Freha vil ikke gå i detaljer omkring den seksuelle chikane, hun oplever. Hun nikker mod sin 13-årige søster, der går rundt i lejligheden med ører på stilke. Men historierne fra de unge syriske kvinder i Baalbek er mange. Om bortførelser, om mænd, der tilbyder middag for sex eller kræver sex for at udbetale løn.

I dag arbejder hun i en kageforretning. Det giver hende omkring 200 dollar om måneden; præcis nok til at betale for lejligheden. Og så får de lidt penge fra UNHCR, som giver mulighed for at købe nogle billige madvarer, som bliver tilberedt i det lille køkken, der ikke er meget større end et kosteskab. Men situationen er skrøbelig. Familien har ingen muligheder for at rejse væk fra Baalbek, fordi de libanesiske myndigheder har strammet grebet om de mange syriske flygtninge i landet. Nu koster det 200 dollar om året at få fornyet sin opholdstilladelse. Og så skal man have en libanesisk person – en sponsor – til at garantere for sig.

De krav er næsten umulige at opfylde for rigtig mange syriske flygtninge, der kun akkurat kan få tilværelsen til at hænge sammen. Derfor er Hanin Freha og hendes familie fanget i Baalbek. De opholder sig illegalt i landet, og hvis de begiver sig mod andre byer, bliver de fanget i de mange checkpoints, der er spredt ud over det libanesiske vejnet. De er nødt til at få livet til at hænge sammen, hvor de er.

Intakte drømme
Den tilværelse ligger langt væk fra de drømme, Hanin Freha havde, da hun boede i en forstad til Syriens hovedstad, Damaskus. Da hun stadig gik i skole og drømte om at synge, studere performing arts eller blive ingeniør.

Alligevel er der lyspunkter i hendes flygtningeliv. De fleste af dem hænger sammen med det medborgercenter, som Mellemfolkeligt Samvirke og ActionAid har etableret et par kilometer fra lejligheden.

Hun arbejder som frivillig på centeret de fleste formiddage, inden hun skal på arbejde. Her er hun, sammen med andre syrere og enkelte libanesere og palæstinensere, med til at lave aktiviteter, der giver lidt adspredelse og indhold i tilværelsen for de mange flygtninge i området.

Det er en befrielse.

“Jeg føler mig som en lille pige, når jeg er på centeret,” siger hun med et forlegent grin.

Så falder ansigtet tilbage i alvorlige folder.

“Den følelse kan jeg ikke have, når jeg er uden for centeret, for der er jeg ansvarlig for min familie. Men når jeg kommer her, er der mennesker, der er ældre end mig, som tager sig af mig, og jeg kan være den lille pige, jeg har lyst til at være.”

Og Hanin Freha ligner unægtelig en lille pige, når hun bevæger sig rundt blandt de øvrige frivillige i centeret. Der bliver uddelt spontane kram i alle retninger og udvekslet fjantede grin.

De formiddage er med til at holde håbet oppe, selvom fremtiden ser usikker ud.

“Jeg prøver ikke at lade situationen ødelægge mine drømme. Jeg vil se hele verden i grøn, som er farven for fred og natur. Jeg vil være operasanger. Og jeg vil lave børneteater, ikke sådan som man gør det i dag, men på en måde, der viser barndommen rigtigt. Jeg vil sætte et aftryk i verden, så den er anderledes, når jeg dør, end da jeg blev født,” siger hun.