Sarmins historie er dramatisk. Men den adskiller sig ikke nævneværdigt fra andre jævnaldrende pigers historier i de fattigste egne af Bangladesh. Bortset fra ét på et afgørende punkt. Sarmin gjorde oprør mod giftermålet.   

En afgørende håndsrækning
Et voldeligt overfald fra sin ældre fætter sendte en dag Sarmin på hospitalet. Her kom hun i kontakt med en lokal menneskeretsorganisation med speciale i unge pigers tarv i sager om børneægteskaber og vold i hjemmet.  

Sarmin havde fået nok.  

Gennem den lokale organisation fik hun nys om en række kurser hos Mellemfolkeligt Samvirkes globale platform i hovedstaden Dhaka. Her lærte hun at organisere modstand i sit eget lokalsamfund. Inden længe havde Sarmins landsby fået sin helt egen støttegruppe for unge piger – med Sarmin som drivkraften.  

”Kurserne, jeg deltog i, lærte mig, at mænd og kvinder kan være lige; at jeg som kvinde også har rettigheder,” siger Sarmin.  

Hendes kamp fik dog store omkostninger. Sarmin kommer fra et afsides område af Bangladesh, cirka 700 kilometer fra hovedstaden Dhaka. Her bliver hver tredje pige gift inden sin 16 års fødselsdag, selv om det er i lodret strid med landets egne love.  

Piger bliver ikke tilskyndet til at deltage i offentlige aktiviteter. Snarere det modsatte. Normalvis rejser unge kvinder kun, hvis de er ledsaget af en mand; ofte må de end ikke tale med mænd, med mindre de er sammen med medlemmer af familien. 

Det er i de rammer, at Sarmin og fire andre deltagere fra Mellemfolkeligt Samvirkes kursus, besluttede sig for at sætte gå aktivt ind i en kamp, der skulle nedbringe antallet af barnebrude i lokalsamfundet.  

Men mange folk i området tog ikke godt imod hendes initiativ. For dem var Sarmin forkælet, da hun ofte besøgte mandlige medkursister. De begyndte at sprede rygter og ydmyge hendes familie. Snart begyndte folk at presse hendes familie, for at få dem til at gifte hende bort. Forældrene blev endda truet med, at familien ville blive hold i ”Ekghore”, hvilket betyder, at samfundet vil afbryde alle sociale og finansielle forbindelser med familien. 

Tvunget til at føje sig
Med det voldsomme pres på familien, besluttede faren, der arbejder som fisker, sig for at gifte datteren bort. Han havde aldrig støttet eller finansieret hendes uddannelse, da uddannelse i hans øjne var nyttesløst for en pige. Moren støttede Sarmin, men var magtesløs og måtte finde sig i tæsk, når hun forsøgte at gå op imod sin mand. 

Sarmin følte sig hjælpeløs, da hele familien begyndte at planlægge hendes bryllup. Inden for en uge havde medlemmer af familien fundet en ung mand, der var narkoman og arbejdsløs. Han skulle være Sarmins ægtemand. Hun kæmpede imod, men beslutningen var truffet. Sarmin kunne se drømmene om en god uddannelse smuldre i en endeløs strøm af husligt arbejde. 

Men hun vidste, at det, familiemedlemmerne gjorde, stred imod loven, og at det kunne blive straffet. Hun ventede på en enkelt chance for at kontakte nogen. Men uret tikkede og brylluppet nærmede sig hastigt. 

Da brylluppet stod for døren, fik hun en uventet mulighed for at låne en mobiltelefon. Hun ringede straks til sin lærer, som hun forklarede situationen. Læreren skyndte sig hen til Sarmins hus. Hendes familiemedlemmer afviste ham og fortsatte med bryllupsritualerne. Det slog ikke læreren ud. Han kontaktede den lokale leder, der dog ikke ville sætte sig op mod den afholdte familie. Derefter kontaktede han andre magtfulde medlemmer af samfundet. Til sidst fik han fat i skolens leder, der kontaktede faren og sagde, at han kunne ende i fængsel, hvis brylluppet fortsatte. Efter et timelangt skænderi blev brylluppet aflyst. 

Styrket kampgejst
Sarmin var skræmt, men ikke slået ud. Det lange forløb havde gjort det klart for hende, hvad andre unge kvinder kæmper mod. Hun fortsatte sit arbejde med at arrangere kurser, der oplyser folk om konsekvenserne ved børneægteskaber.  

Gennem kurserne blev Sarmin og hendes medundervisere gjort opmærksomme på tre børneægteskaber, som det lykkedes dem at stoppe. 

”Mange af pigerne fra det kvarter, jeg voksede op i, blev giftet væk i en meget ung alder. Flere af dem oplevede at blive gravide i en alder af bare fjorten. Jeg har det så dårligt over, at jeg ikke kan gøre noget for at hjælpe dem,” siger Sarmin.  

I dag studerer hun jura på universitetet.   

”Da jeg var barn, drømte jeg om at blive stewardesse. Men da jeg blev offer for vold, og der ikke var en eneste advokat, der ville hjælpe mig, besluttede jeg mig for at blive advokat. Jeg vil hjælpe fattige mennesker, og særligt kvinder, med at gøre krav på deres rettigheder,” siger hun.

Støt MS' arbejde med unge

På vores kursuscentre uddanner vi unge til at blive stærke individer i deres lokalsamfund. Vi underviser dem i deres rettigheder og i at lave kampagnearbejde. På denne måde bliver de rustet til at tage ansvar for deres eget liv og til at hjælpe deres lokalsamfund. De unge har brug for al vores solidaritet og vores økonomiske støtte. Giv et bidrag i dag.