Ghettodebattens tavse hovedpersoner

1. januar kiggede statsminister Lars Løkke Rasmussen danskerne dybt i øjnene. Og fra sin sirligt iscenesatte stue på Marienborg slog han et tema an, der har fyldt godt op i debatlandskabet i årevis.

”Rundt om i landet er der parallelsamfund,” sagde statsministeren godt fire minutter inde i sin nytårstale.

Og herefter kredsede resten af talen om de 22 boligområder i Danmark, der står på regeringens ghettoliste. Om huller i Danmarkskortet, magtesløsheden, isolationen, kriminelle bander og utryghed.

”Vi skal sætte et nyt mål om at afvikle ghettoerne helt. Nogle steder ved at bryde betonen op. Rive bygninger ned. Sprede indbyggerne og genhuse dem i forskellige områder. Andre steder ved at tage en klar styring af, hvem der flytter ind,” sagde Lars Løkke Rasmussen og bebudede et nyt ghettoudspil fra regeringen i begyndelsen af det nye år.

Statsministerens tale fik igen omtalen af ghettoer og parallelsamfund til at stige eksplosivt i medierne. I januar optrådte ordet ghetto 3.371 gange i artikler og indslag i radio og tv. Ordet parallelsamfund blev nævnt 1.951 gange. I 526 tilfælde blev ordene ’ghetto’ og ’kriminelle’ nævnt i samme artikel eller indslag.

Og imens debatten om bulldozere og bander buldrede derudaf, sad de unge beboerne i de omdiskuterede boligblokke fra 1960’erne og fulgte debatten lidt på afstand. De var ikke selv en del af den.

Og det kan være en frustrerende oplevelse, fortæller mange af de unge, som Mellemfolkeligt Samvirke arbejder med. Blandt andre 17-årige Ismail Ibrahim, der sidder i ungerådet i Bisbebjerg.

”Når man ikke bliver lyttet til rigtigt, så føler man sig overset. At man ikke rigtig betyder noget. Man skrumper,” siger han.

Selvopfyldende forventninger 

Og den følelse er der grund til at tage alvorligt, understreger mange af de mennesker, der videnskabeligt har undersøgt udviklingen i de boligområder, der optræder på regeringens ghettoliste. For ordene i debatten har en tydelig indvirkning på adfærden hos de mennesker, der bor i boligområderne. 

”Der findes mange social-psykologiske undersøgelser, der viser, at folk tilpasser sig omverdenens forventninger. Det er det, man kalder Rosenthal-effekten. Man tilpasser sig de forventninger, som man bevidst eller ubevidst føler bliver rettet mod en,” siger Lars Holmberg, der er lektor på Københavns Universitet og bl.a. forsker i forebyggelse af unges risikoadfærd. 

For nylig var han med til at kortlægge de lave forventninger til unge i udsatte boligområder som medforfatter til pilotprojektet Tingbjergundersøgelsen. Rapporten undersøger, hvilke forventninger forældre, lærere, kriminalpræventive medarbejdere og elever i Tingbjerg har til de 14-15-årige unge i området. Og billedet er helt entydigt. Alle overvurderer Tingbjergbørnenes risikoadfærd og undervurderer deres lyst og motivation for skole og uddannelse. 

Eksempelvis viser undersøgelsen, at hele 93 procent af de 14-15-årige unge i Tingbjerg synes temmelig godt eller vældig godt om at gå i skole. Lærere og forældre forventede kun, at omkring halvdelen af de unge ville svare positivt på spørgsmålet. 

”Det er interessant, for i vores optik må det betyde noget for den måde de voksne går til undervisningen af de her børn på. Hvis man regner med, at de ikke gider være der, vil man muligvis undervise dem og håndtere dem anderledes, end hvis man havde en idé om, at de faktisk var glade for at være der,” siger Lars Holmberg. 

Problematiske postulater 

Flere forskere har også peget på, at det er et markant problem, at politikere og debattører strør om sig med begreber, som ikke har en klar definition. Eksempelvis er det svært at tale om parallelsamfund, hvis man ikke har spurgt mennesker i de omtalte boligområder, om de har lyst til at være en del af det omgivende samfund. 

Midt i februar konkluderede Økonomi- og Indenrigsministeriet ellers i analysen ”Parallelsamfund i Danmark”, at 28.000 familier lever ”fysisk eller mentalt isoleret og følger egne normer og regler, uden nogen nævneværdig kontakt til det danske samfund og uden ønske om at blive en del af det danske samfund.” 

Det er en påstand, som er svær at efterprøve, mener lektor på Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet Brian Arly Jacobsen. 

”De har bare siddet og trukket registerdata ud af Danmarks Statistik. Jeg kan ikke se, at denne her rapport på nogen måde dokumenterer, at de her mennesker bevidst vælger at melde sig ud af det her samfund. Det kan de jo kun finde ud af ved at gå ud og snakke med de her knap 80.000 mennesker og undersøge, om de faktisk ønsker at trække sig fra samfundet og etablere en ”modkultur”, som de skriver i rapporten.” 

Brian Arly Jacobsen understreger, at der ud fra alle gængse kriterier ganske enkelt ikke findes parallelsamfund i Danmark. Der er områder med mange indvandrere, men de er etnisk blandede. Og folk flytter derhen, fordi det er der, de kan få en bolig. Områderne har heller ikke deres egne institutioner, som står udenfor det danske samfund.  

Men er det overhovedet vigtigt, om der teknisk set er tale om et parallelsamfund? Er det ikke bare en strid om et ord? 

Så nemt kan man ikke affeje det, mener Brian Arly Jacobsen. 

”Denne her begrebsliggørelse er ikke en del af løsningen, den er en del af problemet. Fordi den er med til at marginalisere de her grupper yderligere. De får at vide, at de ikke er en del af de her samfund, at de bevidst vælger at melde sig ud. Og det kan ende med at blive en selvopfyldende profeti,” siger han. 

Unge frem på scenen 

Mellemfolkeligt Samvirkes indsats i de boligsociale områder handler netop om at hæve forventningerne til de unge, der bor der – og om at lade de unge komme til orde, fortæller leder af den nationale afdeling Helle Gerber Nielsen. Om at tale med de unge – frem for at tale om dem. 

"Det er helt nødvendigt at styrke de unges kompetencer og tro på sig selv som aktive og ligeværdige medborgere i det danske samfund. Det er den eneste vej frem, hvis vi vil modvirke, at de ryger ind i negative livsbaner og havner på kanten af samfundet. Og så er det i øvrigt både opmuntrende og livsbekræftende at møde unge mennesker, der gerne vil vriste sig fri af samfundets negative forventninger," siger hun. 

Mellemfolkeligt Samvirke har indtil videre været med til at forme ungeråd og ungefællesskaber i Tingbjerg, Bispebjerg og på Indre Nørrebro. Indsatsen vil snart blive udvidet til områder i Kokkedal, Albertslund og Brøndby Strand. 

Forhåbentlig vil det bane vej for nye stemmer i debatten om de boligområder, der oprindeligt var tænkt som grønne åndehuller til mennesker med almindelige indkomster. Stemmer der vil blande sig med politiske forslag om bulldozere, hårdere straffe og nultolerance.