Fanget på den fattige side af muren
Tekst: Esben Schouboe, billeder Jakob Dall
Det stillestående vand har en lysebrun farve, der minder om den kakaoflødesøde spiritus Baileys. Tynde plastikbeklædte rør i blå og grønne farver stikker op ad vandløbet og fordeler sig til den ene og den anden side, hen over den våde jord strøet med plasticflasker, metal og madrester til de mange, tætliggende huse med bliktage. Det er vandforsyningen til Mukuru, et slumområde i det østlige Nairobi med næsten 500.000 indbyggere.
Cirka 50 meter fra vandløbet er der en vandpost, placeret mellem slumbebyggelsen og en to meter høj mur med ekstra to meters stødhegn ovenpå. Bag ved stødhegnet stikker murstensboliger i vejret. Det er Imara Daima Estate. Rindende vand. Eget toilet. Klinkegulv.
Ved vandposten står Wilekister Miaboke og er ved at fylde en hvid spand, mens hun kigger på det velhavende boligområde.
”Måske kan jeg flytte over på den anden side af muren en dag. Det håber jeg.”
Hun er ikke i tvivl om, hvordan der må være derovre.
”Åh, det er det bedste liv. Et godt hus. Legepladser. Asfalt. Man skal ikke gå i mudder hver dag, som vi gør her,” siger hun og slår ud med hånden mod den ”vej” igennem Mukuru, som den årlige regnsæson har omdannet til en jordbrun, flydende masse.
Muren mellem Mukuru og Imara Daima er ikke kun af sten. Den markerer også et skævt magtforhold. Det handler ikke kun om jeg-har-flere-penge-og-ting-end-dig. Det handler også om folk-lytter-mere-til-mig. Det forklarer Ben Phillips, launch director for sammenslutningen Fight Inequality Alliance, som Mellemfolkeligt Samvirke er en del af.
”Hvis Wilekisters søn kommer i problemer med kriminalitet, er der meget højere sandsynlighed for, at politiet skyder ham, end hvis hun boede på den anden side. Hvis du bor her og brokker dig over røg i luften, er der langt mindre sandsynlighed for, at myndighederne lytter.”
Det fattige Kenya
- 36,1 procent af Kenyas befolkning lever under den internationale fattigdomsgrænse på 1,90 amerikanske dollars om dagen.
- Andelen er faldende – med ca. 1 procent om året.
- Det officielle mål – FN's Verdensmål – er helt at have udryddet fattigdom i 2030.
Mere end hver femte person i Nairobi lever i fattigdom. Mange er krydset ind over bygrænsen fra endnu værre forhold i landdistrikterne for at søge lykken. For eksempel er næsten ni ud af ti fattige i det nørdvestlige Turkana. Men her i slummen virker afstanden til resten af Nairobi lang.
Rigtige venner kan købes
Et stykke nede ad den mudrede hovedvej, ned langs en cirka fem meter høj blikbeklædt mur på den ene side og små huse af træ og mudder på den anden, løber et mørkegråt vandløb. Anami Daudi, en af Mukurus unge indbyggere, som viser rundt, har en luftmåler med. Den registrerer mikropartikler i luften. 0-75 er ”glimrende” luftkvalitet – 1050-3000 er ”dårlig”. 3000+ er ”meget dårlig”. Digitialdisplayet viser 6.608.
Lungerne bekræfter, hvad luftmåleren viser: De er gået i forsvarsposition og tillader kun korte hiv af den hede luft.
Her bor Pauline Mwikali. Hun arbejder som frisør og har fem børn. Hvis hun havde råd, ville hun flytte, for luften gør hende og børnene syge, fortæller hun. Det nytter ikke noget at brokke sig til fabriksejeren, mener Pauline Mwikali.
”De rige ser fattige som os som troublemakers. De lytter ikke til os. De taler kun til os, hvis de finder på en måde, de kan udnytte os.”
Hvad synes du om det? Er det uretfærdigt?
”Det er jo ikke vores valg at være fattige, men der vil bare altid være nogen, som er over nogen andre. Sådan er det,” siger Pauline Mwikali.
En politimand i civil kommer forbi og spørger på swahili, hvad der foregår, hvorfor står der en hvid mand med en blok og skriver ned, hvad folk siger. Han er ikke interesseret i at tale om luftforureningen. Anami Daudi siger, at de lokale myndigheder ikke er beboernes venner. De er fabriksejernes venner. Ejerne har bestukket dem, som er ansat til at holde øje med luftkvaliteten i området. Der er ikke noget at komme efter.
Fra kælderen til den sorte metalport
Hjemme hos Grace Achieng hænger også giftige dampe i luften i ”lejligheden”, et kælderlokale adskilt af et tyndt stofforhæng i ”soveværelse” og ”stue/køkken”. Dampene kommer fra brændstoffet kerosen, som driver gasblusset. Hver dag afvejer Grace Achieng prisen på kerosen og på rent vand, som er dyrere end det, der skal koges for at være brugbart.
Kælderen ligger i slumområdet Kibera, 2,5 kvadratkilometers bliktage afhegnet og afgrænset af naturområdet Ngong Forest i Vest, golfbaner mod nordøst, ringveje mod syd og rigmandsområder som Kileleshwa og Lavington mod nord.
I dag skal Grace Achieng på arbejde i boligområdet Southlands Estate, et lukket boligområde for middelklassen. Ikke at der er noget særligt ved det – de fleste boligområder i Nairobi, som ikke er i slumområder, er omkranset af mure og døgnovervåget af bevæbnede vagter.
For at komme til Southlands går den 35 minutters gåtur opad. Over Nairobis jernbane og under Langata Road, den store ringvej der passerer sydom Kibera. Op ad en skråning og forbi en gruppe kvinder, der vasker tøj.
Længere oppe krydser hun grænsen mellem Kibera og resten af Nairobi og står pludselig på en asfalteret parkeringsplads fyldt med store biler – Volkswagen Jetta, Lexus LX410. Et supermarked sælger skiveskåret brød og vand på flaske.
Grace Achieng når sit mål, Soutlands Estate, og vagterne lader hende passere, fordi hendes arbejdsgiver har fortalt dem, at de skal. Antallet af mennesker på vejen styrtdykker på den anden side. Det samme gør støjniveauet og mængden af skrald. Grace Achieng træder ind igennem den sorte metalport foran det hvide hus, hvor hun skal gøre rent. Et hus til 50.000 shilling om måneden. Grace Achieng betaler 6.000 for sit kælderlokale.
Hun håber, at hun en dag kan flytte op på bakken i stedet for i kerosen-kælderen.
”Hvis det er muligt, vil jeg gerne bo sådan et sted her en dag. Penge forandrer folks liv.”
Der er ikke blot pengene til forskel men også organiseringen. Her i Southlands er der en lokal ”velværdsgruppe” med formand og kasserer, som kontakter myndighederne og retter op på uregelmæssigheder og vandleverancer og skraldeafhentning. Tingene bliver ordnet, fortæller Melanie Were, som bor i huset, hvor Grace Achieng gør rent.
Grace har været her mange gange i løbet af de seneste otte år, men kommer aldrig til at flytte herhen, siger hun.
”Nogle har. Nogle har ikke. Sådan er verden.”
”De ser mig ikke som en person”
Barnabas Matika Ndege når ligesom Grace Achieng på arbejde ved at gå fra Kibera til det rige Nairobi. Det rigeste, faktisk: Parlamentet, hvor han som vagt hos sikkerhedsfirmaet Lavington Security beskytter politikerne. Han tjener 10.000 shilling – lidt over 600 kr. – om måneden. De går til husleje, mad, vand og betaling til skolegang for seks børn. Basislønnen for medlemmer af parlamentet er 710.000 shilling.
Politikerne lever i en anden verden, siger Barnabas Matika Ndege.
”De ser mig ikke som...ikke som en person. Vi snakker jo lidt sammen i løbet af dagen, men de er venner med hinanden. De er venner med andre rige mennesker. For dem er jeg ingenting.”
Der er forskel på folk, siger Barnabas Matika Ndege. En simpel sandhed, som også gør sig gældende i Danmark, berømt for vores lighed. Forskellen er, at selv fodboldspillerne på Strandvejen nord for København ikke er omgivet af høje mure med stødhegn.
”I Danmark er der rige bydele, også meget tæt på fattigere bydele. Men folk møder trods alt stadig hinanden. I supermarkedet, på hospitalet, på skoler. Det gør folk ikke her. De lever parallelle tilværelser,” siger Ben Phillips fra Fight Inequality Alliance.
Matematikkens grundsætning om parallelle linjer er, at de aldrig krydser hinanden. Ligegyldigt, hvor tæt på hinanden de er.
Læs også
”Jeg skal aldrig tilbage”
