”Han var helt klar i sin tro” 

Jeg begyndte at studere globalisering og internationale politiske bevægelser på universitetet i 1982. Jeg lavede studenterrådsarbejde, men det var en tand for akademisk, så jeg brugte i stedet mere tid hos MS. En uhøjtidelig organisation, som ikke kun har slogans, men er praktisk anlagt. 

1990'erne var en rigtig spændende tid, hvor Berlinmuren var faldet, mens der blæste nye vinde i mange civilsamfund i syd. Gamle partistyrer faldt, og der var en åbning, hvor NGO'er som MS blev inviteret med til udviklingen af spinkle demokratier. Jeg husker miljøbevægelsen Greenbelt i Kenya. De kæmpede mod et repressivt regime præget af voldsom korruption. De satte liv og lemmer på spil for at forsvare skovene. Der tænkte jeg: Det er det, vi skal. Vi skal virkelig huske at tage udgangspunkt i folks egen dagsorden og støtte deres kamp. 

Hvilket jo også var, hvad MS søgte at gøre med Mandela og hans parti ANC. Partiet var repræsenteret på dansk grund med et kontor hos MS, som støttede kampen mod apartheid i et samarbejde med bl.a. fagbevægelsen. I 1992 kom han så til Danmark, og han ville forbi MS for at sige tak for støtten til NGO-miljøet i Skandinavien. Både formand og generalsekretær var ude at rejse, så det endte med at blive mig som næstformand, der officielt tog imod. 

Så pludselig sad jeg der som 29-årig til bords med Mandela. Ved siden af mig sad en mand, der havde siddet i fængsel, så længe jeg havde levet. Da tænkte jeg: Tænk, hvor har jeg levet et beskyttet liv. Han var en ældre herre på det tidspunkt, men det gik ikke ud over hans talegaver, i hvert fald. Han holdt en tale, som var helt stringent, præcis og meget løfterig. Han var helt klar i sin tro på, at Sydafrika kunne overkomme apartheid. Dét møde inspirerede mig meget i resten af min tid som MS'er – over de 5 år som forstander på Training Centre for Development Cooperation i Tanzania og tilbage igen som generalsekretær i 00'erne.