”Jeg er en person, der gør noget”
Tekst Esben Schouboe, billeder Jakob Dall
”Salu Solutions” står der bag på lastbilen. ”Office & home cleaning supplies”, ”Pest control”. Altså rengøringsmidler, pesticider. Det skal alt sammen læsses af her på lossepladsen i området Mwakirunge cirka 45 minutters kørsel fra Mombasa på Kenyas Østkyst.
”Losseplads” lyder mere organiseret end det er – lokalregeringen besluttede simpelthen i 2008, at nu kan alle læsse skrald af her på området, der er betegnet som trust land, fællesarealer som skal gavne almenvellet. Her, hvor folk bor, holder dyr og dyrker afgrøder. I dag bor de side om side med bunker af plasticflasker, konservesdåser, brugte kanyler og ikke mindst fluer. Så mange, at de maser sig ind igennem udluftningen, når man forsøger at gardere sig bag oprullede bilvinduer.
”Vi har prøvet at brokke os. Vi får bare at vide: 'Dette er en losseplads. Vi kan ikke hjælpe.'”
HUN SKABER FORANDRING PÅ LOSSEPLADSEN
- Constance Chivatsi, 47 år.
- Ejer egen restaurant. Colorado, lossepladsen i Mwakirunge, Mombasa.
- Medstifter af organisationen Usafi ni Uhai, som i samarbejde med ActionAid arbejder med bl.a. rettighedsoplysning og dialog med lokale myndigheder.
Ordene kommer fra Constance Chivatsi, som bor i det lille lokalsamfund Colorado, hvor hun har sin restaurant. Her var hun med til at stifte organisationen Usafi ni Uhai i 2008 – en gruppe lokale, som taler med myndighederne og prøver at forbedre forholdene. Bl.a. kæmper de for at få sat hegn op, sådan at lastbilerne fra industrifirmaer i storbyen Mombasa ikke læsser skrald af midt på vejen.
Firmaerne har aftaler med lokalregeringen om at smide skraldet her, så der er ikke noget at gøre, siger en af beboerne på lossepladsen, Tabu Kalama. Hun oplevede for nylig, at en sending kemikalier fra en lokal fabrik blev læsset af få meter fra hendes lille mark med majs.
”Hvorfor skulle jeg overhovedet have en mening om de firmaer, der smider deres skrald her? Jeg kommer aldrig til at have noget at skulle have sagt over for dem. De kan gøre, som de vil.”
Constance Chivatsi har en anden holdning. På trods af den ulige kamp mod firmaerne holder hun fast i troen på forandringen. ”Jeg er en person, der gør noget,” siger Constance Chivatsi.
Det gælder ikke kun kampen for miljøet, men også for eksempel organiseringen af de såkaldte merry-go-rounds for en gruppe lokale kvinder. De mødes og lægger hver, hvad de kan, i en fælles pulje, typisk 20 shilling (lidt over en krone). Pengene går til at hjælpe kvinder i nabolaget, som har brug for støtte, for eksempel til at komme i gang med at dyrke egne afgrøder. Sådan som Constance Chivatsi selv gjorde det, efter hun havde været på tur med ActionAid i området Taita Taveta for at lære om at starte egen forretning og føre regnskab.
Stenhårde rettigheder
Mellemfolkeligt Samvirke har især hjulpet ved at udbrede kendskabet til rettigheder, siger Constance Chivatsi. Et ord, der kan virke lidt abstrakt og ”FN-agtigt”, men for Constance Chivatsi har hendes rettigheder som kvinde meget konkret betydning i hverdagen. Før i tiden havde hun kun et hus af træ og mudder, men konstruktionen var skrøbelig og nem at slå hul i. Hvilket ofte skete om natten, hvor mænd kravlede ind i huset og begyndte at røre ved hende. Nu har hun bygget et hus af sten, som de ikke kan lave hul i.
”Jeg har ret til at bestemme over min egen krop.”
Constance Chivatsi er opsat på at støtte sine medsøstre i kampen for deres ret i en hverdag, hvor rettigheder kan have svært ved at konkurrere med et læs udløbet pasta, som bliver læsset af og lokker med en nattesøvn på fuld mave.
”Kvinderne bliver ladt tilbage, undertrykt. Det ligger i kulturen.”
Hun finder styrke og tro i succeshistorien om den lokale kvinde Feddis Mbura, som i 2017 blev valgt til regionsregeringen i Mombasa. Og hun holder fast i få konkrete, simple, men ambitiøse mål for fremtiden.
”Ren luft. Rene omgivelser. Et simpelt svar fra county government. Uddannelse til børnene. Det kan lade sig gøre. Se på Mama Feddis – efter hendes uddannelse hos ActionAid fik hun sit high school-bevis, og nu er hun valgt.”
Læs hele vores magasin om økonomisk ulighed
Læs også
”Jeg skal aldrig tilbage”
