Ulighedens kvælende konsekvenser

4. januar i år var det Fat Cat Day. På denne dag – bare få arbejdsdage inde i det nye år – havde en gennemsnitlig topchef i en af Storbritanniens 100 mest værdifulde selskaber tjent det samme, som en gennemsnitlig ansat gør på et helt år. 

Hvis man lavede samme udregning for syersker i Bangladesh, ville der gå under en time, inden man ramte et fat cat minute. Cheferne i de store tøjproducenter tjener nemlig 10.000 gange så meget, som en almindelig syerske. 

De kuriøse fakta vidner om en dramatisk udvikling i verden. Den økonomiske ulighed er ved at løbe løbsk. I et svimlende tempo. Det bliver slået fast med absurde tal i rapport efter rapport: Den rigeste procent af verdens mennesker ejer over halvdelen af verdens formuer. Over 80 procent af den rigdom, der blev skabt sidste år, gik til den rigeste procent. 

Men er den voldsomme ulighed nu også et voldsomt problem? Hvad nu hvis en del af rigdommen hos den lille superrige elite drypper ned på resten af befolkningen? Hvis nu de fattigste også får gavn af den samlede økonomiske vækst? 

De spørgsmål var ganske åbne indtil for ikke så mange år siden. Bekymringen for den stigende ulighed blev ofte fejet af bordet som væksthæmmende socialistisk tankegods.

Den indflydelsesrige økonom Robert Lucas skrev i 2004, at spørgsmålet om omfordeling af penge i hans optik var det mest "forførende" og "giftige" for en sund økonomi. Og den britiske Labour-leder Tony Blair afviste på sarkastisk vis at tage politiske skridt mod mindre ulighed med denne bemærkning: 

"Det er ikke en brændende ambition for mig at sikre, at David Beckham tjener færre penge." 

Siden da er der sket meget. Videnskabelige analyser har vist med al tydelighed, at markant økonomisk ulighed gør afgørende skade på samfund. Og erkendelsen har forplantet sig helt ud i de dele af verdenssamfundet, der normalt bekender sig til frie markedskræfter og færre reguleringer. OECD, IMF, Verdensbanken og FN advarer nu om den voksende ulighed, som hæmmer væksten og puster til social uro. 

Samtidig har ledere fra samtlige 193 FN-lande skrevet under på verdensmål nummer 10, der forpligter landene til at arbejde for at mindske uligheden – både i og imellem landene.  

Uligheden knækker tilliden  
Nogle af de forskere, der har været med til at skubbe ved opfattelsen af ulighed, er sundhedsøkonomerne Richard Wilkinson og Kate Pickett. I bogen The Spirit Level fra 2009 undersøger de en række højindkomstlande og når frem til, at det er graden af lighed – ikke den nationale rigdom - der afgør landenes sociale velfærd.

Grafen her opsummerer deres pointe. Den ene akse viser graden af sociale og helbredsmæssige problemer - den anden akse placerer landene efter graden af lighed. Og resultatet er slående.

Ulige lande har – uanset hvor rige de måtte være – flere teenagefødsler, flere tilfælde af mental sygdom, større problemer med narkotika, flere overvægtige, flere fængslede, flere der dropper ud af skolen, lavere middellevetid og lavere status for kvinder. 

Studierne viser også, at den sociale mobilitet hænger nøje sammen med graden af lighed i et land. I mere ulige samfund, er farens indkomst afgørende for, hvilken uddannelse barnet får. Det er i langt mindre grad tilfældet i eksempelvis de skandinaviske lande, der er kendetegnet ved en højere grad af lighed. 

Som den ene af forfatterne, Richard Wilkinson, siger i et foredrag – en af de såkaldte Ted Talks: "Hvis amerikanere vil udleve den amerikanske drøm, bør de tage til Danmark." 

Et andet parameter, der bliver målt på i undersøgelsen, er den generelle tillid. Og også her er sammenhængen tydelig: Tilliden skrumper i takt med, at uligheden stiger.

Det forhold bliver også beskrevet i den danske doktorafhandling 'The Rise and Fall of Social Cohesion', der analyserer to typer samfund. På den ene side USA og Storbritannien, hvor uligheden har været kraftigt stigende siden 1960’erne, mens tilliden til andre mennesker er styrtdykket så det i dag kun er omkring en tredjedel, der svarer ja til spørgsmålet: ”Kan man stole på de fleste mennesker?” På den anden side Danmark og Sverige, hvor uligheden frem til sidst i 1990'erne var kraftigt faldende samtidig med, at tilliden skød hastigt i vejret. I 1979 mente 47 procent af danskerne, at man kunne stole på de fleste – sidst i 1990’erne var tallet vokset til 76 procent. 

Hvorfor er det sådan? Det findes der ikke nogen nagelfaste svar på, fortæller forskeren bag rapporten, professor ved Center for Velfærdsstudier på Aalborg Universitet, Christian Albrekt Larsen. Men der er mange gode bud. 

”Der er et grundlæggende argument, der handler om, at hvis mennesker møder hinanden, kan de også skabe tillid til hinanden. Og i et lige samfund er der mere interaktion på tværs af skel end i mere ulige samfund. Folk lever mere segregerede i ulige samfund. Du får altså nogle ghettoagtige miljøer – og så får du nogle overklassemiljøer, fordi de rige kan hælde masser af penge i at kunne leve i deres helt egne territorier,” siger Christian Albrekt Larsen. 

Hans studier viser også, at ulighed i høj grad påvirker menneskers forestillinger om samfundet og medborgerne. I økonomisk lige samfund tror de fleste, at flertallet af medborgerne tilhører midten. I USA og Storbritannien tænker de fleste, at deres medborgere tilhører 'bunden' eller en mindre 'top'. 

Det gør en forskel. Dels fordi langt de fleste mennesker – også i USA og Storbritannien – selv mener at tilhøre midten – og man har en tendens til at stole mest på sine egne. Dels fordi økonomisk ulighed skaber nogle samfundsmæssige bundgrupper, der fremstår som farlige afvigere. 

”Det handler om vurderingen af andre incitamentsstruktur,” forklarer Christian Albrekt Larsen. ”Folk tænker, at de fattige har det elendigt, så de har grund til at snyde. Samtidig er de svære at straffe, fordi de ikke har meget at miste. De rige har meget at miste, men folk har en fornemmelse af, at de kan gøre, hvad de vil, fordi de har så mange penge. Så den sociale kontrol, som er vigtig for om vi har tillid til andre mennesker, virker umiddelbart bedst i middelklassemiljøer.” 

Økonomisk og demokratisk selvmål 
Den ekstreme ulighed går ikke bare ud over tilliden og den generelle sundhed. Også samfundsøkonomien lider under de hastigt voksende økonomiske skel. 

Økonomien har ellers været det hyppigst anvendte argument for de mennesker, der forsvarer en stor grad af ulighed. Uligheden skaber dynamik, lyder antagelsen. En grund til at stræbe mod toppen. 

Men i de senere år er den antagelse blevet punkteret. IMF (Den Internationale Valutafond) har fremlagt stærke beviser for, at økonomisk ulighed fører til en langsommere og mere skrøbelig vækst.  

Det handler dels om, at penge ryger ud af det økonomiske kredsløb, når hovedrige mennesker placerer dem i skattely eller dyre lejligheder i London. Dels om, at samfundet går glip af en masse potentiale, når mennesker, der kunne bidrage til velstanden i samfundet i uddannede jobs, i stedet må i stedet kæmpe for at få enderne til at mødes.  

Særligt når kvinder ikke får mulighed for at uddanne sig, går samfund glip af et enormt potentiale. Tal fra IMF viser, at man i nogle lande kan hæve produktiviteten med 25 procent, hvis kvinder får samme adgang til arbejdsmarkedet som mænd. 

Den ekstreme ulighed rokker også ved en af de grundlæggende byggesten i økonomien, nemlig incitamentet til at arbejde. Hovedpointen for den franske økonom Thomas Piketty er, at vi er på vej mod en situation, hvor indkomsten, særligt for de rigeste, mere og mere kommer fra afkast på formuer, stigning i boligpriser, arv og andre arbejdsfri indtægter, mens indkomst fra produktivt arbejde bliver mindre vigtig. Det er grundlæggende usundt for økonomien.

Folkestyre eller rigmandsstyre? 
Hvis den økonomiske ulighed vokser sig ekstrem, kan det også gå afgørende ud over demokratiet. Sagen er nemlig, at samfund med ekstrem ulighed koncentrerer pengene – og dermed magt – i hænderne på ganske få mennesker. Det er ganske åbenlyst, når man ser på forholdene i USA, der har knap 500 milliardærer.

"Vi ser nu, at milliardærer bliver langt mere aktive i forsøget på at få indflydelse på den politiske valgproces," vurderer den politiske analytiker Darrell West, der længe har studeret den rigeste elite i USA, i et arbejdspapir fra det amerikanske National Bureau of Economic Research. 

"De bruger hundreder af millioner af dollars i jagten på egne snævre interesser, ofte i hemmelighed for den amerikanske offentlighed." 

Og tendensen er mindst lige så tydelig, når man ser på de vækstøkonomier, der buldrer frem i den fattigere del af verden. Nigeria er et godt eksempel. Landet har i mange år haft vækstrater på imponerende syv procent og er i dag Afrikas største økonomi. Men samtidig er landet udfordret af ekstrem fattigdom, en korrumperet elite, underudviklede landområder og voldelig uro, ikke mindst i den nordlige del af landet hvor terrorbevægelsen Boko Haram hærger. 

Og selv i mønsterdemokratiet Danmark spiller penge ind i det politiske system. 13 af Danmarks rigeste familier er gået sammen i lobby-gruppen Vækst i Generationer, der med succes har fået sænket arveskatten for familiejede virkomheder og nu står bag en aggressiv kampagne for at fjerne arveafgiften. Det er tiltag, der vil spare de superrige for milliarder i skat. 

Frustrationen bobler 
Ulighedens mange alvorlige ulemper er altså efterhånden ret tydelige og veldokumenterede. Den galoperende ulighed ligner en global krise på linje med klimakrisen og migrationskrisen. 

Alligevel bliver uligheden i verden ved med at vokse som en steppebrand ude af kontrol. For hvert år bliver den lille superrige elite rigere. Og i ulandene må den store, fattige del af befolkningen se væksten gå deres næser forbi, mens de kæmper med klimaforandringer og arbejdsløshed.  

Det virker, som om der mangler politisk vilje. Eller viden. Måske begge dele. I hvert fald er det småt med initiativer, der for alvor gør op med den udvikling, der skaber en næsten uendelig bred kløft mellem dem, der har mest, og dem der har mindst. 

Men hvorfor udebliver reaktionen fra befolkningen? Hvorfor kræver den brede befolkning ikke en mere lige fordeling af goderne? Sådan burde det også være, ifølge gængs politologisk teori, medgiver professor Christian Albrekt Larsen. 

”Og det er jo til dels det, der er sket i Storbritannien og USA med Jeremy Corbyn (selvudnævnt socialist, der blev valgt som leder af partiet Labour i 2015, red.) og Donald Trump. De mobiliserer på en frustration over en enormt stigende ulighed – og på at middelklassen har det skidt og ikke kan komme nogen vegne. Det er så et paradoks, i hvert fald i det amerikanske tilfælde, at ham der er kommet til magten, skaber stigende ulighed,” siger han. 

I Mellemfolkeligt Samvirke er det også ambitionen at få de demokratiske kræfter til at rykke ved den ulige fordeling af rigdomme. Det sker ved at anspore til et pres nedefra, fortæller generalsekretær Tim Whyte.  

”Når vi støtter unge aktivister i Bangladesh eller Zambia, så handler det ikke kun om, at vi vil sørge for bortskaffelse af affald eller adgang til vand. Det handler også om, at unge, der er holdt udenfor indflydelse, lige pludselig får en oplevelse af, at de kan udfordre politikere nedefra og skabe konkrete forandringer. På den måde er de med at til at skabe en demokratisk kultur, hvor den brede befolkning kan være en reel modvægt til den rige elite, der ellers har politikernes øre,” siger han. 

Og forhåbentlig kan FN’s verdensmål nummer 10, som forpligter lande i hele verden til at reducere ulighed, give presset ekstra styrke. 

”Civilsamfundet kan bruge det til at lægge pres på de nationale regeringer. Politikerne har nu skrevet under på, at de vil gøre noget,” siger Tim Whyte. 

Og presset stiger mærkbart. Et pres for fair beskatning af virksomheder. Et pres for en fair fordeling af de goder, samfundet har til rådighed. Et pres for gratis kvalitetsuddannelse og sundhed til alle. Et pres for, at kvinder får lige løn, indflydelse og adgang til uddannelse og sundhed. Et pres for lønninger, der giver mulighed for et anstændigt liv.

I det hele taget er der et pres for at gentænke hele det økonomiske system, der skaber grobund for den hastigt voksende ulighed. Hvis man virkelig vil uligheden til livs, nytter det ikke noget blot at omfordele indkomsterne – man må også omfordele kilderne til rigdom, argumenterer flere økonomer. Et opgør med uligheden kræver et opgør med den udvikling, der gør det muligt for de rigeste at leve af arbejdsfri indkomster fra formuer, mens fx hårdtarbejdende landarbejdere i Mozambique får minimal betaling for deres arbejde. 

Det vil kræve en omkalfatring af hele det økonomiske system. Og det ligger ikke lige for. Men hvis der skal omfattende ændringer til, kræver det i første omgang en bred erkendelse af, at ekstrem ulighed hæmmer samfund på mange parametre.  

Den erkendelse er ved at indfinde sig.