Chef I Rohingya-lejr efterlyser mere international hjælp
43 årige Abdul Alim arbejder til dagligt som chef for Mellemfolkeligt Samvirkes søsterorganisation Action Aid Bangladesh i lejren, og da han for nyligt var i Danmark, bænkede vi ham til en snak om situationen i lejren, der huser dobbelt så mange mennesker, som der bor i Aarhus.
Hvad er din funktion i Action Aid?
Grundlæggende er jeg ansvarlig for at koordinere hele Action Aids humanitære indsats i Bangladesh. Jeg tilbringer imidlertid det meste af min tid i Cox’ Bazar. Vi er 69 folk fra Action Aid, der arbejder i lejren, og til januar bliver vi 50 mere.
Hvad er den nuværende situation i Cox’ Bazar?
Forholdene er ikke gode overhovedet. Teltene er lavet af presenninger, så de er overhovedet ikke stærke nok til at modstå cykloner eller voldsom regn. Vi har været heldige, at vi ikke har haft nogen af delene, som vi havde i 2017. Det havde været altødelæggende, for hvor skulle vi så huse det antal mennesker? Det kan man ikke. Regeringen i landet er ikke interesseret i at gøre forholdene permanente, fordi det sender et signal til Myanmar om, at flygtningene kan blive boende. Dog er regeringen ved at blive mere åbne for udstyr og støtte af højere kvalitet.
Beskyttelse af børn, unge og kvinder er også ved at blive et tema i lejren. I begyndelsen var mændene i lejren optagede af at komme på plads og få adgang til mad og vand, men nu hvor det er på plads, så kan folk med slette hensigter udnytte den ustabile situation i lejren. Sameksistensen med lokalsamfundet er også ved at blive et problem. I begyndelsen hjalp lokalsamfundet med mad og penge, men siden da er antallet af flygtninge i lejren tredoblet. Det ville hjælpe, hvis regeringen flyttede nogle af flygtningene til andre områder i stedet for at have alle på samme sted, for det virkelig en stor opgave at administrere så mange flygtninge på et sted.
Får Bangladesh den hjælp fra det internationale samfund, som de har brug for at løse opgaven?
Indtil nu er 40% af udgifterne kommet fra det internationale samfund, og det er ikke nok. 70% ville være ok. Vores bekymring er, at vi har brug for længerevarende støtte fra det internationale samfund. For 2-3 år. Det ville sætte os i stand til at lave mere langsigtede foranstaltninger. Det har vi ikke nu.
-
Mellem 700.000 og 1 million rogingyaer opholder sig i flygtningelejren Cox’ Bazar i den sydøstlige del af Bangladesh.
-
Rohingyaerne har boet i lejren i 15 måneder, efter de blev fordrevet fra Myanmar.
-
Aung San Suu Kyi, der er regeringsleder i Myanmar modtog i 1991 Nobels Fredspris for sin ikke-voldelige kamp for demokrati og menneskerettigheder i Myanmar. Siden det kommet frem, at regeringen i Myanmar har stået bag systematisk vold mod landets muslimske rohingya-minoritet, er hun imidlertid blevet kraftigt kritiseret og har mistet adskillige af de priser, hun er blevet tildelt. Blandt andet har Amnesty International frataget hende den “Ambassador of Conscience”-pris, de gav hende I 2009. Nobelprisen har hun imidlertid stadig.
Kan ikke tvinge flygtningene til at rejse tilbage
Det lyder ikke som om, du tror, at flygtningene bliver i stand til at rejse hjem til Myanmar foreløbig?
Det kommer til at tage lang tid, før man kan sende op mod 1 million flygtninge tilbage til Myanmar, og det kommer til at kræve meget forberedelse. Vi kan ikke tvinge flygtningene til at rejse tilbage, og de har været meget klare i mælet om, at de vil have deres krav opfyldt, hvis de skal rejse tilbage. De vil have deres jord og landområder tilbage, de vil have lige rettigheder og ret til at rejse frit rundt, så de frit kan søge jobs og uddannelse i hele landet. Det havde de ikke tidligere, der måtte de ikke rejse uden for de distrikter, de boede i. Derfor har mange af dem også kun gået i grundskole.
Myanmar vil imidlertid ikke opfylde de krav, så jeg kan ikke se for mig, at de kan rejse hjem foreløbig. Hvis regeringen i Bangladesh tvinger dem til at rejse hjem, så vil der blive store sikkerhedsproblemer i lejren, for rohingyaerne er bedre organiserede nu. Der er brug for internationalt pres, i stedet for bilateral forhandling mellem Bangladesh og Myanmar, for vi skal være sikre på, at der sker fremskridt i forhandlingerne.
Mellemfolkeligt Samvirke har støtte arbejdet i lejren via penge fra Danida. Hvad er de penge brugt på?
Ja, det var et rigtig godt lille bidrag. Da vi startede med at give nødhjælp, altså mad, telte, hygiejneudstyr og så videre, brugte vi bidraget til at sikre feed back fra flygtningene, og vi har nu integreret feed back-mekanismen i alt vores arbejde. Med pengene kunne vi sammensætte et lille team, der kunne sørge for feed back-postkasser, og vi kunne bygge et lille kontor, hvor feed back og klager kunne modtages. Normalt dækker bidrag ikke den slags arbejde, så den slags støtte er virkelig god.
Der er brug for flere folk
Hvilke ændringer skal der ske, for at situationen bliver bedre for flygtningene i lejren?
Regeringen er ikke forpligtet til at overholde alle de nødvendigheder, som flygtninge burde være sikret, så det er en udfordring. Regeringen burde sikre lov og orden i lejren, for det sikrer de internationale regler ikke, og sikkerheden i lejren trænger til at blive forbedret. Sikkerheden er ikke kun dårlig for Rohingyaerne, men også for de mennesker, der arbejder humanitært i lejren.
Politiet og militæret gør et godt stykke arbejde i lejren, men der er brug for flere folk. I alle krisesituationer opstår der vold, det er realiteten. Mange af flygtningene fortæller os imidlertid ikke om volden, fordi vi alligevel ikke er i lejren om natten til at beskytte dem. Så beskyttelse er et af vores fokusområder. Der er også brug for skoletilbud og mulighed for beskæftigelse, men regeringen er tøvende med dette, fordi det signalerer, at rohingyaerne kan blive i lejren i lang tid.
Af: Thomas Bjerremand
Læs også
Hjælpen når frem til rohingyaerne
