Overvældende måneder i Libanons flygtningelejre

Jeg valgte at tage til Libanon, fordi der var kommet en snigende islamofobi i Danmark over en længere årrække. DF havde været dominerende i lang tid og havde sat et kraftigt præg på hele den måde, vi talte om muslimer på. Så jeg tænkte, at jeg gerne ville se det med egne øjne. Og en af mine veninder læste i Damaskus i Syrien og skrev nogle helt fantastiske rejsebretninger derfra, også om sine besøg i Beirut i Libanon.

Det var kun mig, der rejste derned. Og jeg tror kun, MS fik sendt én anden person derned efter mig, fordi det er svært at skabe et samarbejde med nogen i en flygtningelejr. Jeg troede, jeg skulle ned og undervise i engelsk på et eller andet undervisningscenter. Eller at der ville være nogle fritidsaktiviteter med nogle børn, jeg skulle lave noget sammen med. Sådan blev det ikke helt.

Da jeg kom derned, fik jeg lov til at deltage i et lederskabskursus, som MS arrangerede sammen med forskellige libanesiske ngo’er. Og det var virkelig, virkelig fedt.

Det varede fem dage og foregik lidt nord for Beirut, lidt oppe i bjergene. Jeg tror, vi var 30 unge, der deltog. Cirka en tredjedel var danskere, resten var fra Libanon og andre lande. Og der oplevede jeg et fantastisk græsrodsmiljø. Et vildt engagement fra unge, der ville gøre en forskel, og som tog stilling til det system, de levede i. Det var meget inspirerende.

Læs mere: Rejs ud med Mellemfolkeligt Samvirke

Derefter skulle jeg ned til den palæstinensiske flygtningelejr i Tyre i det sydlige Libanon, hvor jeg skulle arbejde. Først skulle jeg ind i Shatila, en flygtningelejr syd for Beirut, som blev udsat for en massakre under borgerkrigen i 1982. Jeg gik ad sådan nogle helt smalle, mudrede stier med en stor kuffert, mens der var en, der førte mig afsted. Ind i en labyrint af smalle gyder. Der var skudhuller i væggene fra borgerkrigen, og folk kiggede på mig. “Hvad fanden laver hun her?”

Derfra blev jeg kørt ned til den sydlige del af landet og mødte Rabab, som jeg skulle bo hos og få hjælp af. Hun boede selv i lejren med sin familie. En meget begavet kvinde, uddannet i engelsk litteratur på universitetet. Hun blev min veninde. Jeg blev ved med at spørge, om vi ikke snart skulle i gang? Men der var ikke bare et arbejde, jeg kunne tage fat på. Så begyndte jeg langsomt at gå rundt med mit kamera og tage billeder. Jeg havde søgt en række fonde om støtte til at lave en fotoudstilling. Jeg endte med at få penge fra Amnesty og en privat fond.

Helt tæt på

I starten kiggede folk lidt skeptisk på mig. Who’s that blond girl? Men folk vænnede sig til mig. Jeg gjorde to ting. For det første købte jeg 30 engangskameraer, som jeg gav til børn i lejren. Jeg gjorde det samme i to andre lejre. Og så bad jeg dem tage billeder af det, de syntes var smukt. Det var meget interessant. Børn tager fantastiske billeder. Børn er overmennesker. Det er de bare. Jeg tog også portrætter af folk, som jeg interviewede, mens Rabab oversatte. Det tog jeg også rundt og gjorde i flere andre lejre – der var 13 palæstinensiske flygtningelejre i Libanon på det tidspunkt.

For det andet mødtes jeg med nogle af børnene et par gange om ugen og legede. Teaterlege, maling. For det hårdeste var at se, at de her børn ikke legede. Det var faktisk lidt svært at få det til at ske, for mange af dem var ikke vant til at lege, ligesom danske børn er. Men jeg kunne mærke på dem, at det blev vigtigt for dem, at de skulle mødes med Sara efter skole. Og jeg kom til at kende mange familier, som jeg blev venner med og kom hjem at spise hos. Det gav et fantastisk indblik i deres liv. Det er uden tvivl det mest gæstfri sted, jeg har været. Det var så vildt at mærke, at de her familier, som var så fattige, serverede det lækreste mad, når jeg kom på besøg, og sagde ‘velkommen’ og ‘spis mere’. Det var enormt rørende at mærke den gæstfrihed.

Jeg var ikke utryg i lejren, for der lærte folk mig hurtigt at kende. Men nogle gange fik jeg lidt klaustrofobi og bevægede mig væk fra lejren. Og der følte jeg, at der var meget ved både kulturen og religionen, der stod i vejen for frihed. En eftermiddag løb jeg en tur – og ved Tyre er der de smukkeste strande og romerske ruiner. Men alt det kunne jeg ikke bare tage ud og nyde, fordi jeg var kvinde. Pludselig blev det mørkt den eftermiddag, og jeg tog et lift hjem – alle biler fungerede som taxaer. Og fyren, der kørte, blev ved med at sige, at jeg skulle sætte mig op på forsædet. Jeg tænkte, at det sikkert var uhøfligt at sidde på bagsædet, så jeg satte mig op på foran.