
”Jeg ville nok ikke gøre det, hvis jeg fik penge for det”
Hannah Sofie Skak Johanson har sådan en udstråling, der spreder ro. Hendes blik er fokuseret og hendes stemme er afdæmpet men samtidig let forståelig. Det er derfor ikke svært at forestille sig, at nydanskerne i Welcome House, hvor hun arbejder som MS-frivillig, er glade for, at hun prioriterer at være sammen med dem i sin fritid.
Welcome House, der er drevet af Københavns Kommune, er et værested for nydanskere; et sted hvor de kan skabe netværk, finde venner, øve sig på at tale dansk og lære om, hvordan man gebærder sig i det danske samfund.
Fælles sprog
Sofie bruger et par timer i Welcome House i Valby hver tirsdag. Hver anden tirsdag hænger hun bare ud med nydanskerne, og hver anden tirsdag er hun med til at afholde forskellige workshops for dem, hvor de kan lære om alt fra dansk datingkultur til venskaber og dansk humor. De dage, hvor hun bare hænger ud, går typisk med at drikke kaffe, spille spil og med at tale om løst og fast.
Frivillig i Welcome House
Welcome House åbnede i maj 2016 og er et mødested for nydanskere. Der arbejder cirka 150 frivillige i Welcome House, som har til huse i Valby i København
Welcome House drives af Københavns Kommune, og Mellemfolkeligt Samvirke afholder workshops og arbejder frivilligt i huset.
Kunne du også tænke dig at engagere dig i frivilligt arbejde hos Mellemfolkeligt Samvirke? Der er mange måder at være med på. Du kan blandt andet arbejde med:
- Antidiskrimination (”Sammen mod Racisme”)
- Ulighed
- Lokaldemokrati
- Asylansøgere og flygtninge
- Et fair skattesystem
- Undervisning
- Caféarbejde
Læs mere på vores hjemmeside: https://www.ms.dk/frivilligt-arbejde, eller send en mail til frivilligkoordinator Malene Krarup Sigaard: mks@ms.dk
Det er ikke alle nydanskerne i huset, der er lige øvede i dansk, men snakken kommer alligevel vidt omkring:
”Jeg læser til dyrlæge, og så var der en, der fortalte, at han havde duer, da han boede i Syrien, væddeløbsduer. Så sad vi og talte om duer, og om hvordan han passede dem. Jeg har ikke noget med duer at gøre, men jeg kunne alligevel snakke med, fordi jeg lærer lidt på skolen. Det gjorde virkelig et indtryk på mig. Vi kunne forstå hinanden, fordi vi pludselig talte samme sprog.”
Win-win
Det er altså ikke kun nydanskerne, der lærer noget af at komme i Welcome House. Hannah Sofie Skak Johanson får også selv rigtig meget ud af de frivillige timer, hun tilbringer i huset:
”Det er det her med at gøre noget for andre, uden at få penge for det, og uden anden grund, end at jeg gerne vil. Selv om jeg nogle gange tænker: ‘Åh, nu skal jeg afsted’, så tænker jeg altid, når jeg er kommet hjem: ’Hvor er det dejligt at være der, og der burde være noget mere af sådan noget’. Jeg ville nok ikke gøre det, hvis jeg fik penge for det.”
Netop det faktum, at hun arbejder i Welcome House uden at få penge for det, har ifølge Hannah Sofie Skak Johanson stor betydning for nydanskerne:
”De synes, det er så dejligt, at der kommer nogen uden at blive betalt for det og gerne vil hænge ud med dem. Når der er nogen, der har taget tid ud af deres kalender, så er de sådan: Ok, I vil os faktisk gerne.”
Et usnobbet hus
Når hun er færdig med sin uddannelse, vil Hannah Sofie Skak Johanson til Afrika og arbejde som dyrlæge. Arbejdet på Welcome House minder hende om den drøm, og så giver det hende også et andet perspektiv på livet, som hun har svært ved at finde i sit daglige liv med studier, veninder og familie:
”Det giver mig ro at tale med mennesker fra alle mulige lande, og det giver mit liv et større perspektiv. Jeg bliver mindet om, at forskellighed er godt, og at Danmark ikke nødvendigvis er det bedste. Nogle gange synes jeg, at Danmark er sådan et snobbet land, og når jeg så er sammen med folk, der ikke er danske, så kan jeg godt få det sådan: ’Det var da dejligt, der er nogen, der ikke er snobber’. Danskere er gode, og Danmark er et godt land, men der er meget taknemmelighed og åbenhed i Welcome House. Jeg tror, det kræver en usnobbethed at være frivillig der. Det kræver, at man ikke har hovedet oppe i sin egen røv, for at sige det på godt dansk.”
Alle kan finde ud af det
Hannah Sofie Skak Johanson understreger, at det ikke kræver specielle kvalifikationer eller erfaringer at arbejde frivilligt i huset, men at man skal kunne lide at møde nye mennesker:
”Man bliver nok nødt til at være lidt udadvendt. Nogle af dem kan godt være forsigtige og tilbagetrukkede. Næsten alle kan finde ud af det, vil jeg påstå, og man kan bare komme én gang, og se om det er noget, man har lyst til. Jeg regner med, at jeg skal fortsætte med arbejdet. Jeg tror ikke, at jeg kan lade være, for jeg synes, det er så hyggeligt.”