
Mellemfolkeligt Samvirke sender hjælp til Zimbabwe
Af Kirsten Hjørnholm, humanitarian policy and programme manager
Mellemfolkeligt Samvirke bidrager med 200.000 kroner til nødhjælpsarbejdet i Zimbabwe, der er ramt af cyklonen Idai – ifølge FN den måske værste vejrkatastrofe nogensinde på den sydlige halvkugle.
Pengene kommer fra vores humanitære Danida-bevilling og sendes til vores lokale partnere i ActionAid. De skal bruges til at hjælpe nogle af de knap 240.000 berørte mennesker i distrikterne Chimanimani og Chipinge til helt basale fornødenheder som mad, hygiejneartikler, vandrensningstabletter og andre livsnødvendige fornødenheder. Mellemfolkeligt Samvirke har også sendt 200.000 kr. afsted til nabolandet Mozambique, der ligeledes er hårdt ramt af cyklonens eftervirkninger.
Og der er hårdt brug for pengene, der bl.a. går til at få genetableret de lokale nødhjælpskomiteer, som er vigtige for god kriserespons.
Vi samarbejder med vores partner ActionAid Zimbabwe og lokale nødhjælpskomitéer, som består af de mennesker, der er ramt af katastrofen, for at få genetableret Zimbabwe og styrket landet. Vi arbejder for at vores nødhjælp kan blive til langsigtede og holdbare løsninger. Igennem vores partnere er vi i tæt kontakt med befolkningen, og vi har især fokus på, at kvinder er med i beslutningstagningen.
ActionAid har besøgt det hårdt ramte distrikt Chimanimani, hvor vi blandt andre mødte den 18-årige unge kvinde, Felistas.
”Lige nu har vi ingen steder at bo. Jeg lever med mine fire søstre, og jeg er det femte barn. Vi er seks inklusive vores mor. Vi har ikke noget ordentligt sted at sove og overnatter i de småboder, I kan se bag mig. Jeg ville ønske, vi kunne finde et bedre sted at bo, hvor det er sikkert.”
Cyklonen Idai ramte hårdt i både Mozambique, Malawi og også Zimbabwe, og den har forårsaget store oversvømmelser, som har ført til dødsfald, mistede kvæg og afgrøder samt ødelagte huse, hospitaler, skoler og infrastruktur. Mange hundrede tusinder er blevet berørt af cyklonen, og en del mennesker er omkommet, men man kender endnu ikke det præcise tal, da man ikke kan komme frem til flere af de berørte områder.
Mellemfolkeligt Samvirke har arbejdet i Zimbabwe i over 30 år med langsigtet udviklingsarbejde men også i forhold til humanitære kriser. Senest i forbindelse med den tørke, der ramte landet i 2016 og 2017. Her støttede Mellemfolkeligt Samvirke, via midler fra Danmarksindsamlingen, nogle af de ramte områder med mad, genopbygning af brønde og styrkelse af lokalsamfunds organisering bl.a. via lokale nødhjælpskomitéer, og vi gav dermed de tørkeramte mennesker mulighed for at holde nødhjælpsorganisationer og regering til ansvar for give den rigtige hjælp til de hårdest ramte familier.
Denne styrkelse af lokalbefolkningen er heldigvis ikke skyllet væk med cyklonen Idai og det giver håb. Enhver krise er en mulighed for at skabe noget bedre sammen.
Læs også
