Indkomstuligheden stiger i Danmark. Siden start 90’erne er Gini-koefficienten øget med 7 point.

Indkomsterne for den rigeste procent er mellem 2010-2015 vokset med hele 240.000 kr. Samtidig har de 10 procent fattigste har oplevet et realt indkomstfald på 2.000 kr.

De seneste 15 års reformer af indkomstskatten har belønnet de 10 procent rige-ste med 41.000 kr. om året, mens de 10 procent fattigste kun har fået 900 kr. 

Læs pdf-version med grafer og fodnoter

Indkomstuligheden stiger i Danmark. Det har den gjort siden 1995. Det skyldes en mere ulige fordeling af ressourcerne, samt mindre omfordeling. På den ene side har vi i Danmark et økonomisk system, hvor lønudviklingen og udviklingen i kapitalindkomster i høj grad favoriseret de, der i forvejen har mest. Og på den anden side har de seneste mange års skattepolitik – ført under skiftende regeringer – stort set udelukkende tilgodeset de rigeste 10 procent. 

En lille økonomisk elite har de seneste år vundet, og fortsætter med at vinde, kampene om lønstigninger og skatterabatter, mens resten af samfundet taber. 

I 2015 skrev Danmark under på FN’s 17 Verdensmål for 2030. Mål #10 har som målsætning, at indkomsterne for de 40 procent fattigste skal stige mere end gennemsnittet. Siden 2000 og særligt siden 2010 er det kun gået den gale vej. Her er ind-komsterne stagneret for de fattigste 40 procent, mens gennemsnitsindkomsten er steget for hele befolkningen. Det er især de rigeste 10 procents indkomster, der er stukket af og har bidraget til den udvikling . Væksten i økonomien fører til en guldregn i toppen, uden at det drypper ned til de fattigste 40 procent af befolkningen.

Siden finanskrisen er indkomsten for de fattigste 10 procent faldet, mens de 10 procent rigeste har set stigninger på 13 procent.

Én af årsagerne til den øgede ulighed er, at lønnen er steget i toppen, samtidig med at lavtlønnede har oplevet begrænsede lønstigninger og de på overførselsindkomster har oplevet betragtelige forringelser. Derudover er toppen blevet tilgodeset af seneste mange års skattereformer. De sidste 15 års reformer af indkomstskatten har belønnet de rigeste 10 procent med 41.000 kr. mere mellem hænderne om året, mens de fattigste kun har fået 900 kr. Den rigeste 1 procent har fået 95.000 kr. mere mellem hænderne, 100 gange mere end de fattigste 10 procent.  

Den stigende ulighed er ikke naturgiven, men samfundsmæssigt og politisk skabt. Mellemfolkeligt Samvirke ønsker at bekæmpe den stigende indkomstulighed, både fordi udviklingen ikke er retfærdig, og fordi ulighed underminerer sammenhængskraft, tillid og velfærd i samfundet.

Med den stigende indkomstulighed er vi ved at underminere en samfundsmodel, der historisk har været bygget på solidaritet og fælles ansvar for sociale problemer, som alle i princippet kan rammes af. En samfundsmodel, som har været en succes og som resten af verden skeler til for inspiration til at opbygge samfund med større velfærd, lykke og tillid.

I dag bliver folk i højere grad gjort ansvarlige for forhold, som det enkelte individ ikke er herre over, eksempelvis arbejdsmangel, sygdom, international konkurrence eller finansielle kriser. Politikerne vurderer i stigende grad grupper ud fra den risiko, de har for at ende uden arbejde og dermed blive en omkostning for staten. Det betyder således, at de, der har mindst, gøres ansvarlige for deres egen situation. Dette sker samtidig med at vi tillader, at de rigeste løber fra deres ansvar for fællesskabet. 

Velhavende virksomhedsejere og den højtuddannede øvre middelklasse og elite drager fordel af den internationale konkurrence, der har muliggjort større lønkonkurrence for de lavtlønnede samt mere bevægelig kapital til investeringer og større efterspørgsel efter højtuddannet arbejdskraft . Selvom det er disse grupper, der i forvejen vinder på globaliserin-gen, så undviger de alligevel det fælles ansvar ved at skulle betale lavere skat af deres ellers stigende arbejdsindkomster. 
Det er denne skæve ansvarsfordeling, der er kerneproblemet ved den øgede ulighed. Det er udtryk for en ændring i synet på mennesket, hvor mennesker vurderes ud fra den værdi de har for og på arbejdsmarkedet . Traditionelt har det danske velfærdssamfunds idealmenneske været den gode borger, der skulle bidrage til fællesskabet og opfordres til at deltage i den demokratiske samtale. Man betragtede mennesket med tillidsfulde øjne, og øgede beskyttelsen mod arbejdsmarkedets luner og farer . Når mennesker udelukkende bedømmes ud fra deres arbejdsmarkedsværdi og ikke som borgere, der skal indgå i et fællesskab, risikerer vi at folk ekskluderes fra samfundet. 

ULIGHEDENS KONSEKVENSER
Udover at uligheden er uretfærdig i sig selv, så har ulige samfund også langt flere og større problemer: Fattigdom, lavere social mobilitet, sundhedsproblemer, svagere sammenhængskraft samt mere krimi-nalitet og vold i samfundet . Selvom Danmark stadig er et af de mest lige samfund i verden, så er den stigende ulighed allerede nu begyndt at slå sprækker i det kit, der holder os sammen. Flere er endt i fattigdom og færre har mulighed for at deltage i det fælles sociale liv. I folkeskolen mødes børn sjældne-re på kryds og tværs af sociale skel, og det svækker solidariteten med andre mennesker . Derudover fastholdes folk i højere grad i deres sociale klasse, og den sociale arv er således blevet stærkere i Danmark . 

FORDELING OG OMFORDELING
Indkomstuligheden opstår i to faser. Først er der selve spørgsmålet om fordelingen af goderne i samfundet, dvs. lønindkomster, sociale ydelser, afkast af formue og værdipapirer mv. før skat. Dernæst er der omfordelingen af disse goder, dvs. den disponible indkomst, man har efter at have betalt skat. Retter vi blikket mod den første del, står det klart at indkomsterne fordeles mindre ligeligt end tidligere. Sammenligner vi indkomstandelene for hhv. de 10 procent rigeste og 40 procent fattigste er det især de seneste år efter Finanskrisen, at uligheden er steget: 

Traditionelt set har det danske velfærdssamfund været kendetegnet af en høj grad af omfordeling af ressourcerne. Ser vi på udviklingen, har vi imidlertid ikke formået at øge omfordelingen i takt med, at fordelingen af goderne er blevet mere skæv. De to grupper sammenlignet igen ud fra disponibel indkomst efter skat:  

Selvom omfordelingsmekanismerne formår at udligne de to gruppers andele af de disponible indkomster, er det tydeligt, at udviklingen går i den forkerte retning. Det skyldes især den stigende ulighed i indkomster (før skat), men også en ringere grad af omfordeling .  

En myte inden for økonomisk teori går på, væksten for de rigeste drypper ned til de med lavest indkomst. Den myte er ikke reflekteret i virkeligheden. Den rigeste 1 procent har særligt siden 2010 haft en markant højere indkomstfremgang end alle andre på 240.000 kroner om året, svarende til en stigning på 20 procent. De fattigste 10 procent har i samme periode mistet 2.000 kr. om året, et fald på 2 procent. Resten af befolkningen har haft en fremgang på 2-3 procent. Den 1 procent rigeste er ved at stikke af fra alle andre : 

MARKEDET OG DE POLITISKE BESLUTNINGER
Det er både markedsforhold samt politiske beslutninger, der har skabt den øgede ulighed. En Vismandsrapport fra 2016 peger på, at den teknologiske udvikling samt globaliseringen og derved stigende konkurrence har medført lavere efterspørgsel efter lavtuddannet arbejdskraft ift. højtuddannet. Det har øget lønforskellene . I dag tager det således kun en enkelt arbejdsuge før C20-topcheferne har tjent det samme som den almene lønmodtager på et helt år . 

Ifølge Skatteministeriet er det primært øgede huspriser og aktieindkomster samt skatterabatter, der har bidraget til den øgede ulighed. Det er altså hovedsageligt udviklingen i arbejdsfri indkomster fra formuer for de rigeste, der har drevet indkomstuligheden. Den udvikling har netop været præget af politiske beslutningerne. Stigninger i huspriserne i 00’erne var således drevet af indførelsen af nye låntyper og fastfrysningen af ejendomsværdiskatten – og der er endnu ikke sat en stopper for disse tiltag . Derudover har skatterabatter på personlige indkomster tilgodeset de rigeste, hvilket effekterne af de seneste mange års skattereformer vidner om. De har gjort skatterne mindre lighedsskabende. Skattere-formerne betyder også færre skatteindtægter, hvilket sætter finansieringen af vores fælles velfærd under pres. Disse reformer har kostet statskassen 30 mia. kr. . 

Skiftende regeringer har samtidig forringet overførselssystemet betragteligt. Dagpengesystemet er blevet voldsomt forringet. Længden på retten til dagpenge pr. års arbejde er således blevet fire gange kortere. Vores system er derfor i dag betragteligt ringere end Sveriges . Samtidig er der indført kontanthjælpsloft, lavere kontanthjælp for unge under 30 år uden erhvervskompetencegivende uddannelse samt nye og ringere ydelser for flygtninge. Overordnet er overførselsindkomsterne steget langt mindre end den almindelige lønudvikling i de seneste årtier. Det har alt sammen øget uligheden. 

Forskning peger da også på, at man ikke motiveres af at ens ydelser forringes, tværtimod. Forringelserne i de sociale ydelser, og særligt integrationsydelsen, gennemføres på baggrund af en mistænkeliggørelse af fattige menneskers moralske habitus. En mistillid, der ikke er befordrende for at komme ind på arbejdsmarkedet.  

Reduktionen af ydelserne betyder også et nedadgående pres på lønningerne for lavtlønsjob. Når ydelserne sænkes vil arbejdsgiverne oprette job til en lavere løn – og de ledige vil tage dem, da de giver en smule mere. Arbejdsmarkedsforsker Flemming Larsen, advarer ligefrem mod, at vi ender i en nedadgående spiral, hvor folk kan ende som såkaldte ’working poors’ – dvs. at man arbejder til en så lav løn, at man reelt er fattig, som man kender det fra fx Tyskland, USA og England. 

MS ANBEFALER
Den teknologiske udvikling, globaliseringen og den øgede konkurrence kommer hovedsageligt de rigeste til gavn og særligt den øverste 1 procent. Denne udvikling har skævvredet indkomsterne betragteligt. Hvis vi efterlader markedet ureguleret, vil de fattigste 40 procent falde bagud, den øverste 1 procent vil stikke af og Danmark vil ikke leve op til Verdensmålet om at reducere uligheden. Vi må sikre, at ressourcerne fordeles og omfordeles i højere grad end tilfældet er nu. 

Fordeling: Begræns toplønninger og bonusprogrammer
Skal vi bekæmpe indkomstuligheden, må vi først se på fordelingen af indkomster. Lønningerne i toppen af samfundet stikker af fra resten. Det vil vi ændre på. 
Mellemfolkeligt Samvirke anbefaler, at der skal betales selskabsskat af lønninger, der er uforholdsmæssigt meget større end lønnen for den almene medar-bejder. Det betyder, at virksomhederne skal betale selskabsskat af en medarbejders løn, hvis den overstiger en vis grænse. Det vil hæmme udviklingen for toplønninger.

Mellemfolkeligt Samvirke vil desuden gøre op med de bonusaflønninger, der findes i finanssektoren og toppen af erhvervslivet. Det er aflønningsformer, der skaber ugennemsigtige lønstrukturer, og som kan fremme unødig risikofuld adfærd.
Statslige selskaber eller selskaber, der vil handle med staten, skal have et loft over lønforskellen mellem topdirektører og gennemsnitslønnen i selskabet.

Fordeling: Anstændige indkomster til alle
Det er desuden vigtigt at hæve indkomsterne i bunden. Det kræver højere overførselsindkomster, anstændige lønninger i bunden via bedre overenskomster, der dækker hele arbejdsmarkedet, samt en fælles kamp mod social dumping.
Fattigdomsydelserne øger uligheden og skaber fattigdom. Derfor skal disse forværringer afskaffes og kontanthjælpen skal hæves til et anstændigt niveau. Når overførselsindkomsterne sænkes, vil det desuden kunne medføre, at nye jobs dukker op med til-svarende lavere lønninger. Af den grund skal vi have stoppet denne onde nedadgående spiral. Ellers ender vi med at skabe fattige arbejdere i Danmark. 

Vi skal gøre op med social dumping. Underbetalt udenlandsk arbejdskraft underminerer hele arbejdsmarkedet og den danske model. Løsningen kan være komplet overenskomstdækning, mere myndighedskontrol og større bøder til virksomheder, der overtræder reglerne.

Omfordeling: Højere skat i toppen og øge beskatningen af de arbejdsfri indkomster fra formuer
Almindelige løn- og overførselsindkomster beskattes højt i Danmark ift. arbejdsfri indtægter fra formuer og arv. Det skal vi ændre på. 

De seneste mange års skattepolitik har hæmmet omfordelingen i samfundet. For at gøre op med det, skal vi indføre millionærskat og gennemføre progressive skattereformer særligt målrettet mod de arbejdsfri indkomster fra formuer. 

Hvad er indkomstulighed?

Et af de centrale mål for indkomstulighed er Gini-koefficienten. Den udregnes ud fra en Lorenz-kurve, der beskriver, hvor stor en andel af den samlede indkomst en vis andel af en population har. 
Ved absolut lighed vil Gini-koefficienten være 0. Og den ville være 100, hvis én person havde al indkomst. I Danmark lå Gini-koefficienten (efter skat) i 2015 på 29, en markant stigning fra 22 i starten af 1990’erne.