
Efter besøg i Gaza: "Man får helt fysisk følelsen af at være i et fængsel"
I slutningen af marts besvarede israelsk luftvåben en række raketangreb fra Hamas’ side ved at bombe flere beboelsesområder i Gaza.
Ifølge Mellemfolkeligt Samvirkes (MS) lokale programkoordinator i Gaza, Yasser Toshtash, blev over halvtreds bygninger i boligområder beskadiget og yderligere seks blev helt jævnet med jorden.
“Det gjorde folk enormt frustrerede og bidrog til allerede eksisterende traumer. Særligt børnene bliver meget påvirket. Folk hernede kan ikke se et lys for enden af tunnelen og er plaget dyb håbløshed. Ikke mindst på grund af tavsheden fra det internationale samfund. Folk forventer et vist pres på Israel for at få stoppet volden”, siger Yasser Toshtash.
En delegation bestående af diplomater og embedsmænd fra det danske udenrigsministerium besøgte i marts Gaza-striben sammen med rådgivere fra Mellemfolkeligt Samvirke for at bese MS’ humanitære projekter i området.
Blandt de sidstnævnte var Morten Gøbel Poulsen, MS’ programkoordinator for Mellemøsten og Nordafrika.
Han fortæller om en udpræget fysisk fornemmelse, som et besøg i Gaza efterlader i kroppen:
“Det gjorde et enormt fysisk indtryk at gå rundt i Gazas gader. For Gaza er jo et fængsel. Og Israel er ved at bygge et højt hegn hele vejen rundt om Gaza. Også ude i vandet. Der er jo allerede krigsskibe ud for kysten og kampfly i luften. Så man får helt fysisk følelsen af at være i et fængsel. Og det første, man tænker er: kan jeg nogensinde komme ud igen. Det er altså den effekt, det har på dig efter bare få timer i Gaza”, siger Morten Gøbel Poulsen.
I vores seneste podcast kan du lytte til hele interviewet med både Yasser Toshtash og Morten Gøbel Poulsen.
Hvis du vil støtte Mellemfolkeligt Samvirkes humanitære arbejde i Gaza, kan du klikke HER.
Læs også

Efter Gaza-massakren: Sådan sikrer vi at Israels krænkelser får konsekvenser
