
Klimaaktivist bliver ny forkvinde i Mellemfolkeligt Samvirke
Indsatsen mod den ulighed, der er indbygget i klimakrisen, skal styrkes. Støtten til sociale bevægelser og unges politiske aktivisme, som allerede er en MS-mærkevare, skal skrues op.
Det er to af de vigtigste budskaber fra den nyvalgte forkvinde i Mellemfolkeligt Samvirke, Stine Krøijer.
"Det er helt afgørende i en tid, som ellers er karakteriseret af national selvtilstrækkelighed og voksende højre-populisme," fastslår Stine Krøijer.
Den nye forkvinde er 45 år og lektor i antropologi ved Københavns Universitet. Hun er også klimaaktivist, og hun tager over som forkvinde efter Helle Munk Ravnborg, der har siddet på posten de seneste seks år.
Stine Krøijer blev valgt på weekendens møde i Rådet – Mellemfolkeligt Samvirkes øverste beslutningsorgan.
Som lektor i antropologi ved Københavns Universitet forsker den ny MS-forkvinde i unge, politisk aktivisme og klima- og miljøkonflikter både i Latinamerika og i Danmark. Og det er ikke mindst denne faglighed kombineret med en baggrund som klimaaktivist, som Stine Krøijer kan bidrage med i MS, mener hun selv.
”Jeg kan være med til at styrke MS’ fokus på at skabe forbindelser mellem sociale bevægelser og politiske kampe i nord og syd. Organisationen har gennem de seneste år haft et vigtigt fokus på ulighed og diskrimination, senest med en flot koncert for mangfoldighed på Rådhuspladsen. Jeg vil være med til at udvikle organisationens arbejde omkring bæredygtig økonomi – altså hvordan sociale bevægelser nedefra kan skabe svar på udfordringerne omkring ulighed og bæredygtighed,” forklarer Stine Krøijer.
Hvorfor har du påtaget dig posten som forkvinde for Mellemfolkeligt Samvirke?
”Jeg synes, MS har formået at placere sig centralt i forhold til nogle af de store udfordringer, som verden står overfor. Støtten til sociale bevægelser og unges politiske aktivisme er helt afgørende i en tid, som eller er karakteriseret af national selvtilstrækkelighed og voksende højre-populisme.”
Hvilke tre udfordringer er de vigtigste for dig og Mellemfolkeligt samvirke i de kommende år?
”Det er den traditionelle udviklingsbistand, der er under pres i disse år. Det er den nationale selvtilstrækkelighed, som ikke alene er en udfordring for den mellemfolkelighed, som MS står for, men også for opbakningen til udviklingsbistanden. Og som den tredje udfordring vil jeg pege på klimakrisen – en krise, der rammer ulige og derfor kræver internationalt udsyn.”
Generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke, Tim Whyte, hilser Stine Krøijer, velkommen.
”Det er et enormt stærkt kort for Mellemfolkeligt Samvirke, at Stine Krøijer nu som forkvinde skal være med til at styrke vores fokus på at støtte op om de unge, der allerede er på gaden i arbejdet med de afgørende kriser, verden står over for – herunder klimakrisen,” fastslår Tim Whyte.
På weekendens rådsmøde blev der også valgt ny bestyrelse:
Individuelle medlemmer:
Anders Hamming (2018 – 2020)
Andreas Dybkjær-Andersson (2019 – 2021)
Annette Rohde (2019 – 2021)
Flemming Hansen (2018 – 2020)
Helle Munk Ravnborg (2018 – 2020)
Khaterah Parwani (2019 – 2021)
Mahmoud Ismail (2018 – 2020)
Mary Consolata Namagambe (2018 – 2020)
Stine Krøijer (2019 – 2021) - Forkvinde
Kollektive medlemmer:
Rasmus Kjær Slot (2018 -2020)
Sine Jensen (2019 – 2021)
Medarbejderrepræsentant:
Karen Jørgensen (2019 – 2021)
Suppleanter:
Asger Narud (2019 – 2020)
Steen Folke (2019 – 2020)