Verden står over for en kombineret uligheds- og klimakrise. Klimaforandringerne med oversvømmelser, tørke og ekstremt vejr rammer ulige hårdt fattige mennesker i fattige lande, der ikke har råd til at tilpasse sig. Det er dobbelt uretfærdigt, da de kun har minimalt medansvar for klimaforandringerne.  

Uligheden er ude af kontrol. I de fleste lande stiger uligheden dramatisk. En lille økonomisk og politisk elite løber med det meste af væksten og efterlader det store flertal bagude. De sidste 35 år har de 1% rigeste i verden fået 27% af den globale vækst. De 50% fattigste har kun fået 12%. Ikke alle kommer med og får lige del i de store fremskridt, der er sket de sidste 30 år.  

Klima og ulighedskrisen får flere til at migrere og flygte. De unge kan ikke se en fremtid i deres eget land. Uligheden skaber politisk og social polarisering i samfundene, der sætter demokrati og menneskerettigheder under pres. Der kommer flere krige og konflikter mellem lande og inden for lande – der igen øger polariseringen og uligheden. 

Verdensmålene sætter en ny ramme om udviklingspolitikken. Klare mål om at udrydde fattigdom, begrænse uligheden, sikre bæredygtighed og sætte de svageste først. Mål, der også gælder i Danmark, fordi vi er en del af den samme planet og et globalt fællesskab, på godt og ondt. Udviklingspolitik er i dag tæt sammenvævet med national politik.  

Danmark kan spille en afgørende rolle i at gøre op med uligheds- og klimakrisen. Vi har gjort det før. Efter Rio-topmødet i 1992, hvor bæredygtig udvikling for alvor blev sat på den globale dagsorden, hævede Danmark udviklingsbistanden til 1 procent af BNI. Samtidig afsatte man yderligere 0,5 procent af BNI til indsatser for miljø og fred.  

I dag er Danmark dobbelt så rigt som i 1992. Klima og miljøkrisen er endnu mere presserende og uligheden i de fleste lande er steget dramatisk. Samtidig har Danmark – sammen med de nordiske lande – en unik samfundsmodel og position til at bidrage til løsningen af kriserne. Vi har udviklet en velfærdsmodel, der trods udfordringer og stigende ulighed kan danne forbillede for bekæmpelse af ulighed og sikre social og politisk stabilitet. Og trods danskernes uholdbart store klimaaftryk kan Danmark og danske virksomheder, ekspertise og teknologi bidrage væsentligt til at løse kriserne.  

Et regeringsskifte er en anledning til at tage førertrøjen på igen og gå foran i løsningen af de globale kriser. Danmark kan gennem en aktiv udviklingspolitik med fokus på ulighed og klima komme tilbage på et stærkt FN-spor med støtte til globalt og multilateralt samarbejde og konventioner med Verdensmålene som sigtekorn. For klodens fremtid, for klimaet, for de fattigste og for vores egen fremtid. 

En ny regering skal: 

• Handlingsplan for Verdensmålene: Der skal udvikles en Handlingsplan for Verdensmålene, der dækker både Danmark og globalt, der har fattigdom og ulighed i centrum og sætter de svageste først. Særligt skal den adressere at uligheden i Danmark stiger
• Øge udviklingsbistanden til 1% af BNP med mindst 50% af bistanden til langsigtet udviklingsbistand til de fattigste lande, særligt i Afrika, og med bekæmpelse af ulighed og fattigdom som målsætning, særligt gennem langsigtet støtte til opbygning af stærke institutioner, god regeringsførelse, stærke skattesystemer og velfungerende offentlige systemer for sundhed og uddannelse, særligt for kvinder.
• Klimabistand: Afsætte yderligere 0,5% af BNP til at hjælpe fattige lande med at tilpasse sig klimaforandringerne og til en massiv investering i en bæredygtig omstilling og udvikling  
• Udviklingskoalition: Med udgangspunkt i den nordiske udviklingsmodel og multilateralt samarbejde, sammen med de nordiske lande danne en udviklingskoalition af lande, der lever op til FN’s mål om at give mindst 0,7% i udviklingsbistand og som vil være med til at bekæmpe ulighed og fattigdom og fremme en bæredygtig udvikling
• Ressourcer: Genetablere den udviklingsfaglige kapacitet gennem flere ressourcer til Danida, også for at sikre sammenhæng på tværs af andre politikker, så handelspolitik, skattepolitik, landbrugspolitik, mm. bidrager til en bæredygtig udvikling 

 
Velfærd: Mere udviklingsbistand målrettet de fattigste - sæt de svageste først!  

Udviklingsbistand er afgørende for at nå Verdensmålene i de fattigste lande. For de 59 fattigste lande mangler der 3-400 milliarder dollars til at finansiere Verdensmålene inden 2030, selv hvis landene har solid økonomisk vækst og øger deres skatteopkrævning. Det betyder, at der er behov for en øget udviklingsbistand til disse lande mange år fremover og dansk og global udviklingsbistand skal prioritere de lande med størst behov.  

Vi skal have flere investeringer i udviklingslandene, der gavner bæredygtig udvikling og reduktion af ulighed. Men der er skabt en illusion om, at private investeringer vil lukke finansieringsgabet i de fattigste lande. Globalt går kun 7% af de private investeringer støttet med bistandsmidler til de fattigste lande.  Der er ikke tilstrækkelige kommercielle interesser i at hjælpe de fattigste med de basale livsvilkår og Verdensmål. Offentlige goder som uddannelse og sundhed skal ikke kommercialiseres. Udviklingsbistand skal ikke bruges til at sikre private investorer et afkast over markedet eller tvinge forbrugere og regeringer i udviklingslande til at betale en urimeligt høj pris gennem mange år for offentlig-private partnerskabs-projekter. Bistand skal til gengæld støtte den langsigtede opbygningen af grundlaget for at den private sektor kan spille en positiv rolle. Det kræver støtte til et retssamfund, uddannelse og sundhed, god regeringsførelse, et progressivt skattesystem og et stærkt civilsamfund – alt sammen forudsætninger for at landene selv kan gennemføre en bæredygtig udvikling med en stærk lokal økonomi. 

Sammen med en øget udviklingsbistand af høj kvalitet skal andre instrumenter til finansiering af udvikling styrkes. Udviklingslande skal have fri og fordelagtig adgang til de rige landes markeder. Den stigende gældskrise skal bremses og behandles på en struktureret vis, så den kan afvikles med et delt ansvar mellem låntager og långiver. Investeringer i bæredygtig udvikling skal fremmes. På tværs af alle politikområder – både i Danmark og i EU, OECD og andre internationale institutioner – skal det sikres, at fx handelspolitik, skattepolitik, klimatiltag, mm. ikke har utilsigtede negative konsekvenser for udviklingslandene. 

En ny regering skal:

• Offentlig finansiering til offentlige goder: Øge bistanden til de mindst udviklede lande, der ikke selv kan finansiere Verdensmålene, og målrette bistanden mod støtte til retten til frie offentlige kvalitetsservices inden for fx sundhed, uddannelse, socialt sikkerhedsnet. De svageste skal sættes først og selv være med til at sætte dagsordenen
• Den private sektor: Inddrage den private sektor i finansiering af udvikling, der hvor det giver mening, fx bæredygtig energi. Bruge udviklingsbistand til at investere i udvikling af gode vilkår for at lokale og arbejdspladsskabende virksomheder kan udvikle sig
• Langsigtet perspektiv: Øge bidraget til den langsigtede udviklingsindsats og løsning af årsagerne til de humanitære kriser. Humanitært arbejde skal målrettes lande, der modtager mange flygtninge og migranter, tænkes langsigtet med jobskabelse og primært tage udgangspunkt i unges, kvinders og lokalsamfunds egne ressourcer fremfor dyre eksterne leverancer.  
   

Lighed: Støtte progressiv skat i udviklingslandene og globalt 

Et opgør med uligheds- og klimakrisen kræver en progressiv skattepolitik til at rejse midler på en lighedsskabende måde til investering i klima, udvikling og velfærd. Støtte til skatteopkrævning er den bedste form for hjælp til selvhjælp til udviklingslandene. 

Mange udviklingslande har brug for at øge skatteopkrævningen, herunder skatteadministration og kompetencer. Men det er ikke ligegyldigt hvordan. Progressiv skat betyder, at de bredeste skuldre bærer den største byrde, som vi kender det fra den nordiske velfærdsmodel. Danmark skal målrettet støtte landene i at gennemføre skattepolitikker, der samtidig bidrager til at reducere uligheden i landene. Det betyder også, at Danmark gennem IMF og Verdensbanken skal arbejde for, at også disse institutioners rådgivning og støtte fremmer progressive skattereformer og reduktion af ulighed. 

Samtidig skal Danmark arbejde for, at de internationale skattesystemer og samarbejdet mod skattely og skattefiflerier fra rigmænd og store selskaber tilgodeser udviklingslandenes interesser bedre end de gør i dag.  
En seriøs indsats for både at støtte udviklingslandene og bidrage til at justere de internationale skatteforhold kræver en massiv oprustning på kompetencer og ressourcer i Danida og i Skatteministeriet. Til sammenligning er NORAD den næststørste bidragyder til OECD’s Inclusive Framework om skat, hvor udviklingslandene deltager, mens Danida og Skatteministeriet sjældent har ressourcer til at følge de internationale forhandlinger med udviklingsbrillerne på eller til at give kvalificeret rådgivning til landenes politikker og systemer. Meget taler for en styrkelse af de danske ressourcer og kompetencer og et tæt samarbejde med de andre nordiske lande. 

En ny regering skal:

• Markant oprustning af kompetencer og ressourcer  på skatteområdet i Udenrigsministeriet og i SKAT  
• Progressive skatter: Øge støtten til at styrke udviklingslandenes egen opkrævning af progressive skatter, hvor selskaber, de højeste indkomster og de største formuer betaler mest i skat. Danmark og Norden skal sikre, at støtte og rådgivning til skattesystemer gennem IMF,  Verdensbanken, OECD og EU også fremmer progressive skattesystemer
• Skattely: Tage globalt lederskab på at tilgodese udviklingslandenes interesser i at stoppe skattely og store selskabers og ultrariges skatteundvigelse, gerne i tæt samarbejde med andre nordiske lande
• Globale skatter: Arbejde for skatter på finansielle transaktioner, flybrændstof og formuer som finansieringskilde til en bæredygtig omstilling og udvikling i de fattigste lande. 

 
Frihed: Støtte demokrati og menneskerettigheder og særligt den unge generation 

Verden står i en demokratisk brydningstid. Det kalder på et endnu stærkere dansk engagement og lederskab, der går forrest i kampen for frihed, menneskerettigheder og demokrati.  

På den ene side er demokrati og menneskerettigheder under pres. Der er en global tendens, hvor magthavere indsnævrer mulighederne for demokratisk indflydelse for verdens fattigste, i takt med at økonomisk-politiske eliter får mere og mere magt. Den økonomiske og politiske ulighed stiger og skaber polarisering af samfundene. Angreb på demokrati og menneskerettigheder involverer ofte, at marginaliserede grupper gøres til syndebukke, og at demokratiske institutioner og mekanismer svækkes, herunder et mangfoldigt og aktivt civilsamfund. 

Men samtidig er der stadig stærk tilslutning til demokrati, og verdens autokrater møder stigende demokratisk modstand. Nogle gange i forbindelse med valg, andre gange fra uafhængige institutioner og ofte i gaderne fra aktivister og bredere befolkninger.  Og unge verden over går ofte forrest i kampen for demokrati og indflydelse og kræver, at det skal gælde for verdens fattigste og mest marginaliserede. 

Kampen for demokrati, frihed og lighed og imod autokrati og undertrykkelse er ikke ny. Det er en langvarig historisk kamp. De fremskridt, der historisk er vundet, er ofte vundet på trods af stor og magtfuld modstand. Og mange af de demokratiske sejrer, vi fejrer i dag, var ofte dybt kontroversielle og mødte stor modstand i deres samtid. Det kræver fremsyn, mod og handling at være aktivt på demokratiets side i den brydningstid verden står i.  

Verdensmålene lægger vægt på en inklusiv udvikling, hvor særligt de svageste bliver hørt og bliver tilgodeset først. Ikke mindst er det afgørende, at den store unge generation bliver hørt og inddraget. Danmark bør udnytte sit internationale renommé i forhold til internationalt samarbejde, demokrati og menneskerettigheder til at styrke og skærpe indsatsen for demokrati og menneskerettigheder.  

En ny regering skal:

• Sætte menneskerettigheder og demokrati centralt i udviklingsarbejdet gennem øget støtte til civilsamfund og samfundsinstitutioner, der kan holde magthaverne ansvarlige og være talerør og forsvarer for fattige, udsatte og minoriteter
• Aktivt bekæmpe indsnævring af demokrati og undertrykkelse af menneskerettigheder, særligt når regeringer og magthavere angriber frihedsrettighederne for civilsamfundet
• Fremme arbejdstagernes rettigheder til at organisere sig og kræve bedre arbejdsforhold og løn og et opgør med ulighed • Tilbyde fleksibel støtte til bevægelser og nye initiativer, særligt af unge, kvinder og marginaliserede folk, der taler og forsvarer deres egen sag