Den grønne aktivisme kan overhale politikerne

Stine Krøijer tog aktivt del i diskussionerne – og i aktioner mod bl.a. luftforurening, racisme og fascisme. En del år senere var hun med til at skabe organiseringen Globale Rødder.

”Og der var holdningen, at man måtte arbejde med nogle andre måder at skabe konfrontation på. Og nogle af de diskussioner, der var der, gled videre ind i det, der i dag er klimabevægelsen,” fortæller hun.

Tiden i den globale retfærdighedsbevægelse vakte en stærk interesse for, hvordan aktivisme og sociale bevægelser virker og forandrer sig. I flere år befandt Stine Krøijer sig i Sydamerika – både som studerende og som ansat i IBIS, hvor hun blandt andet fulgte zapatisterne i Mexico og indfødte folks bevægelse i Ecuador, der med hendes ord ”forsøgte at gentænke, hvad sociale bevægelsers rolle er.”

Da hun skulle skrive ph.d. søgte hun dog hjem til Danmark, bl.a. fordi, der var kommet børn ind i billedet. Hun ville arbejde antropologisk med aktionsformer og hvordan de udvikler sig.

”Det kom til at dække perioden fra da Ungdomshuset blev ryddet i 2007 til Klimatopmødet i København i 2009. Og det blev igen en periode, hvor der var enormt meget opbrud og diskussion i det venstreradikale miljø på Nørrebro,” siger hun.

Tankerne fra Globale Rødder, som hun selv havde været med til at stifte, dukkede op igen.

”Selvfølgelig var der også konfrontationer dengang – men der var også masser af happenings og kreativ aktivisme, hvor man satte skilte op på alle gader, som pludselig hed Jagtvej, besatte Flakfortet og andre ting,” siger hun.

Ungdomshuset blev ryddet og røgen lagde sig efterhånden i området omkring Jagtvej 69. Men den kreative aktivistenergi var gentændt. Og meget af den energi blev kanaliseret videre i de happenings, der blev organiseret i forbindelse med klimatopmødet i København i 2009. Klimakollektivet blevet dannet, som var med til at koordinere og arrangere den ambitiøse aktionsuge op til topmødet.

Stine Krøijer var der, først som antropolog og så som aktivist.

”Det blev til min ph.d – men det blev også mit eget afsæt til engagement i Klimakollektivet, for jeg gjorde det, antropologer på en måde ikke må gøre: I went native,” griner Stine Krøijer.  
Klimatopmødet endte som bekendt i skuffelse og tomme erklæringer. Og personerne bag Klimakollektivet var desillusionerede og flere var fanget i retssager. 

”Klimaretfærdighedsbevægelsen lå faktisk død i nogle år efter klimatopmødet i 2009 og er først kommet frem igen – på en mangfoldig og kreativ måde – inden for de seneste år, ” vurderer Stine Krøijer.

I dag ser hun med begejstring på, mens Greta Thunberg og unge skolestrejkende over store dele af verden er med til at sætte en grøn dagsorden. Det har skabt en åbning for unge mennesker, der pludselig har fået en meningsfuld måde at udtrykke deres utilfredshed på.

”Det er noget af det, min ph.d viste – at aktionsformer rejser mellem steder og kampe. Der er ikke nogen plan, der er ikke nogen der sidder fra centralt hold og bestemmer, at strejken skal være det foretrukne redskab i klimakampen. Aktionsformer rejser via sociale medier og har tidligere rejst fra menneske til menneske på alle mulige måder,” siger hun.

Fremover håber hun, at den sociale klimabevægelse kan vokse sig så stærk, at den kan overhale de nølende politikere.

Og Mellemfolkeligt Samvirke bør finde en rolle i den kamp.

”Jeg kunne forestille mig, at gården herude bliver et rum for diskussioner af nogle af de her emner. Det er svært at understøtte som stor organisation uden at overtage folks projekter og kampe. Vi skal finde en rolle som organisator, facilitator, idégenerator og samspilspartner.”