Hjælpende hænder til tyske børn af Anden Verdenskrig

De øvrige beboere i huset var den danske økonoma, der sammen med to-tre unge piger fra byen stod for måltiderne og regnskabet, samt husets ejer, Charlotte Nannestadt, der havde en lille lejlighed et sted i huset. Hun havde intet med arbejdet at gøre, men dukkede af og til op til vores aftenkaffe for at høre lidt om det hele.

Et hold bestod af 42 børn, lige mange piger og drenge, i alderen 6-12 år. Udvalgt blandt de ringest stillede børn af de sociale myndigheder i Braunschweig, der betalte halvdelen af udgifterne ved børnehjemmets drift. En repræsentant fra Mellemfolkeligt Samvirke deltog i udvælgelsen. 

Sol, snemænd og fortrolighed
Arbejdet med børnene var afvekslende og ikke strengt. Jeg fik bl.a. ansvar for 12 drenges tøj, men da der ugentligt kom både en "stoppekone" og en "strygekone " var det jo overkommeligt. Den daglige rengøring tog vi heller ikke del i. Hjælpernes væsentligste opgave var børnene med skiftende vagter omkring leg, hjælp til at komme i seng og op igen om morgenen. Samt det ugentlige bad med hårvask. 

Vi sov på skift i drengenes og pigernes sovesale. Der var få regler: Måltider og sengetid lå fast, og børnene skulle selv sørge for oprydning af legetøj. Der var fine legemuligheder, inde som ude, og legetøj til alle. Larm var der, det kan ikke nægtes. Men når børnene havde været der nogen tid, var larmen mest i form af glædesudbrud i forbindelse med leg. F.eks. når de var med til at sætte et teaterstykke op eller havde slået en "tante" i brætspil. 

I godt vejr var børnene altid ude i sne og sol. Her kunne de råbe, så meget de ville, når de kælkede eller byggede snehuler. Der var ingen huse i nærheden. I øvrigt indgik det i vagtplanen, at vi hver kun havde en halv dags legevagt ad gangen. 

Og det var jo ikke støj det hele. Der skulle altid være plads til opmærksomhed omkring det enkelte barn, der for en stund trængte til lidt ekstra omsorg og stilhed og til at snakke om det derhjemme. Disse små fortrolige samtaler gav mig indblik i kvinders og børns vilkår under krigen og i efterkrigstidens Tyskland. Børnene beklagede sjældent egne forfærdelige vilkår. Angsten sad især i dem på deres mødres vegne. De fortalte om volden, mødrene ofte var udsat for fra en mands side, de måske selv i god tro havde inviteret indenfor. 

I de små rum, familierne boede i, og i de lange uhyggelige gange i bunkeren, var børnene ofte vidner til råhed og vold. Det hjalp børnene at få lov at snakke om det. Det var lettere for dem at åbne sig, hvis vi lavede noget samtidig, så der blev bygget en del snemænd under disse samtaler. Ofte kom der endnu et barn til, og børnenes indbyrdes snak kunne være endnu mere oplysende for mig.

Der gik et stykke tid, inden det gik op for mig, at der ingen leder var. Det var så stor en selvfølge, at det ikke blev nævnt ved ankomsten. Og vi havde ingen problemer med i fællesskab at påtage os ansvaret for børnene eller med at nå frem til enighed om en god fordeling af arbejdet. Hver aften drøftede vi dagens hændelser, alvorlige som muntre, og fandt ud af, om noget skulle ændres i morgendagens planer.
 
Afskeden med det "gamle" hold børn var svær. Børnene græd, og vi var lige ved. Et par uger efter at holdet var rejst, skulle nogle af hjælperne besøge en del af børnene for at se, hvordan det gik. To dage efter det gamle holds afrejse kom det nye hold børn. I de to dage havde alle hænder i huset været i gang med at gøre rent. De nye børn var forpjuskede og forsømte, blege og små af deres alder. De var afdæmpede og søde. Deres tøj var tyndslidt, men heldigvis var der lige kommet en sending brugt tøj fra Danmark.

Små mirakler ved spisebordet
Små sørgmuntre historier prægede den første aften. Hvert barn fik en lille godnatsnak, når de var kommet i seng. Ingeborg på seks år var en af de få katolikker, og hun havde et problem. Hun kunne ikke komme i tanker om nogen synd, hun kunne skrifte. Jeg har ikke drillet nogen i dag, sagde hun. Og vi var enige om, at det ikke gik an at finde på nogen. Hun accepterede, at hun måske kunne bede Gud om at passe på mor, som hun også var bekymret for. Til sidst hviskede hun til mig, om ikke mor kunne komme herud. Det tog lang tid, før Ingeborg faldt til ro den aften. Det viste sig dog snart, at hun var både robust og snarrådig og en fin ven for de andre små.

Efter nogle få dages leg ude i sneen faldt de fleste børn i søvn, så snart de kom i seng. De små fortrolige samtaler fandt nu sted om dagen. Det var en fryd at se børnene trives. De knyttede sig til de andre børn og til os. Og vi kom jo til at holde af dem alle, som tilfældet havde været med det gamle hold. Enkelte af de store drenge på 11-12 år kunne godt finde på at give os det glatte lag. Men når det ikke udløste nogen skældud, faldt provokationen til jorden, og det hele endte med et grin og et knus. Børnene voksede, kom til at ligne deres alder, blev åbne og glade. 

Enkelte gange skete miraklet for øjnene af os. Et blegt stille barn, som var forblevet lidt indelukket, rankede sig pludselig ved et måltid, så sig omkring og smilede til os. "Jeg tror, jeg hører englene synge", sagde en af hjælperne.

Børn i mørke bunkere
Turen til Braunschweig blev en chokerende oplevelse. Jeg vidste jo nok, at det drejede sig om elendige forhold, men at de var så forfærdelige, som de var, forstod jeg først ved selvsyn. De fleste af børnene boede i gamle bunkere fra krigen. Det viste sig, at der ingen forskel var på forholdene, om bunkeren var gravet fire etager ned i jorden eller om den lå ovenpå. Intet dagslys og en kvalmende, kvælende luft i de små kabiner og de lange uhyggelige gange med fælleskøkkener. Råheden og volden kunne høres overalt gennem de tynde skillevægge. Når der ingen vinduer var i den bunker, der ikke var gravet ned, skyldtes det, at den skulle bruges igen i næste krig, fik vi at vide.

Andre børn boede i fugtige, uopvarmede kælderrum under familiens eget sønderbombede hus. Atter andre i klasseværelser, hvor skillevæggene mellem familierummene var af papir eller sækkelærred. Og atter andre i små, uopvarmede loftsrum med plads til to senge. Og sådan fortsatte det dagen igennem. Vi fik ikke snakket meget med børnene. Mange af dem græd, når de så os.  Forældrenes reaktioner var forskellige. Nogle, især enlige mødre, havde givet helt op, andre prøvede at holde "boligen" ren og hyggelig. 

Bedst klarede børnene sig i de familier, hvor faderen var kommet hjem og ikke var alt for skadet, mentalt og fysisk. Her var der lidt livsmod tilbage. Men at nøden var så stor i Tyskland, at der fortsat var brug for hjælpearbejdet, var tydeligt.

Alt dette, og meget andet, fik vi snakket godt igennem med Arne Frem fra MS ved hans to besøg. Og også med andre besøgende. F.eks. med frivillige, der gjorde ophold hos os på vej hjem fra skolebyggeriet i Grækenland.

Vores bekendte i Braunlage kunne berette, at der i byen herskede højst forskellige meninger om børnehjemmet. De fleste var taknemmelige over MS' indsats. Men et tysk børnehjem fandt dansk børneopdragelse rædselsfuld, og at der ikke var en leder var en skandale. Hotelejerne klagede skriftligt over vore børns støvletramp, når vi en sjælden gang havde nogle få børn med i byen. Danske træskostøvler larmer, og det kan godt være, at de kom til at larme lidt mere, når de passerede de dyre skisportshoteller med deres rige tyske turister. 

Men mest åbenlyst kom kritikken fra nynazisterne, der jo følte sig som krigens egentlige ofre. Vi fik en ubehagelig oplevelse, da en af dem mødte op ved hjemmet og råbte, at det var en skamplet på byen. Han nåede at aflire en masse ukvemsord om børnene og hjælperne, inden den tyske hjælper fik ham sat på plads, og han forsvandt.

Fridagene var et eventyr for sig. De blev brugt til daglange ski- eller Vandreture i den smukke natur. Ofte til små bjergbyer, hvor vi overnattede. MS betalte hver hjælper en overnatning pr. måned.
 
Så kom afskeden. Den mildnedes ved, at nogle af de store børn ønskede, vi skulle skrive sammen. Denne brevveksling over en del år viste, at for disse børn havde opholdet haft vidtrækkende betydning.