Tanker fra Uganda

Besøg på ambassaden
Allerede dagen efter jeg var ankommet i hovedstaden Kampala – på mit andet besøg i landet – var jeg inviteret ind til en snak med fungerende ambassadør Majbritt Holm Jakobsen på den danske ambassade i Uganda. Det er ikke hver dag, man bliver inviteret til kaffe hos ambasssadøren, slet ikke på Majestætens fødselsdag, så jeg tog selvfølgelig skjorte og slips på – og til min fortydelse også mine pæne sorte sko, som selvfølgelig efter fem minutter var brune af støv. Det var jo i Afrika.

Det var et forholdsvis kort visit på ambassaden, men vi fik da berørt et par alvorlige emner under kaffen. Heriblandt korruption og hvor meget det fylder i Uganda – som det fylder i rigtig mange andre afrikanske lande. Jeg fik måske spurgt Majbrit lidt dumt, om det så var højst på dagsordenen hos ambassaden, men hun svarede ganske fint, at det kunne man ikke rigtig sige, da det er så gennemsyret i næsten alt, hvad der foregår i landet, at man ganske enkelt ikke bare kan komme uden om emnet.

Der går faktisk flere penge til korruption i Uganda, end landet modtager i u-landshjælp. Med andre ord: Hvis der ikke var korruption i landet, ville Uganda kunne klare sig uden u-landshjælp. Tankevækkende!

Anti-korruptionsarbejde i ActionAid
Efter besøget på ambassaden tog jeg slipset af og drog mod hovedkontoret for ActionAid Uganda i Kampala, hvor der var sat et møde op om netop korruption. Det var efter mit eget ønske, indrømmer jeg gerne, da det er et emne, der ligger mig meget på sinde, generelt. På sekretariatet i Kampala fik jeg også hilst på diverse medarbejdere. Nogle af dem havde jeg hilst på før. Nogle var nye. Og så var der lige en lyshåret fyr, som jo stikker lidt ud fra mængden sådan et sted, og som jeg i hvert fald ikke havde set der før. Det viser sig at være Lasse fra lille Danmark, som bruger noget af sit sabbatår mellem studierne som voluntør i ActionAid. Jeg når lige at spise frokost med Lasse, som har været der i nogle måneder, og spørger ham nysgerrigt, hvad han synes om at være der. Han svarer, at han synes, det er spændende, men at han også har skullet vænne sig til den afrikanske mentalitet osv. Jeg ved, hvad han mener.

Han siger dog også noget andet, som jeg bider mærke i. Han fortæller, at han har lagt mærke til, at der mangler den der passionerede gejst på sekretariatet i Kampala, som man ellers finder hjemme på Fælledvej. Den, hvor man kan se og høre på folk, at de har valgt deres job, fordi de brænder for det. Hans bekymring ift. de ansatte på sekretariatet i Kampala går på, at de måske mere er der, fordi de derved har et job. Jeg kan sagtens følge Lasses tanke her, men jeg havde ikke tænkt over det før, så jeg syntes, det var værd at bringe videre. Og så kan du, kære læser, jo tænke videre over det. 

Mødet om korruptionsarbejdet var meget spændende. Jeg er blevet introduceret for siderne www.oilinuganda.org og www.ipaidabribe.ug.org før, men fik her en mere indgående gennemgang af formål, funktion og resultater herfra. Man arbejder bl.a. rigtig meget med unge aktivister landet over, som indrapporterer, når de opdager tegn på korruption, hvor de er. Unge mennesker, som jeg senere skulle stifte bekendtskab med i det nordlige Uganda, og som også er nævnt i MS’ Årsberetning for 2018.

Besøg i det nordlige Uganda
Straks efter mødet i Kampala skulle jeg faktisk direkte videre til Gulu-distriktet i det allernordligste Uganda – tæt på grænsen til Sudan – i selskab af en delegation fra sekretariatet. En seks timers køretur blev det til, før vi landede i Gulu by, hvor vi overnattede til larmen af Premier League-fans i gaderne.

Næste morgen kørte vi først ud til det lokale distriktskontor i Gulu, hvor vi blev taget imod af den ret nye distriktschef Hope, som sammen med resten af sit team kort introducerede os for de projekter, man har gang i deroppe – heriblandt et EU-støttet projekt til ”empowerment” af unge. 

Efter introduktionen af projekter, tog vi til landsbyen Amuru, hvor vi blev mødt af en flok bifaldende kvinder, der viste sig at være voldsramte kvinder, som blev hjulpet i det lokale center. Både inspirerende og rørende, men ikke de unge aktivister, som jeg havde forventet at møde – så jeg var lidt... overrasket.

Endnu en af de her ting, man skal vænne sig til i Afrika (ud over at tiden altid er relativ), nemlig det at man ikke altid får alt at vide. Sundt som det sikkert er, så er det i den grad noget, man som dansker skal vænne sig til, det med at man bare aldrig får alt at vide på forhånd – eller nogensinde.

Kvinden Lucy, med 11 børn, fortalte bl.a. om, hvordan hun var flygtet til ActionAid-basen i Amuru fra sin voldelige mand for at få hjælp. Og hvordan man fra Amuru hjalp hende, ikke blot med at komme på fode og få sine børn fra sin mand, men også hvordan AA hjalp hendes mand med at forstå, at han fik mere ud af at respektere hende og børnene som mennesker, hvilket han ellers ikke havde gjort. Meget mærkeligt med danske øjne, men desværre ikke unormalt i det nordlige Uganda. 

Lucy har i dag sit eget hus med eget land til, som hun kan dyrke. Hun har sågar så mange høns, at hun havde råd til at give undertegnede én, som jeg desværre måtte lade være på det lokale AA-kontor i Gulu, da jeg næppe havde fået lov til at få den med mig hjem. 

Fremtidens Uganda
Endelig dukker de op, de unge, jeg har ventet sådan på. Ugandas fremtid.

Jeg får de mest fantastiske historier om, hvordan de på knallert har ræset igennem offentlige blokader (af uvisse årsager) til deres egne landsbyer for bare at kunne se deres familier. Og hvordan de f.eks. har taget billeder af militærkøretøjer, der er kørt af sted med fælledede træer, som skulle sælges i Kampala. Fældning af træer er ulovligt i det nordlige Uganda, og de unge reportere har dermed afsløret, at regeringen står bag ulovlig handel med trævarer. Her må der være tale om korruption blandt lokale politikere/magthavere, siger de, for ellers kunne dette ikke lade sig gøre. 

Det er helt vildt interessant for mig, hvad der foregår. Og ud over de unges mod, må jeg også bare sige – i lyset af at de opererer med et gammelt delekamera – som jeg faktisk også allerede har meddelt til bestyrelsen i AAU: Hvis nogen skulle foreslå at give disse unge en smartphone hver, så ville jeg stemme for det forslag med det samme!

Jeg har ikke mere at fortælle, andet end at der stadig er arbejde at gøre i Uganda, og at jeg blot er glad for – af flere årsager – at være valgt for fire år ad gangen. Tak fordi du læste med.