Twitter-revolutioner og Facebook-forandring

Nogenlunde sådan lød de mest optimistiske forudsigelser, da internettet i begyndelsen af det nye årtusinde bandt verden sammen på kryds og tværs og gav alle mennesker mulighed for at komme til orde.
For det var oplagt at der var blevet rykket godt og grundigt ved en af grundpillerne i demokratiet: Den frie og uafhængige massekommunikation.

Den svenske medieforsker Christian Christensen analyserede udviklingen i 2009, da sociale medier stadig var forholdsvis unge. Og han vurderede, at de nye medier var skyld i en afgørende magtforskydning:
“Politik handler om magten til at definere, hvad der er rigtigt og forkert, hvad der er lovligt og ulovligt, hvad der er legitim modstand eller forræderi,” lød hans analyse. 

Og den magt lå tidligere hos aviser, TV, radio og film, som er så dyrt at producere, at beslutningerne bliver truffet af en smal elite og påvirket af skiftende politiske hensyn. Men elitens monopol blev brudt med Facebook og Twitter. 
“De sociale medier har muliggjort en fremstilling af alternative diskurser til et lokalt og globalt publikum og udfordrer derved magthavernes ortodokse sandheder,” skrev han i en analyse af Den Grønne Bevægelse i Iran, der også blev kaldt Twitter-revolutionen, fordi demonstranterne brugte sociale medier til at mobilisere en stor modstand mod præsidenten Mahmoud Ahmadinejad.

Ordet Twitter-revolution blev også brugt i årene efter, da Det Arabiske Forår samlede tusindvis af borgere til protester i blandt andet Tunesien og Egypten. Og i 2013 under store demonstrationer i Ukraine, der rasede mod styrets beslutning om at knytte bånd til Rusland i stedet for EU. I 2017 voksede protesterne mod seksuel chikane sig store, da Me too-bevægelsen fik kvinders vidnesbyrd til at sprede sig ved hjælp af et hashtag.

Alligevel er der langt fra enighed blandt forskere og iagttagere om, hvorvidt sociale medier reelt er med til at bane vejen for sociale forandringer. Den Grønne bevægelse i Iran blev knust med styrets jernhånd, det samme skete i mange tilfælde under det Det Arabiske Forår, og seksuel chikane kan dårligt siges at være manet i jorden. Når man ser sig om i verden, kan det i det hele taget være svært at få øje på de demokratiske fremskridt.

Skeptikere og utopister
Meget groft sagt er forskere og iagttagere delt ind i to lejre: Utopister og skeptikere. Utopisterne mener, at sociale medier uvægerligt vil bane vejen for en ny frihedshungrende generations opgør med forældede institutioner og magtforhold. Skeptikerne mener til gengæld, at internettet er uden grundlæggende betydning og i værste fald bliver udnyttet af despoter. Skeptikere frygter også, at sociale medier kan narre os til at tro, at sociale forandringer sker af sig selv, når blot de politiske aktører udnytter de nye mediers potentialer.

Reelt set befinder de fleste forskere sig et sted midt imellem de to yderpoler. Det gælder også Jakob Ohme, der har tysk baggrund og forsker i politisk deltagelse og digitale medier ved Amsterdams Universitet.
Overordnet set mener han dog, at sociale medier er med til at sætte mennesker fri.

“Du kan sige, at det går, som det altid går, når du har meget store forhåbninger. Noget forandrer sig, men det går ikke så hurtigt, som du forventede. Generelt set vil jeg dog sige, at der er mere frihed og flere muligheder, end før internettet kom. Det betyder ikke, at niveauet nødvendigvis er højt i den politiske dialog, der foregår online – bare se på kommentarsporene under en hvilken som helst avisartikel – men jeg tror alligevel, vi undervurderer, hvor meget denne type onlinekommunikation sætter mennesker fri,” siger han.

Til gengæld har det måske overrasket nogen, at det ikke kun de progressive, venstreorienterede stemmer, der er blevet sat fri. I Tyskland, hvor Jakob Ohme kommer fra, har de meget indvandrekritiske bevægelser, Pegida og Alternative für Deutchland, brugt sociale medier som en kæmpe megafon:

“De bruger sociale medier til at sige: Vi er ikke enige med jer, vi vil ikke have flygtninge, vi vil ikke have Angela Merkel. Og det er en del af frigørelsen, at det bliver synligt, hvem der faktisk er derude. De er en minoritet, men de er en stor minoritet. Så det er nok værd at tage dem seriøst,” siger Jakob Ohme.

Digital ekstremisme
Men er de sociale medier med til at skubbe nationalisterne længere ud i nationalismen? Er nye medier simpelthen med til at radikalisere debatten? Det er en bekymring, der ofte bliver luftet af forskere og iagttagere. Videoplatformen YouTube, der har 1,5 milliarder brugere, bliver kritiseret for at radikalisere sine brugere ved hele tiden at anbefale sine brugere videoer, der kolporterer ekstreme holdninger. Og på verdens suverænt største sociale medie, Facebook, får opslag med konfliktpotentiale ofte enorm rækkevidde, fordi de får folk til at dele og kommentere.

Jakob Ohme anerkender tendensen. Men ser den ikke nødvendigvis som et problem.

“Måske er det også de holdninger, der er mest relevante at diskutere. Andre emner kan også være vigtige, men det er som regel ikke dem, der omstyrter gamle strukturer. Skal vi investere i klimaforandringer? Skal vi behandle alle mennesker lige? Det er spørgsmål, som kan omstyrte de magtstrukturer i samfundet, som vi kender. Og derfor går de godt på sociale medier,” siger han.

Og i den sidste ende handler det måske også om, at folk skal lære at agere i en verden, hvor alle mennesker er deres eget verdensomspændende medie, og hvor løsrevne holdninger blander sig med gennemarbejdet indhold fra store mediehuse. Den læreproces er i fuld gang, mener Jakob Ohme.

“Ved det amerikanske valg i 2016 var folk simpelthen ikke klar til at gennemskue, at mediebilledet havde ændret sig. Gæt hvilken aldersgruppe, der delte fake news mest? Det gjorde de ældre på over 60 år. For i deres verden var nyhederne legitime, hvis der var en overskrift ved siden af et billede ved siden af en tekst. Men det er et godt tegn, at den yngre målgruppe var mindst tilbøjelige til at dele fake news,” siger Jakob Ohme.

Og læreprocessen er stadig i fuld gang. Det er værd at huske på, at sociale medier kun har været udbredte i lidt mere end et årti, mens videnskaben anslår, at sociale forandringer i gennemsnit er 14 år undervejs.
Der er brug for tålmodighed. Også med de hurtige, nye medier.

Tidslinje: VERDEN I BEVÆGELSE

Tekst: Mikkel Gottlieb