Vi bevæger os mod forandring

Sociale bevægelser har skabt de samfund, vi kender i dag. Historiebøgerne fortæller det ganske klart.

De har væltet monarker, vundet uafhængighed, banet vejen for demokrati og givet rettigheder til slaver, kvinder, arbejdere og etniske og seksuelle minoriteter.

Derfor er der al mulig grund til at holde øje, når mennesker i markant antal samler sig i opråb for klima og lige rettigheder – eller for lukkede grænser og høje mure.

Tidslinje: VERDEN I BEVÆGELSE

Men hvad er det, der i første omgang får en social bevægelse til at vokse frem?

Thomas Olesen, der er professor ved Aarhus Universitet og medforfatter til bogen “Politisk protest, aktivisme og sociale bevægelser”, har et bud.

“Sociale bevægelser opstår der, hvor det etablerede politiske system ikke kan eller vil tage nogle emner op, som befolkningen anser for at være vigtige,” siger Thomas Olesen.

Men der skal mange skridt til før en ulmende utilfredshed vokser til en stærk bevægelse. Først og fremmest skal de utilfredse borgere have noget at samle sig omkring. Et billede på, hvad der er galt i verden. Thomas Olesen kalder det uretfærdighedssymboler. Det kan være fotografier, personligheder eller begivenheder, fx mord eller massakrer.

“Uretfærdighedssymboler starter ikke bevægelser som sådan. Men de faciliterer og forstærker bevægelser, der allerede er i gang. Sådan var det også med Alan Kurdi, den druknede syriske dreng, der blev fotograferet mens flygtninge begyndte at strømme over Middelhavet i 2015. Billedet af ham genererede en masse ny trafik, aktivisme og indignation. Men den byggede jo på en indignation, som allerede var der. Så det er typisk noget, der kan galvanisere eller styrke nogle kræfter, som allerede er der,” siger Thomas Olesen.

Drømmene mod virkeligheden
Så indignationen skal have næring af symboler, som kan vække genkendelse og genklang. Men indignationen kan ikke stå alene, siger Liv Maria Detlif, der er kampagne- og organiseringskonsulent med mange års erfaring fra bl.a. Mellemfolkeligt Samvirke.

“Man starter med indignationen - men man skal koble det til håbet. I klimadebatten siger forskerne nu, at vi har 12 år til at redde planeten, hvilket jo er en sindssygt dystopisk udmelding. Men samtidig er der jo et håb. Hvis vi går i gang nu, kan vi nå det. Hvis du bliver for meget i dystopien, så skaber du frygt, og frygt skaber apati. Hvis du bare er bange, er det sjældent, du handler.”

Og her er lederskabet vigtigt, understreger Liv Maria Detlif. Lederskab fra mennesker, der har evnen til at stille sig frem og skabe en fortælling, der kobler indignationen med håbet.

Liv Maria Detlif har for nylig studeret betydningen af lederskab i sociale bevægelser under et forløb på Havard University i USA, hvor Marshall Ganz stod for undervisningen. Ganz er den måske mest berømte teoretiker i organisering af politiske kampagner og skabte blandt andet strategien til den kampagne, der bragte Barack Obama ind i Det Hvide Hus. En kampagne, der i allerhøjeste grad formåede at bruge håbet som en samlende kraft.

En af hans vigtigste pointer er, at det er afgørende at distribuere lederskab, bygge nye ledere op, der kan være med til at sprede bevægelsens grundlæggende fortælling. Under Obamas kampagne skabte Marshall Ganz de såkaldte Camp Obamas; træningsforløb af mennesker, som kunne få folk til at lytte. De lærte at fortælle deres egne historier og begyndte at stemme dørklokker. Det opbyggede 3000 ledere, som mobiliserede 3 millioner frivillige i kampagnen.

Problemet for Barack Obama var, at virkeligheden – med kompromisser og modstand i Konkressen - ramte ham hårdt, da han rykkede ind i Det Hvide Hus. Og han fik travlt med at opløse hele den organisation, der var blevet bygget op – til Marshall Ganz’ store fortrydelse.

“Marshall Ganz virker desillusioneret,” siger Liv Maria Detlif efter forløbet på Havard Universitet. “I hans forståelse kunne det være blevet så stort, og så blev der bare lukket ned for det. Og Obama-kampagnen fylder meget lidt i hans nye bog, i forhold til hvor stort det var. Han er skuffet.”

Forandring indefra
Det efterlader et par gode spørgsmål: Hvor meget rykker bevægelserne egentlig? Vil de store visioner ikke altid støde på grund, når de rammer den politiske virkelighed? Vil alle de grønne ambitioner fra valgkampen visne, når de kommer på bordet under de kommende finanslovsforhandlinger?

Det tætteste vi kommer et videnskabeligt svar kommer fra den amerikanske politolog og professor Erica Chenoweth, der har lavet et studie af 40 års sociale bevægelser. Og hun er nået frem til, at der er et tipping point, når man har aktiveret omkring 3,5 procent af befolkningen. I Danmark svarer det til omkring 200.000 mennesker, der for alvor skal være klar til handling. Klimabevægelsen er måske ved at nå den volumen.

Ikke desto mindre oplever mange store sociale bevægelser i dag, at det er særdeles svært at skubbe beslutninger igennem systemet, når man står helt ude på gaden, siger Emil Husted, der forsker i alternativ politisk deltagelse som adjunkt ved Institut for ledelse, politik og filosofi på CBS.

“I det liberale demokrati har vi jo en stolt tradition for protestbevægelser. Særligt i de protestantiske lande, protestantismen er jo en protestbevægelse mod den katolske kirke. Så vi vil gerne lytte til dem og politikerne er hurtige til at tage ejerskab på protestbevægelser ved at vise sympati med de børn, der strejker osv. Men på den anden side er protestbevægelser også blevet en del af hverdagskosten,” siger han.

Det oplevede aktivisterne i Occupy-bevægelsen, der kæmpede mod finansverdenens grådighed. Opbakningen var massiv, men de konkrete resultater var til at overse.

“Det er blevet business as usual. Politikerne er blevet vant til, at der står mennesker og demonstrerer nede på Christiansborgs Slotsplads. Og de er blevet vant til underskriftsindsamlinger og borgerforslag. Det rører dem ikke så meget længere,” siger Emil Husted.

Derfor oplever han en tendens til, at de sociale bevægelser er ved at bevæge sig ind i magtens inderste cirkler.

“Jeg tror, der er kommet en accept af, at aktivister også må kæmpe på den realpolitiske bane. Så hvis man ikke kan ændre systemet udefra, må man gøre det indefra. Mange partier vil heller ikke ses som partier i den gamle forstand men snarere som bevægelser eller platforme. Det kommer der nogle sjove konstruktioner ud af; partier med en helt anden struktur for at undgå det store bureaukrati, partier uden medlemmer og partier, der bare hedder Klaus Riskjær Pedersen. Så der er en masse innovation mod det politiske system,” siger Emil Husted.

Men hvis bevægelser vokser sig store nok, har de bestemt styrke til at ændre den politiske dagsorden udefra. Det ser vi med klimabevægelsen i dag, som også samler folk, der i andre bevægelser har kæmpet mod finansspekulation, global ulighed og ureguleret kapitalisme. Det er med andre ord afgørende at bygge alliancer, der kan give styrke til kravet om forandring, mener Emil Husted.

“Hvis man kan få sin egen kamp til at repræsentere mange andre kampe i samfundet, så er man nået rigtig langt. Det handler altså kort sagt om at udvide sin egen kamp, så den kommer til at handle om noget mere, end den oprindeligt handlede om. En vigtig opgave er i den henseende at finde et symbol eller et udtryk, der er abstrakt nok til at alle de implicerede parter kan identificere sig med det,” siger han.

Tekst: Mikkel Gottlieb