
Sammen kan vi ændre klimakrisens kurs og hjælpe verdens fattige
Onsdag den 8. august udkom FN’s klimapanels specialrapport “Climate Change and Land”. Den dokumenterer, hvordan menneskets udnyttelse af klodens landarealer skader klimaet. Der er ifølge eksperterne nødt til at ske store forandringer, hvis vi vil komme gennem klimakrisen. Det er vi – Mellemfolkeligt Samvirke og vores internationale søsterorganisation, ActionAid – aldeles enige i.
Klimapanelet er kritisk over for landbruget, som vi kender det i dag. De store kødproduktioner er ineffektive og udleder for meget CO2. Intensivt landbrug medfører skovrydninger i så stor skala, at mængden af CO2 bliver svær at nedbringe fra naturens side. Hele 22 procent af det samlede CO2-udslip stammer fra jordbrug, så der er grund til at genoverveje, om vi gør det godt nok. Konsekvenserne er nemlig temperaturstigninger, mere ekstremt vejr, ørkendannelse, forhøjede vandstande, jordforringelse og fødevareusikkerhed. Vi er simpelthen nødt til at omstille os til en fremtid, hvor vi udnytter jorden mere effektivt og producerer flere bæredygtige fødevarer.
Det mener Teresa Anderson, der er climate policy coordinator i Mellemfolkeligt Samvirkes søsterorganisation ActionAid også.
- Verdens førende videnskabsfolk er helt sikre i deres sag. Den måde vi producerer fødevarer og behandler landjorden på, skal ændres markant, hvis vi skal undgå katastrofiske klimaforandringer. Landbrug skal foregå i samspil med naturen, siger hun.
De rige lande bærer et stort ansvar
I Mellemfolkeligt Samvirke mener vi, at det er ganske åbenlyst, at de rige lande skal gå forrest som gode eksempler i kampen for mere bæredygtighed. Men det er ikke nok at gå forrest. De rige lande har længe været de største klimasyndere, men samtidig vil de også være de lande, der bedst vil kunne omstille sig til nye klimaforhold i fremtiden. Det har udviklingslande ikke ressourcerne til, og det kan skabe katastrofer, hungersnød og massive folkevandringer.
Eftersom de rige landes forbrug og produktion har skabt klimakrisen, bærer vi derfor også et stort ansvar for at bistå verdens fattige i omstillingen til bæredygtighed.
I Danmark kan vi tage det ansvar og vise vejen for de andre rige lande. Derfor har vi i Mellemfolkeligt Samvirke foreslået den nye regering, at Danmark bør afsætte yderligere 0,5% af BNP til at hjælpe fattige lande med at tilpasse sig klimaforandringerne og til en massiv investering i en bæredygtig omstilling og udvikling.
Bæredygtig omstilling starter ikke kun på regeringsplan, men også ved den enkelte. Derfor støtter Mellemfolkeligt Samvirke bønder, og især kvinder, i mere end 30 lande verden over i omstillingen til bæredygtige landbrugsmetoder, der ikke skader klimaet.
Læs også
