
Fra Amman til Valbyparken: Salem vil lave folkemøde for unge i Jordan
Salem Hamarneh hilser med et insisterende og venligt blik. Den 29-årige ingeniør og socialaktivist er i Danmark med en gruppe medaktivister fra den arabiske region. De skal med cirka 30.000 andre unge deltage i Ungdommens Folkemøde, der løber af stablen i Valbyparken torsdag og fredag i denne uge.
Her vil de udveksle erfaringer i samarbejde med Mellemfolkeligt Samvirke som en del af Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram.
”Jeg glæder mig til at få en masse erfaring fra mennesker fra hele verden og høre deres succeshistorier,” fortæller Salem Hamarneh og fortsætter:
”Det er første gang, at jeg deltager i så stor en begivenhed, og jeg ser frem til at møde mange forskellige mennesker”.
På Ungdommens Folkemøde afholder Salem Hamarneh sammen med andre aktivister fra Mellemfolkeligt Samvirke og med Dansk Ungdoms Fællesråd eventet Yalla tabadul. Eventet danner ramme for, at unge fra arabiske lande og Danmark mødes og gennem gruppesamtaler udveksler erfaringer, ideér og forskellige perspektiver på livet som ung.
”Vi er her som ambassadører for Jordan, og vi håber at få meget erfaring herfra, som vi kan bruge til at styrke vores aktiviteter i Jordan. Vi skal dele erfaringer, udvide vores netværk og få viden om at organisere større begivenheder,” siger Salem Hamarneh.
Ung aktivist
Salem Hamarneh har haft fuld fart på som aktivist, siden han begyndte at engagere sig i samfundet. Han har været med til at organisere kandidatdebatter til det lokale borgmestervalg og stifte flere ungdomsinitiativer i Jordan herunder den ungdomspolitiske klub Vox Populi. Nu er han frivillig i ungecenteret Liwan Youth Space. Et center for unge, der vil mobilisere sig og lave initiativer med henblik på social forandring.
”Jeg startede som 20-årig med at være aktivist, da jeg ville bidrage med så meget som muligt til mit lokalsamfund. I min optik skal vi ikke bare klage over situationen. Vi skal være den ændring, som vi ønsker at se i samfundet,” fortæller Salem Hamarneh.
I Jordan er der netop sket en ændring i forhold til aktivisme, og Salem Hamarneh ser store perspektiver i fremtidens aktivisme i hans hjemland.
”Aktivisme er stadig lidt en ny trend i Jordan. Førhen var det mest politiske partier, men efter at flere NGO’er er begyndt at operere i Jordan, er der nu et større netværk at engagere sig i. Der er mange initiativer, der vokser i Amman på grund af NGO’erne. Vi har en god mulighed for at udvide sociale og politiske aktiviteter i Jordan,” fortæller den 29-årige aktivist.
Og det store håb med besøget til Ungdommens Folkemåde er klart:
”Måske kan vi arrangere en begivenhed som Ungdommens Folkemøde i Jordan. Det vil selvfølgelig være i mindre skala, men hvor vi samler unge mennesker fra flere forskellige byer. Besøget her i Danmark bliver en rigtig spændende oplevelse og en vigtig erfaring at få”.