
Jóhanna er frivillig: ”Jeg vil udfordre fordomme og udvide horisonter”
Da Jóhanna Ellendersen Brogård var yngre, blev hun ofte konfronteret med fordomme om hendes ophav. Især når hun rejste ud i verden.
Det var fordomme om at være færing og livet på Færøerne. ”Har I rindende vand? Har I internet?” blev hun spurgt, når hun fortalte, at hun var halv færing. Så måtte hun fortælle, at der selvfølgelig er rindende vand og internet på Færøerne.
Men hun bed mærke i de her fordomme, og hun tænkte, at de jo egentlig findes over alt. Hun begyndte at lægge mærke til dem i hverdagen. Især de mere negative fordomme.
”Det provokerer mig, hvordan der skabes negative fordomme om forskellige minoriteter i samfundet,” siger Jóhanna.
Jóhannas egne oplevelser, men også især de mange negative fordomme i samfundet som hun bemærkede, var en af hovedårsagerne til, at hun besluttede sig for at blive frivillig i Mellemfolkeligt Samvirke.
”Jeg vil bidrage til at nedbryde fordomme i samfundet, og samtidig at de unge får øjnene op for, at der er så meget mere end vores egen lille boble i Danmark,” fortæller Jóhanna.
Den dag på Nørrebro
Og Jóhanna oplevede, at der er meget at tage fat på, da hun som frivillig arrangerede Alternativ Byvandring på Nørrebro for en skoleklasse.
”Da jeg startede som frivillig var jeg med på byvandring på Nørrebro med en skoleklasse, der ikke var fra København. Da vi spurgte, hvad de vidste om Nørrebro, så svarede de bandekriminalitet, stoffer og skudepisoder,” husker Jóhanna og fortsætter:
”Vi forsøgte så at udfordre de fordomme ved, at de skulle løse opgaver, der fik dem til at reflektere over diversitet på Nørrebro og at være multikulturel”.
For Jóhanna handler det om, at hun vil prikke til de unge og deres holdninger. Hun vil skabe refleksion hos dem, så de tænker over fordomme i samfundet.
Som en del af at udfordre fordomme ønskede Jóhanna også at blive frivillig for at være med til at udvide unges horisont og tænke ud over Danmarks grænser. Mere globalt.
Derfor er hun en del af projektet Verdensklasse, der går ud på at engagere unge i vigtige samfundsproblematikker med globalt perspektiv.
I projektet er hun med til at afholde workshops for skoleklasser om for eksempel verdensmålene, og her er hun som nyuddannet statskundskaber lidt på udebane.
”Man bliver udfordret på en fed måde, når man for eksempel pludselig står og afholder workshop for en hel skoleklasse. Jeg lærer meget om formidling, men også om de globale emner og problematikker, vi formidler om,” siger Jóhanna.
Et givende fællesskab
Jóhanna har snart været frivillig i Mellemfolkeligt Samvirke i et år, og hun glæder sig over, at hun tog beslutningen om at blive frivillig.
”Det er vildt fedt, at der er så mange engagerede mennesker i Mellemfolkeligt Samvirke. Der er en god stemning, og det er et enormt givende fællesskab med mange frivillige, der virkelig brænder for en sag,” siger Jóhanna.
”Der er desuden mange initiativer for os frivillige. Jeg har været til frivilligdag med workshops, hvor vi er blevet rystet sammen. Her møder man en mange andre spændende frivillige og udveksler en masse erfaringer fra hver vores område,” fortæller Jóhanna.
Når dagen er omme, og hun har sagt farvel til den sidste skoleelev, så håber Jóhanna, at hun har været med til at udfordre deres syn på verden og samtidig sået en lille spire hos eleverne.
”Jeg håber, at jeg kan være med til at skabe en bevidsthed hos de unge om, hvorfor det er vigtigt at udfordre sine fordomme og have et globalt udsyn,” fortæller Jóhanna og fortsætter:
”Det er mega givende at arbejde med unge, og jeg håber, at jeg kan være med til at tænde en gnist hos dem, så de også får lyst til at engagere sig i samfundet”.
Vil du også være med i et inspirerende fællesskab af frivillige og udfordre fordomme, udvide horisonter eller noget helt tredje, så læs mere om at blive frivillig i Mellemfolkeligt Samvirke HER.