Zambias unge kræver politisk indflydelse
Tre. Kun tre af de 156 medlemmer af parlamentet i det sydafrikanske land Zambia er unge. Og det selv om der aldrig før i Zambias historie har været så mange unge som nu.
”I Zambia er man ung, hvis man er mellem 15-35 år, men selv om de unge udgør knap 37 procent af landets samlede befolkning, har de ingen politisk indflydelse på deres fremtid,” fortæller Prisca Sikana, der træner unge i Zambia i politisk aktivisme.
Træningsforløbet foregå i Mellemfolkeligt Samvirkes Globale Platform, der er en slags uddannelsescenter med tilbud om kurser i blandt andet kampagnetilrettelæggelse, iværksætteri, kommunikation og brugen af sociale medier, og netop den skæve aldersfordeling i Zambias parlament er en af de udfordringer, som Prisca Sikana og de unge målrettet arbejder med.
Unge helt uden indflydelse
”De unge i Zambia er helt uden indflydelse – også i sager, der netop vedrører dem. Kun omkring to procent af parlamentets medlemmer er under 35 år, og vi har ikke en eneste minister under 35 år. Hver gang der dannes en ny regering eller er en ministerrokade, så hentes tidligere ministre ind, og de er typisk mindst 60 år, selv om det regerende parti erklærer, at de unge er morgendagens ledere. Men i morgen indfinder sig aldrig, hvis de unge ikke selv tager affære,” siger Prisca Sikana, der selv er 40 år, men har arbejdet med børns og unges rettigheder i de seneste ti år.
Indsatsen er blandt andet rettet mod valget næste år.
”I 2021 har vi parlamentsvalg, og de unge er begyndt at forberede sig på, hvordan de skal gribe det an. Hvordan sikrer vi os indflydelse og hvordan sikrer vi os mod den skævhed, der eksempelvis er i sundhedssystemet: her får børn under fem år gratis behandling. Det samme gør folk over 60 år. Men alle vi andre, der udgør det store flertal, må selv betale, forklarer Prisca Sikana, der har en baggrund som journalist og en uddannelse i udviklingsstudier.
Manglende adgang til uddannelse er også en udfordring for mange unge.
”I byerne er der sket en forbedring med hensyn til grunduddannelse, men ude på landet er det stadig svært. Mange når ikke længere end syvende klasse, fordi afstanden til en skole, der tilbyder de følgende klassetrin, er alt for lang. I byerne er situationen omvendt, at det kun er de få udvalgte, der får adgang til universitetet eller en anden videregående uddannelse. De fleste unge er afhængige af, at forældrene har råd til at betale for uddannelsen, og det er ikke billigt,” uddyber Prisca Sikana.
Pigerne rammes hårdest
”Forældre foretrækker, at det er drengene, der får en uddannelse. Pigerne skal jo giftes, lyder argumentet, og vi ser mange piger – helt ned til 12 års alderen, der giftes bort, og bliver tidligt gravide. Vi ser det blandt andet i et projekt, som vi har i et afsides sted 1000 km fra hovedstaden Lukaka. Her arbejder vi med unge skolepiger, der udsættes for vold. Mange af disse piger er gravide, og pludselig dropper de projektet, fordi de har født.”
Hvad med arbejdsløshed og økonomien?
”Vi har en høj arbejdsløshed – især blandt unge. Tag du fem unge mennesker i Zambia, vil kun en af dem have et arbejde. Vi har rigtig, rigtig mange unge med en uddannelse, som ikke kan finde et job. Eksempelvis har vi omkring 57000 uddannede lærere, men der er kun brug for omkring 2000 nye om året. Dertil kommer alle de unge, der ikke får en uddannelse. De er også arbejdsløse,” siger Prisca Sikana.
For nogle år siden var der mange jobs til unge i kobberminerne, men de fleste lukket eller privatiseret, og det er ensbetydende med fyringer og lavere lønninger for de, der beholder deres job. Minerne, der ansatte langt de fleste antal mennesker i Zambia, er i dag en skygge af sig selv.
Forfølgelse og arrestationer
”Vi oplever også et mindre råderum for civilsamfundet og studenterorganisationerne. De udsættes for forfølgelse og arrestationer fra myndighederne. Eksempelvis får vi på den Globale Platform besøg af mærkelige personer, der stiller mærkelige spørgsmål,” siger Prisca Sikana.
Hun fortæller, at regeringen ligefrem vil ændre loven om den offentlige orden, forfatningen og valgloven, og det vil gøre civilsamfundets og aktivisterne arbejde meget vanskelig.
”Det vil i høj grad påvirke de unge, fordi civilsamfundsarbejde og aktivisme er deres eneste redskab, når de forsøger at holde regeringen og politikerne ansvarlige. Regeringen arbejder også på begrænse bruge af Facebook og WhatsApp, og mange unge er allerede blevet retsforfulgt på grund af noget, de har skrevet. Vi har også haft problemer før i tiden, men de er blevet værre, fordi regeringen er mere fokuseret på at have kontrol og mindre villig til at modtage kritik. Det virker som om, at den vil beholde magten for enhver pris,” fastslår Prisca Sikana.
De unge i Afrika
- Afrika har den yngste befolkning i verden, og den vokser hurtigt. Men det er de ældre generationer, der dominerer det politiske liv og sidder på magten i samfundet.
- Det er bestemt ikke en ny problematik. For som Mohamed Yahya, regional koordinator for UNDP (FNs Udviklingsprogram) i Addis Ababa, Etiopien, unederstregde tilbage i 2017:
- “Der er behov for en omfattende politisk dagsorden med demografisk-informerede indsatser, der adresserer politisk, kulturel og økonomisk eksklusion af de unge på en sammenhængende måde. Det vil ikke være en lille bedrift, ikke mindst på grund af den massive aldersforskel mellem Afrikas unge flertal og deres ledere: Den gennemsnitlige afrikanske præsident’s alder er 62 år, mens medianalderen for Afrikas befolkning er 19,5 år. Det er verdens største aldersforskel mellem lederne og deres befolkning, og det stiller spørgsmålstegn ved, hvorvidt beslutningstagerne repræsenterer og forstår de unges behov og ønsker.”
Kritiseres regeringen udefra – eksempelvis fra EU?
”Den britiske højkommissær har været meget højlydt, men ellers er det tavshed fra EU og Den Afrikanske Union. De kan se, hvad der sker, men de vender det blinde øje til.
Og hvad betyder det for jer – de unge i Zambia? Er det vigtigt for jer at få opbakning udefra?
”Ja, men vi er også nødt til selv at kunne tage affære, og derfor arbejder vi på at ruste de unge, så de kan tage ordet, organisere sig og stille politikerne til ansvar. Det er en proces, hvor de unges selvtillid skal opbygges. De unge i Zambia skal se sig selv som change-makers og så skal vi have et opgør med den herre-tjener-mentalitet, der hersker i forholdet mellem de politiske ledere og befolkningen. Det er befolkningens skattemidler, de forvalter, og derfor skal de selvfølgelig også stilles til ansvar, og derfor arbejder vi så målrettet med de unge, med bevægelserne og aktivisterne.”
Prisca Sikana nævner en af sejre, som de unge aktivister har været med til at få i hus:
Zambias Financial Intelligence Centre skulle have en ny bestyrelse, og det kom frem, at den tiltænkte formand havde forgrebet sig på en kvinde i sit tidligere job. Det blev en kæmpestor sag på de sociale medier, hvor folk sagde fra: Præsidenten kan IKKE udpege denne mand.
”Det endte med, at præsidenten skrottede den pågældende kandidat og det viser, at der er lys for enden af tunellen, hvis vi står sammen og stiller krav til vore politiske ledere,” understreger Prisca Sikana.