Corona-dagbog fra Uganda: 27-årige Frank fortæller
Mit navn er Frank Byaruhanga. Jeg er 27 år. Jeg er blogger, fotograf og arbejder med kommunikation og unge på Mellemfolkeligt Samvirkes globale platform i Uganda.
Jeg vil gerne give jer et indblik I, hvordan livet i corona-tiden ser ud lige nu i Kampala og rundt omkring i Uganda.
Hovedstaden Kampala er i øjeblikket fuldstændig uigenkendelig pga. coronavirus. Restauranter, butikker, barer, skoler og museer er alle lukket ned. Den offentlige transport er midlertidigt suspenderet. Fortovene er øde. De eneste mennesker, der færdes udendørs, er militæret, politiet og forsvaret. Ligesom mange andre mennesker går de forsigtigt, som om, at de forventer at kunne træde på en bombe når som helst.
Folk flygter til landsbyerne
Folk panikker, og med god grund, for antallet af smittede eksploderer. Der er over 18 tilfælde indtil videre, men ingen døde. Tallet er alligevel skræmmende. På flere hospitaler på landet, og ikke mindst også i byerne, er der utrolig få værnemidler. Mange er flygtet ud til landsbyerne, men situationen forværres dog stadig derude.
Vores økonomi bliver værre, og unge mennesker vil igen begynde at stjæle. Gud forbyde det! Men det største problem lige nu er, at der er så meget frygt i luften. Jeg besøgte en by ikke så langt herfra, der hedder Kasanga, og her så alle så mistænksomt på hinanden. Det var sådan en ubehagelig følelse.
Bliver næsten tæsket ihjel
Folk stod med fire meters afstand til hinanden og udsendte blikke, der sagde ”Du vover bare at komme nærmere”. Scooter-taxaer kan ikke tage passagerer med på grund af direktivet fra præsidenten, og når politiet ser nogen gå på vejen, bliver han eller hun næsten tæsket ihjel.
For at være ærlig; når militæret og politiet udøver vold mod borgerne, så er det vanvittigt skræmmende, og de overtræder vores menneskerettigheder. Vi vil alle gerne leve og overleve. Ingen vil dø, før de har fulgt deres drømme til dørs.
Taknemmelighed for livet
Den her periode har lært mig ikke at tage noget i livet for givet. I stedet skal jeg være taknemmelig for det. I skulle alle begynde at sende flere virtuelle kram, sige farvel på en lidt mere meningsfuld måde, gøre noget ekstra ud af at skrive til en kær ven, værdsætte solskinnet, være glade, give håb til mennesker og ikke skabe frygt.
Igen; hver gang du går hjemmefra og kommer tilbage igen, vask dine hænder med sæbe, måske læse en god bog og forsøge at bekæmpe frygten, så skal vi nok overkomme det her!
Du kan læse hele beretningen på Franks personlige blog HER.