
Corona fik Sadiyas forretning til at gå ned - nu hjælper hun andre kvinder i kampen mod coronaen
Pengene hænger langt fra på træerne for Sadiya Usman, en lokal kosmetolog i Gadabuke-området i Nigeria. Under normale omstændigheder ville hendes forretning køre på skinner med massevis af kvindelige kunder, der stillede sig i kø for at handle skønhedsprodukter og sæbe. Nu er pladsen foran butikken helt tom, og det er tilfældet, selvom lokalsamfundet ikke gennemgår en lockdown.
”Jeg har ikke længere mulighed for at købe de kemikalier og det råmateriale, jeg plejer at bruge til at producere sæbe, fordi priserne på varerne er steget skyhøjt,” fortæller Sadiya om situationen.
Hun overvejede at holde fast i sin oprindelige pris og sænke kvaliteten på varerne, men i stedet besluttede hun sig for at bevare den høje standard og gå i underskud. Hun fortæller, at hun forinden corona-krisen producerede et sundt overskud og havde planer om at udvide forretningen, men det ønske må hun nu se længe efter.
Kvinderne i landsbyen har nemlig ikke råd til at købe sæbe og shampoo, da fokus har rykket sig fra ”skønhed” til ”sult og overlevelse”, fortæller Sadiya.
Hun lader sig dog hverken blænde af sine egne udfordringer eller af fremtidens uvished. Som lokal samfundsfacilitator for ActionAid Nigeria styrker og træner hun nu 19 andre kvinder i at producere sæbe og desinficerende midler, samtidig med at hun underviser dem i at holde afstand og tænke i personlig hygiejne.
Læs også
