
Corona fra A til Å: 16-årig pige underviser landsbyboere i Bangladesh
MayHla Prue er 16 år, hun passer sin skole i 10. klasse, og så bor hun hjemme hos sin familie på 4. Det lyder umiddelbart som om, hun lever et naturligt ungdomsliv, men for MayHla Prue er det langt mere end bumser i panden og drengeproblemer, der fylder i hverdagen.
I landsbyen Thanchi, hvor hun bor, havde ingen lokale nogensinde hørt om ”corona-virus”. Hverken sygdommens fatale konsekvenser, dens omfang på verdensplan eller forebyggelsesmetoder var almen viden for borgerne i landsbyen. Det satte hjernegymnastikken i gang hos MayHla Prue, og hun følte pludselig en trang til at oplyse indbyggerne.
”Jeg tror på, at pandemien vil ende en dag, og når den gør det, vil både vores lokalsamfund og resten af verden gennemsyres af fred, men indtil da bliver alle nødt til at kende til de udfordringer, vi står overfor,” siger MayHla Prue.
Ansat som børneredaktør
MayHla Prue er nu ansat som børneredaktør i ActionAid Bangladeshs lokale journalistgruppe, hvor hun påtager sig et stort medansvar for at informere borgerne. I marts deltog hun, sammen med 14 andre gruppemedlemmer, i et corona-kendskabskursus for at blive klogere på sygdommen. Da gruppen trådte ud af kursussalen, beriget med ny viden, var de indstillet på at undervise de lokale borgere i corona-virussens ABC.
Hun, og de andre journalister, kommunikerer nu de aktuelle retningslinjer for at forebygge corona-smitte. Det gør de ved at fortælle om, hvordan borgerne skal holde afstand, have håndhygiejnen i orden og gå i selvisolation. Herudover underviser de i, hvordan borgerne kan genkende virussens symptomer, hvad de skal foretage sig, hvis de bliver smittet, og fakta omkring, hvordan corona-virus spreder sig. For selv at undgå smitte, mødes gruppen primært udendørs i en baggård, hvor de diskuterer fremtidige tiltag.
Stemningen er vendt i landsbyen
Indtil nu har MayHla Prue med hjælp fra sine journalistkollegaer vejledt 417 mennesker i deres lokalområde. Det er gået så godt med at udbrede budskabet, at både hygiejneforholdene og stemningen har vendt i byen.
”Indsatsen er en kæmpe succes. Efter vi har været i gang i noget tid, er de fleste mennesker i landsbyen nu bekendt med virussen, de vasker regelmæssigt hænder med sæbe, spiser kogt og stegt mad højt på C-vitamin, og de overholder generelt de gældende retningslinjer. Herudover fornemmer jeg et tydeligt skifte i stemningen, for hvor frygt og uvidenhed tyngede humøret før, spotter jeg små smil blandt indbyggerne, og det gør mig så glad at være vidne til,” siger MayHla Prue, som takker den lokale journalistgruppe og ActionAid Bangladesh for støtten.
Læs også

Unge vil "støvsuge" lokalsamfund i Bangladesh for corona
