
Iram: Fordomme om etnicitet skal bekæmpes med ordets magt
”Nogle kalder os perkere, andre kalder os kriminelle. Men er vi egentlig alt det, medierne og rygterne siger, vi er? Hvad nu, hvis vi er helt almindelige unge mennesker med store drømme og ambitioner?”
Sådan indleder Saleha Iram Ashraf, blandt venner kendt som Iram, et debatindlæg til Politiken i juli sidste år. Med ordenes magt forsøger den unge pige fra Brøndby at gøre op med de gængse fordomme, nogle danskere har om etniske minoritetsgrupper, der er bosat i de såkaldte ”udsatte boligområder”.
Netop ”Ordets Magt” blev titlen til et event, Saleha ved med til at lave i samarbejde med Brøndby Strand Ungefællesskab, Mellemfolkeligt Samvirke og Brøndby Strands Boligsociale Helhedsplan, et par måneder før hun skrev indlægget i Politiken. Her havde hun sin debut som vært og ordstyrer i Brøndby Strands Kulturhus. Her indtog unge scenen med indslag, som satte racisme og diskrimination øverst på dagsordenen.
”Det er første gang nogensinde, at vi unge fra Brøndby Strand har stået i spidsen for et så stort og vellykket arrangement,” siger Saleha veltilfreds.
Brøndbys barndomsdebattør
For Saleha er det at råbe højt og forsøge at sætte samfundsproblemer øverst på andres agenda ikke noget nyt. Siden hun gik i 1. klasse, har hun deltaget i elevråd og debatteret om lokaldemokratiet.
”I begyndelsen af 7. klasse spurgte min engelsklærer, om jeg ville være med i det fælles elevråd, der repræsenterer alle tre skoler i Brøndby Kommune. Jeg sagde: ’ja, det lyder da fedt’. Det der tiltalte mig var at være en del af noget større, hvor man kan gøre noget for andre. Så kom Fatima Amchicho, der er projektleder i Mellemfolkeligt Samvirke ind i billedet. Hun tog ud på Brøndby Strand Skole for at tale med os i det fælles elevråd. Vi snakkede om, hvad der kunne være fedt at lave sammen – især for de ældste elever på skolen og de unge i Brøndby Strand. Vi lavede nogle workshops om rap og om spoken word. Siden dengang har jeg været tilknyttet Mellemfolkeligt Samvirke. Det har blandt andet ført til, at Brøndby Strand Ungefællesskab kom på benene,” fortæller Saleha.
Om erfaringerne hun tager med sig videre i livet, fortæller hun:
”Jeg tror, at jeg har lært meget om, at det ikke altid er de, der råber højest, der har ret. Og så har jeg lært at lave budgetter, at være ordstyrer, en del om trolling på nettet og om at komme i dialog med dem, man er uenig med. Det kan man få rigtig meget ud af. Jeg har lært, hvordan man kan få andre mennesker til at opfatte emner anderledes, end de er vant til. Måske endda ændre deres holdning,” siger Saleha.
Efter at have deltaget i mange workshops med Mellemfolkeligt Samvirke, har hun også fundet ud af, at hun har talent for at skrive og optræde med digte. Her er et udkast fra det nyeste digt.
Intet kommer let som hokus pokus:
Jeg starter snart et nyt kapitel
Vil arbejde mig frem til en titel
Vil ikke holdes som gidsel
Jeg meget simpel, vil bar ik ha et stempel
Jeg ik rebel, jeg prøver bare at være reel
Nogle gange uden held
Er du mellem 16 og 36 år og ønsker at kunne deltage i debatten, når diskrimination og racisme kommer på dagsordenen? Så er vores “Meningsdanner mod racisme”-kursus måske noget for dig. Med uddannelsen som meningsdanner får du inspiration, værktøjer og handlerum til at styrke din stemme, din aktivisme og den antiracistiske bevægelse i Danmark. Læs mere HER.
Læs også

Ghettodebattens tavse hovedpersoner
