
Dicle vil bringe hverdagsracismen frem i søgelyset på ny YouTube-kanal
Tingbjerg er et boligområde placeret i den nordvestlige del af Storkøbenhavn. Området huser omtrent 6000 indbyggere. Mange af dem er glade for at bo i der, og en af dem er 24-årige Dicle Parlak. Det er dog langt fra alle, der deler samme glæde for kvarteret, og det er der en god grund til, mener Dicle.
”Vi taler om diskrimination og hverdagsracisme på højeste plan. Vi er vant til at blive dømt på forhånd på grund af det sted, vi kommer fra. Det gør det sværere at få et job, og det rammer altså selvtilliden, at man bor i et såkaldt ’sort hul’ på landkortet. Man bliver sat bås. Til sidst tror man på, at man tilhører den bås og kun kan omgås mennesker, der tilhører den samme. Så ender man i kriminalitet og andre problemer,” siger hun.
En dag fik Dicle nok og besluttede sig for at gøre noget. Her kom YouTube-kanalen UHØRT til live. Her agerer Dicle vært, når hun taler med beboere fra Tingbjerg, som på den ene eller den anden måde har været udsat for alt fra grov racisme og til forskelsbehandling i det daglige.
”Vi vil give boligområdets uhørte stemmer en platform at tale fra, og det er lykkedes,” fortæller Dicle om succesen.
Se Dicle interviewe på UHØRTs YouTube-kanal HER.
Vejen til det frivillige arbejde
Dicle var medstifter af Ungdomsambassaden - en frivilligforening for fællesskab og sammenhold i Tingbjerg, og hendes medlemskab her blev også hendes vej ind i Mellemfolkeligt Samvirke. Hun har blandt andet deltaget i kurser, som gjorde hende klar til at facilitere workshops for skoleklasser om ghettopakken og stigmatisering med Tingbjerg som omdrejningspunkt. Om arbejdet i Mellemfolkeligt Samvirke fortæller hun:
”Efter at jeg er blevet frivillig i Mellemfolkeligt Samvirke, har jeg opnået anerkendelse og har endnu mere lyst til at fortsætte det arbejde, jeg har startet. Fremgangsmåden her er, at man ikke dømmer fremmede mennesker på forhånd, men anerkender dem, for det de er, og det er den tilgang til andre mennesker, Tingbjerg virkelig har brug for,” forklarer Dicle, og fortsætter: ”Vi har fået en platform, som vi kan bruge til at imødegå fordommene, og så har vi lært at organisere og skrive ansøgninger, hvis vi skal søge støtte hos fonde m.v.,” siger Dicle. Om udfordringerne, beboerne står overfor, fortæller hun:
”Ghettolisten, ghettopakken og det syn, beboerne i Tingbjerg har på sig selv er brændpunkter, som jeg kæmper for at forandre. Især det sidste er vigtigt, og det tror jeg, vi kan ændre på. De unges selvbillede er dårligt, for de tror ikke på, at de kan fungere i samfundet. Her er vores opgave at sprede selvtillid, og derfor forsøger jeg at give dem nogle værktøjer til selvudvikling,” siger Dicle og henviser til Youtube-kanalen som et aktuelt eksempel på et tiltag. Hendes interesse for at støtte mennesker, der har brug for en hånd, afspejles også i hendes professionelle liv, hvor hun arbejder som specialpædagogisk sekretær på Københavns Universitet, og herudover er hun ansat som handicapmedhjælper for en ung universitetsstuderende i Lyngby.
Er du mellem 16 og 36 år og ønsker at kunne deltage i debatten, når diskrimination og racisme kommer på dagsordenen? Så er vores “Meningsdanner mod racisme”-kursus måske noget for dig. Med uddannelsen som meningsdanner får du inspiration, værktøjer og handlerum til at styrke din stemme, din aktivisme og den antiracistiske bevægelse i Danmark. Læs mere HER.
Læs også

Ghettodebattens tavse hovedpersoner

Køn, seksualitet og etnicitet: En ung mands perspektiv på livets værdier
