
Mere støtte til Libanon efter katastrofal eksplosion
Flere end 300.000 mennesker er blevet hjemløse, hospitaler er ødelagt og tusindvis står i akut behov for hjælp i den libanesiske hovedstad Beirut. Derfor sender vi ekstra 660.000 kr. til landet for at hjælpe med de akutte behov, og samtidig styrke unges lederskab i Libanon.
”Det er en gigantisk katastrofe i et land, der i forvejen er hårdt ramt bl.a. pga. flygtningekrisen i Syrien. Vi støtter allerede syriske og libanesiske unge i at hjælpe i Bekaa-dalen, og nu har de muligheden for at gøre en indsats i hovedstaden. Derfor sender vi flere penge afsted,” siger Kirsten Hjørnholm, der er leder af katastrofearbejdet i Mellemfolkeligt Samvirke.
Mange unge libanesere, men også syriske og palæstinensiske unge tager aktivt del i hjælpearbejdet – og frivillige fra hele landet er rejst til hovedstaden for at hjælpe.
”Endnu en gang ser vi hvor vigtigt det er at et lands egne unge er forberedt på at kunne hjælpe i krisesituationer – det kræver både arbejde der skal gøres på forhånd/inden krisen rammer, men også mobilisering af penge til akutte indsatser. Det skal gå hånd i hånd, og det er netop det vi gør sammen med partnere i Libanon” siger Kirsten Hjørnholm.
Midlerne som MS sender afsted kommer fra Danida, og var allerede afsat til Libanon.
Det er specielt kvinder, ældre og kronisk syge i særligt ramte boligområder der har brug for hjælp – og vores støtte skal bl.a. gå til mad, hygiejnesæt og psykosocial støtte til overlevende.
Læs også

Støtte til overlevende i Libanon efter eksplosion
