”Det er vigtigt at vi får råbt verden op om denne katastrofe”
Birte Hald fortæller, at katastrofen stadig bliver større, og at mange mennesker spiser græs blot for at fylde maven.
I sidste uge rejste international direktør i Mellemfolkeligt Samvirke til Pakistan – udsendt for FN gennem det danske udenrigsministerium. Selvom katastrofen nu efterhånden har skabt overskrifter i en måned, er den langt fra overstået.
- Katastrofen er af så ufatteligt stort omfang, at selv om vi gør alt, hvad vi kan for at speede nødhjælpsarbejdet op, så er det en næsten umulig opgave at få nødhjælp ud til de mange millioner, der har akut brug for hjælp, siger Birte Hald om arbejdet med at koordinere nødhjælp under FN.
Oversvømmelserne fortsætter med at berøre nye millioner, der må flygte fra vandmasserne, der æder landbrugsjorden, deres hjem og levebrød.
- Alene i går var der 1 million nye hjemløse, da nogle broer og diger brød sammen nede syd på. Vandbårne sygdomme som diarre, hudsygdomme og luftvejssygdomme er i kraftig stigning, samtidig med at folk begynder at vise klare tegn på under- og fejlernæring. Især diarresygdommene er en reel trussel for børn, gamle og syge, fortæller Birte Hald.
- Det er en tikkende bombe, og der er behov for mobile klinikker, vandrensningstabletter, vandrensnings og sanitetsudstyr af nogle dimensioner, som det internationale samfund nok ikke kan stampe op af jorden, siger hun.
Græs er eneste mad
Birte Hald er udsendt for FN og arbejder derfor ikke for ActionAid, som Mellemfolkeligt Samvirkes indsamling til Pakistan går til, men hun har været i tæt kontakt med dem. ActionAid hjælper nu over 54.000 mennesker med at overleve og indenfor de næste to måneder vil de være i stand til at hjælpe over 120.000 mennesker. Men selvom nødhjælpen er kommet op i gear og donationerne begynde at komme ind fra hjælpsomme mennesker over hele verden, er der lang vej endnu, før de mellem 15 og 20 millioner mennesker, der er ramt af oversvømmelserne, kan få hjælp.
Og nøden er påtvingende og umiddelbar:
- Vi får øjenvidneberetninger ind om desperate situationer, hvor børn drikker vand af vandpytter, og spiser græs for at fylde maven. Det er vigtigt, at vi får råbt verden op om denne katastrofe. Det er helt forfærdeligt, siger Birte Hald.
Du kan hjælpe nødhjælpsarbejdet i Pakistan ved at sende en sms med ordet STØT til 1919. Så giver du 100 kroner.
Læs også
