Hun giver håb til Kenyas kvinder

Et par hundrede muslimske kvinder har armene i vejret, mens de synger ”Sophia er vores leder.” Mændene holder sig lidt i baggrunden og snakker lavmælt. Sophia Abdi Noor er kommet til Ijara i det nordøstlige Kenya. Her er hun på alle leder og kanter en mønsterbryder.
Sophia Abdi Noor er en af de kvinder, som for første gang kan gøre sig realistisk håb om at blive valgt ind, når der på mandag er valg til præsidentpost og parlamentet i Kenya. Siden sidste valg i 2007 har en ny forfatning banet ved for mere lokalt demokrati og sikret at mindst 47 af pladserne i parlamentet går til kvinder. Forfatningen foreskriver også, at kvinderne får mindst en tredjedel af parlamentspladserne.
”Tredjedels-reglen blev skrottet i denne omgang fordi mændene nødigt slipper magten. Men jeg stiller op mod fem mænd og jeg vinder alligevel. Folk her er trætte af mænd, der kun tænker på sig selv,” siger hun. I dag har kvinder 10 pct. af pladserne i parlamentet.
Kvinder vil have udvikling
”Folk vil have mig som deres medlem i parlamentet, fordi jeg taler for Ijara og for de millioner af kvinder, der dagligt får krænket deres rettigheder,” fortsætter Sophia Abdi Noor.
For femte gang på en dag, der startede kl. 5 løfter Sophia Abdi Noor mikrofonen og lover, at hun vil sætte korrupte mænd stolen for døren og gøre op med den kvindeundertrykkelse, der er normen i store dele af Kenya. Øjnene er klare hos de unge kvindelige tilhørere i niqab, mens de jubler over valgløfterne.
”Vi er somalikenyanere og mændene bruger fejlagtigt koranen til at undertrykke os kvinder. Jeg har i 25 år arbejdet for at stoppe det og for at sikre kvinderettigheder i det nordøstlige Kenya,” siger Sophia Abdi Noor. Hun blev født kort efter Kenyas uafhængighed i 1963 og har siden langsomt rejst sig fra støvet i en ubrudt kamp for at sætte kvinder og Ijara på landkortet. Hun er grundlægger af organisationen WomanKind Kenya, som Mellemfolkeligt Samvirkes søsterorganisation ActionAid Kenya har støttet i 10 år.
Fra landsby til landsby
Termometeret i Sophia Abdi Noor’s Landcruicer viser 36 grader i skyggen, og støvet fyger igennem sprækkerne på bilen, der har været Sophia Abdi Noor’s hjem og kampagnehovedkontor i de seneste tre måneder. Fra solopgang til solnedgang har hun besøgt hundredvis af landsbyer.
”Jeg har nået måske halvdelen af bosættelserne i Ijara. Mange steder har de hverken TV, radio eller aviser. Når jeg spørger mine vælgere, hvad de ønsker, hører jeg forskellen på kvinder og mænd. Mændene vil have penge, mens kvinderne vil have vand, mad, udvikling og uddannelse. Det er grunden til, at vi også mangler kvindeligt lederskab. Jeg vil fortsætte min kamp som aktivist i WomanKind, når jeg bliver folkevalgt,” fortæller hun.
Læs også
