
"Jeg har aldrig tænkt så meget på så kort tid"
Mødet med mange forskellige holdninger til konflikten har præget deltagerne og givet dem noget at tænke over.
17 spørgelystne, interesserede og vidende unge sidder til møde hos TIPH (Temporary International Presence in Hebron) og forsøger at komme ind under huden på konflikten, der finder sted mellem palæstinensere og israelske bosættere i Hebron. Deltagerne på Next Stop turen til Israel og Palæstina, der foregår 19. juli til 9. august, er primært universitetsstuderende. Det kan mærkes på deres engagement, at de finder emnerne interessante og ikke mindst har de en sult efter mere viden, der nærmest overstiger TIPH-officerens mulighed for at svare på de mange og ofte komplekse spørgsmål.
Verdensbilledet skal rystes
Asger Johannsen og Henrik Andersen læser arabisk sammen og har arrangeret årets Next Stop tur til Israel og Palæstina. Meningen med turen har været at vise, at der ikke nødvendigvis er enighed på hverken den israelske eller palæstinensiske side. Herudover skulle deltagerne gerne komme til at møde nogle organisationer, de ikke ville komme i kontakt med, hvis de rejste selv.
”Meningen er at få så mange synspunkter som muligt repræsenteret og dermed forhåbentligt være med til at ryste deltagernes verdensbillede,” siger Asger Johannsen.
Forskelligartede holdninger
Ifølge flere af deltagerne er den store force ved Next Stop turen, at det ikke bare er turisme, men at turen indeholder et stærkt fagligt indhold, der sætter gang i en masse tanker.
”Jeg har aldrig tænkt så meget på så kort tid,” siger Kajsa Messell, der til daglig studerer i Amsterdam.
Det har desuden været tankevækkende, at der ikke bare er én israelsk eller palæstinensisk holdning, men derimod store interne forskelle.
”Vi har mødt israelske organisationer, der har opfordret os til at boykotte Israel. Samtidig er det overraskende at se, hvordan de i Tel Aviv nærmest kan skjule, hvad der foregår,” siger hun.
Rejseplanen
Turen, der i alt varer tre uger, startede med nogle dage i Tel Aviv. Derudover har gruppen blandt andet været på trekking i Golanhøjderne samt besøgt organisationer og folk i Jerusalem, Ramallah og Hebron. Endelig er der planlagt et par dage i henholdsvis Nablus og Jenin samt flere organisationsbesøg i Ramallah.
I løbet af turen har deltagerne mødtes med journalister, privatpersoner og forskellige organisationer, der hver især har givet deres indblik i og holdning til konflikten. Herudover har der også været plads til vandpibebarer, markeder og andre sociale indslag.
Nutiden fortrænges
Andreas Gadeborg Nielsen studerer til hverdag antropologi og har ikke et øjeblik fortrudt, at han er taget med Next Stop.
”Det er superfedt, at det har været en utrolig oplysende tur og samtidig en tur, som det ville være umuligt at planlægge selv,” siger han.
Han mener, at han allerede på den første uge har fået et væsentligt større kendskab til hele problemstillingen. Samtidig har han også fået et indblik i, hvordan nogle israelere ikke lader til at bekymre sig om konflikten.
”Man har før hørt om befolkninger, som kan fortrænge, hvad der er sket i fortiden, men det er vildt, hvordan folk kan fortrænge, hvad der sker i nutiden,” siger Andreas Gadeborg Nielsen.