Man kan mere, end ens mor tror – 40 år med Mellemfolkeligt Samvirke

Det nåede at blive til 40 år for Mellemfolkeligt Samvirke og John Birkemose, der sluttede karrieren som fundraisingsassistent med ansvar for medlemsdatabasen. Fredag den 1. oktober markerer både hans jubilæum og hans afsked med den gamle arbejdsplads, da det er blevet tid til at gå på pension. Otte generalsekretærer, tre kontoradresser, besøg på alle Mellemfolkeligt Samvirkes gamle landekontorer og en to-årig udstationering i Kenya spænder Johns karriere over.

Det har været noget af en rejse for Østerbro-knægten, der egentlig gerne ville have været præst, men kom i regnskabslære i Hovedstadens Brugsforening og ad korte omveje fandt sin plads hos Mellemfolkeligt Samvirke 1. oktober 1970. I stedet for at slå sine folder ved alteret kom han til at løbe parløb med et af Danmarks største udviklingsprojekter – udsendelsen af frivillige u-landsarbejdere.

Hvor hører jeg til?

Allerede i barndommen var der tegn på, at John skulle havne i u-landsmiljøet, da hans mor tog ham med til møder med Santalmissionen i den lokale kirke på Østerbro, hvor missionærernes fortællinger fra deres afrikanske eventyr tryllebandt den unges fantasi.

At det skulle være noget med Afrika, lå dog ikke i kortene, da han stod med eksamensbeviset fra mellemskolen i hånden og ikke anede sine levende råd. Ej heller, da han var færdig med sin regnskabs- og handelsuddannelse fra Brugsforeningen og kun vidste, at det var tid til at prøve noget andet. Heldigvis fik John en tænkepause, da han skulle aftjene sin værnepligt og, med hans egne ord, havde det som blommen i et år.

Allerede som kontorordinans i militæret afslørede John sit talent for at få de administrative og praktiske knuder løst op og ordnet uden for meget bureaukrati. En ting var sikkert efter de 16 måneders tænkepause; for John skulle det være noget med mennesker.

Derfor tog han på Højskole i Løgumkloster, hvor de havde en socialpædagogisk linje for at se, om det var vejen for ham. Det blev dog i stedet til en stilling hos Sømandsmissionen, hvor John arbejdede med det administrative på kontoret om formiddagen og eftermiddagen gik med besøg på de Københavnske sygehuse for at høre, om de havde nogen sømænd liggende, der skulle have en hilsen fra Sømandshjemmet.

Det var spændende arbejde, men John slog alligevel hurtigt til, da han allerede efter fire måneder fik tilbudt en stilling i KFUM’s centralforening.

"Jeg var sekretær for bestyrelsen og forretningsudvalget. Jeg var administrator og lavede ungdomsarbejde, og jeg ved ikke hvad. Næh, hvor lærte man meget, det gjorde jeg virkelig, og det var nok derfor, jeg fik stillingen i Mellemfolkeligt Samvirke, for kravene var blandt andet, at man havde haft noget med unge at gøre", fortæller John.

John indrømmer, at hvis han havde søgt ind i Mellemfolkeligt Samvirke i dag, var han nok aldrig blevet ansat med den uddannelsesbaggrund, han har, men tiderne dengang var anderledes, og John har haft en evne til selv hele tiden at videreuddanne sig og vokse med opgaverne. Måske var det det, ansættelsesudvalget så allerede dengang.

På hovedet ud i det dybe vand

Det startede med en stilling som kursussekretær, hvor det var Johns opgave at forberede de u-landsfrivillige, der skulle sendes til Afrika i to et halvt år. Dengang i starten af 1970’erne sendte Mellemfolkeligt Samvirke omkring 190 u-landsfrivillige ud om året, så der blev afholdt omkring fem årlige kurser af en uges varighed, hvor de blev forberedt på kulturen, samfundet og lærte en masse om udvikling og dansk udviklingsbistand.

"Og jeg havde jo aldrig nogen sinde været i Afrika før. Så det var jo med at have alle antenner ude; du godeste, hvad skal man sige, og folk er selvfølgende spørgende, når de skal ud i to et halvt år, så skal man jo vide meget. Så det var ligesom at springe ud på dybt vand og efterhånden se, hvordan man så ville gøre det", husker John om den første tid.

John indrømmer, at indtil han selv for første gang besøgte Afrika i sensommeren 1971, famlede han i blinde og måtte støtte sig til, hvad der var skrevet ned af tidligere udsendte og programmedarbejder. Tænksom kigger John tilbage og ser her en rød tråd i hans karriere.

"Det er skægt, jeg har mange gange oplevet, i de stillinger jeg har haft, at jeg aldrig havde prøvet det, men blev smidt ud i det, og hvor jeg har fået frit spil og så prøvet noget af."

Hurtigt fik John dog også andre opgaver og var med til at udvælge de personer, der skulle udsendes – hovedsagligt sygeplejersker og håndværkere – og lave infomøder rundt om i Danmark. Men det var forberedelseskurserne og de praktiske forhold omkring udsendelserne, der var Johns hovedopgave.

Mangeartede opgaver

Igennem årene har John besiddet mange forskellige administrative poster fra startpositionen som kursussekretær, over regnskabsmedarbejder i Kenya til den seneste opgave med medlemsdatabasen i fundraising-teamet.

Når John og MS har holdt sammen i så mange år, er det i høj grad, fordi John altid har været omstillingsparat og ikke har ladet sig afskrække af nye opgaver og uventede situationer – han har taget organisationens mange sving og accelerationer igennem årene i stiv arm.

"Jeg har fået lov til at lave alle de her mange ting, og det er det, jeg synes har været morsomt. Der er en stor grad af frihed i Mellemfolkeligt Samvirke til at lave ting selv, når bare man holder sig indenfor de normer og det koncept, som organisationen står for", siger John for at forklare, hvorfor han er blevet hos Mellemfolkeligt Samvirke i så mange år og fortsætter:

"Fordi jeg synes, at arbejdet med udviklingsbistand, det er så spændende. Og netop fordi, der er ikke noget, der er ens. Og det er en ting, man skal aldrig gå bag af dansen og sige; uh, det kan jeg ikke. Man skal ligesom hoppe ud i det, så kan man altså mere end ens mor tror."

To år i Kenya

Ligesom organisationen har John selv altid bevæget sig og aldrig siddet fast - i 1985 førte det til en udstationering som regnskabsmedarbejder på landekontoret i Nairobi.

"Det var to dejlige år, og jeg havde min familie med. Mine piger, som er tvillinger, og dengang kun var otte år, de skulle så gå i engelsk skole. Og det må jeg nok sige, her bagefter, hold da op, at smide sådan en to ud, og de kunne ikke et ord engelsk, det var heller ikke helt nemt."

Men pigerne kom hurtigt efter det, og Johns kone Jytte arbejdede frivillig med nogle ældre damer fra slummen – hun er nemlig uddannet gymnastik pædagog – så de med små øvelser kunne overvinde deres gigt og alligevel lave små håndarbejder, der kunne sælges til turisterne.

Dengang i 70’erne

Det skorter ikke på historierne fra dengang. Der er blandt andet historien om dengang Idi Amin kom til magten i Uganda, og Mellemfolkeligt Samvirke’s udsendte måtte lade som om de tog på ferie til Tanzania og efterlade deres ejendele.

"Så rejste Mogens [Bøttern, daværende landedirektør på Uganda kontoret, red.] rundt og pakkede alt deres habengut sammen og sendte det til Tanzania. Og kuglerne fløj nogen gange rundt om ørene, han stod der bare, det var Mogens, der var ikke nogen, der kunne vælte ham omkuld", beretter John.

Eller den febrilske eftermiddag på kontoret dengang, da Claus Bornemann, der senere blev generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke, var departementschef i Grønlandsministeriet.

"Så pludselig kommer min daværende leder ind: John, John, ring efter en taxa! Jamen, du godeste hvad skal jeg. Jo, jeg har glemt at aftale et møde, vi skal over i Grønlandsministeriet og briefe, og det var så Claus Bornemann, viste det sig, om hvordan vi forbereder folk, der skal rejse ud. Du kan forberede dig i taxaen", fortæller John meget hurtigt.

Selv om John godt nok var lidt knotten på sin afdelingsleder over, at han ikke havde fået besked og kunne forberede sig, så gik mødet udmærket, og der var ingen, der bemærkede, at John tog den direkte fra rygmarven og improviserede.

Og der er helt sikkert evnen til at fortælle historier og improvisere, der har været styrken i Johns arbejde, særligt dengang han stod for at lave forberedelseskurserne.

Se bare historien om dengang, da en kultursociolog, der altid holdt foredrag om afrikansk kultur og kulturmødet, aflyste i sidste øjeblik, og John måtte holde foredraget selv – som han siger; han havde jo hørt det et par gange før. Eller om hvordan det dengang i 70’erne var et springende punkt for mange af de u-landsfrivillige, at et par skulle være gift, hvis de skulle sendes ud sammen. Et par enkelte gange betød det lyn-brylluper lørdag og underskrivelse af kontrakten i lufthavnen om søndagen, få øjeblikke inden flyveren lettede.

"Jeg møder ham nogen gange, det var en, der også rejste ud der i 70'erne, ham og hans kone, og han har i lang tid sagt; ja, du er skyld i, at vi blev gift, men det holder endnu", slutter John den fortællling.

For John og Mellemfolkeligt holdt det også, selv om John flere gange har tænkt, at nu var det tid til at komme videre, men han havde det jo godt i organisationen, og der var hele tiden nye spændende opgaver at tage fat på, så det blev aldrig til noget. Nu venter endnu en ny opgave forude; livet efter Mellemfolkeligt Samvirke og friheden som pensionist.

En frihed, der helt sikkert skal bruges til at udforske alle de tilbud og rabatter, der bliver tilgængelige med statussen som pensionist, og så vil John lægge lidt ekstra tid i hans arbejde ved Grøndalslund menighedsråd i Rødovre, hvor han sidder som formand for hele to udvalg.