
Mary Banda – en kvinde i Zambia der kæmper for sin ret
Hun har nemlig på eget initiativ sørget for at få den jord tilbage, som hun mistede i 2007.
Mary Banda er i dag 30 år. Hun voksede op hos sin mor og sin stedfar, som moderen giftede sig med da Mary var tre år gammel. Selv blev Mary gift som 20-årig med sin skolekæreste og fik sin datter Lilian et år efter. Nogle år efter sit bryllup bad hun sin stedfar om et stykke af hans jord, hvilket han villigt gav hende, så hun og hendes mand kunne forsørge sig selv. Men i 2007 døde hendes stedfar, og Marys problemer begyndte. Stedfaderens familie ville nemlig ikke anerkende Marys ret til den jord, hendes far havde foræret hende.
"Du er ikke hans datter. Forsvind med dig, vi vil ikke have noget med dig at gøre. Find din rigtige far i stedet", sagde faderens familie til hende. De smed hende rent bogstaveligt ud fra marken, da hun forsøgte at dyrke den.
Kvinder mister jord i Zambia
I år kan vi dyrke jorden og få nok afgrøder til at spise og penge fra salg", siger Mary.
Arvestridigheder er den mest hyppige grund til, at kvinder i Zambia mister adgang til jord. Traditionen siger, at et stykke jord altid tilhører mandens familie og ikke hans efterkommere, hvis han dør før sin kone og børn. Derfor flytter en efterladt enke og hendes børn typisk hjem til sin egen familie og efterlader det hus og den jord, hun har haft sammen med sin mand. Marys mor fik således ikke noget af jorden – og kun hendes stedfars biologiske børn fik tildelt en lille smule jord af faderens familie.
Men Mary ville ikke opgive sin jord, og da hendes mand forlod hende året efter, indså hun, at hun var nødt til at kæmpe for at få jorden tilbage. Hendes mor havde ingen jord, og uden sin mand var Mary nu nødt til at forsørge både sin mor, sin datter og sine fem yngre søskende, der stadig er i skolealderen. Det var ikke nok at bage brød og brygge øl for at overleve.
Det var ikke nogen nem kamp. Mary fandt vidner, der kunne bekræfte, at faderen havde foræret hende jorden. Hun snakkede med landsbyoverhovedet og politiets offerrådgivning. Og til sidst med MS' partnerorganisation Petauke District Land Alliance, PDLA. PDLA mæglede mellem hende og stedfaderens familie og sørgede for, at hun fik et brev fra høvdingen, der gav hende ret til jorden.
Læs også

Zambisk march mod skattefusk
